Biografanmeldelse
17. apr. 2013
Scary Movie 5
Scary Movie 5 har slået sig meget op på Charlie Sheen og Lindsay Lohans medvirken. De forsvinder efter få minutter og når kun at levere forældede jokes. Foto | Quantrell D. Colbert

Scary Movie 5

Den værste Scary Movie til dato sætter en ny bundstandard for, hvilke film Hollywood finder værdige til at fodre biografgængere med anno 2013.

Af Lise Ulrich

To af Hollywoods mest kommercielt fallerede og offentligt faldne enfants terribles, Charlie Sheen og Lindsay Lohan, åbner Scary Movie 5. I et uendeligt forudsigeligt forsøg på selvironisk genoprejsning tager makkerparret gas på henholdsvis Sheens status som gråsprængt festabe med en sexfetish og Lindsays ditto som uhelbredelig lovovertræder. 

Castingen af den kulørte presses yndlingsofre er Scary Movie 5’s vældigt publicerede ”scoop”, men joken er allerede blevet gammel, inden de to åbner munden. Og samme åbningsscenes parodi på gyserserien Paranormal Activity (der startede helt tilbage i 2007) syne også irriterende forældet. 

Lohan og Sheen, som engang mestrede en vis komisk timing, forlader filmen efter et par minutters fejlslagen grimaseren, hvorefter det er op til de to hovedrolleindehavere, Ashley Tisdale (High School Musical) og Simon Rex (Scary Movie 3 og 4), at smide enhver form for selvrespekt over bord i de resterende 80 stive minutter. 

Som i de forrige Scary Movie-film, der oprindelig blev skabt af Wayans-brødrene i 2000 i kølvandet på Scream-filmenes succes, parodierer det nye skud på stammen en række mere eller mindre aktuelle gyserfilm. 

Særligt Mama (som danske biografgængere dog først stifter bekendtskab med 20 juni), genindspilningen af Evil Dead (dansk premiere d. 16 maj) og førnævnte Paranormal Activity har givet stof til Scary Movie 5’s papirtynde plot, men også årgamle film som Inception, Black Swan og Abernes Planet: Oprindelsen og bestseller-romanen Fifty Shades of Grey får umorsomme hilsner med på vejen. 

Naturligvis har Scary Movie-seriens mål aldrig været stor filmkunst, ej heller kan det forventes, at målgruppen – halvfulde teenagedrenge med galoperende sexlyst – vil stille spørgsmål til filmenes dramaturgiske kvaliteter. Men enhver film, der vover at markedsføre sig som en komedie, skal i det mindste have et par habile grin.

Jeg indrømmer gerne at have moret mig kosteligt over Scary Movie 3, der med instruktør David Zucker bag rattet og Charlie Sheen, Anna Faris og Leslie Nielsen i veloplagt fladpandede hovedroller formåede at lede tankerne hen på 1980’er og 90’ernes mere velorkestrerede parodifilm. 

Desværre skyder Scary Movie 5, instrueret af Malcom D. Lee, forbi målet i scene efter scene, og som grinene udebliver, indtræffer en umiskendelig følelse af en kedsomhed mere dødelig end den notoriske Book of Evil, som filmens hovedpersoner flittigt citerer fra.

Traditionen tro er Scary Movie 5 befolket med et hav af kendte biroller, lige fra en jointrygende Snoop Dogg, sangeren Usher, bokseren Mike Tyson (hvordan i alverden dette snøvlende brød af en mand pludselig er blevet objekt for filmbyens fascination, er ubegribeligt), rapperen Bow Wow, komikeren Molly Shannon og mangen en 90’er-teenagedrengs drømmepige, den nu 51-årige Heather Locklear. 

Ingen og intet kan dog redde Scary Movie 5 fra at placere sig som 2013’s absolut værste film indtil videre.

Land:
USA

År:
2013

Instruktør:
Malcom D. Lee

Manuskript:
Pat Proft, David Zucker

Medvirkende:
Simon Rex, Ashley Tisdale, Charlie Sheen, Lindsay Lohan

Spilletid:
85 min.

Premiere:
18. april

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
07. aug. 2013
Blue Jasmine

Blue Jasmine

Biografanmeldelse
17. juli 2013
The Purge

The Purge

Biografanmeldelse
10. juli 2013
The Bling Ring

The Bling Ring

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Disney investerer over seks milliarder kroner i selskabet bag AI-tjenesten Sora, som får adgang til at generere videoer med det enorme galleri af figurer fra Star Wars og Marvel.

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Nekrolog
15. dec. 2025
Rob Reiner er død

Rob Reiner er død

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Dansk film leverer flotte tal for 2025
Nyhed
15. dec. 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten