Biografanmeldelse
10. juli 2013
The Bling Ring
Sofia Coppolas film dyrker smukke mennesker, lækkert tøj og polerede overflader næsten lige så meget, som de fem hovedpersoner gør. Foto | Merrick Morton

The Bling Ring

Sofia Coppola har begået en lækker, men overraskende uvedkommende film om en flok narcissistiske teenagere, der er besat af bling og berømmelse.

Af Lise Ulrich

Sofia Coppolas fascination af ungdommens weltschmerz og berømmelsens faldgruber har gennemstrømmet alle hendes film – med vekslende grader af succes.

Når Coppola er i sit es, er vi blevet trakteret med glimrende dramaer som The Virgin Suicides og Lost in Translation, hvis retro-inspirerede udtryk og velvalgte soundtracks på smuk vis har understøttet en vagt vemodig atmosfære af afmagt, uskyldstab og ensomhed.

Andre gange har instruktøren mistet sig selv i sin egen drømmende æstetik, som det skete i det tomme overflødighedshorn Marie Antoinette og den underligt uforløste Somewhere.

The Bling Ring slutter sig desværre til kategorien af pæne fejlskud, men i det mindste et fejlskud, hvor man får guf til gluggerne i samtlige 90 minutter.

Filmen fortæller den virkelige historie om en flok privilegerede teenagere, som i en periode på et par måneder i 2008-09 begik en række indbrud i kendte Hollywood-stjerners hjem i Los Angeles. Banden, der i filmen består af fire piger og en dreng, gik målrettet efter designertøj og accessories, som de havde set på kendisserne i sladderblade og på den røde løber.

Gruppen brugte nyhedssider og de sociale netværker for at se, hvornår stjernerne var udenbys, og brød efterfølgende ind i deres hjem med en legende lethed, der blandt andet blev gjort mulig af, at Paris Hilton for eksempel gemte sin hoveddørsnøgle under dørmåtten (!).

Hilton, Lindsay Lohan, Rachel Bilson, Megan Fox og Orlando Bloom nåede alle at blive ofre for bandens nattelige ”shopping-ture”, der dog fik en ende, da medlemmerne til sidst blev fældet af Lohans overvågningskameraer.

”The Bling Ring”, som medierne hurtigt døbte de unge, fik fængselsstraffe på ét til fire år, og en af gruppens piger kom sågar til at sidde ved siden af sit store idol, Lindsay Lohan, i spjældet, da denne afsonede en dom for spirituskørsel.

Det mest bemærkelsesværdige ved The Bling Ring var medlemmernes høje sociale status og ganske almindelige familiebaggrunde. Her var ikke tale om fattige børn uden midler, men om forkælede teenagere, som festede side om side med stjernerne i L.A.’s hotteste natklubber. Gruppen postede endda gladelig billeder på Facebook af sig selv med tyvegodset, og de pralede åbenlyst af deres erobringer til venner og bekendte i omgangskredsen.

Sofia Coppolas film om begivenhederne er inspireret af Vanity Fair-artiklen The Suspects Wore Louboutins og forsøger at tegne et portræt af de unges karakterer og mulige bevæggrunde (eller mangel på samme) for indbruddene.

Men hvad der kunne være blevet til et interessant, satirisk studie af en generation besat af berømmelse og selviscenesættelse, ender desværre som et ironisk selvmål, hvor endeløse billeder af designervarer, luksus og smukke unge kroppe helt overskygger fortællingen.

The Bling Ring hverken kradser i sine karakterers polerede overflade eller tager afstand fra deres handlinger – og fremstår dermed i stedet som en farverig forlængelse af samme glittede kendiskultur, som de unge netop efterstræber. Emma Watson (Hermione i Harry Potter-serien) spiller en af hovedrollerne som tyvetøsen Nicki, men hverken hun eller de andre unge gør nævneværdigt indtryk.

I et meget publiceret stunt lykkedes det Sofia Coppola at få Paris Hilton til at medvirke som sig selv i filmen, og det er da også stjernens virkelige hus, indbrudsscenerne er optaget i. Men denne virkelige krølle ændrer ikke på, at The Bling Ring føles som et langt afsnit af en glamourøs reality-serie. Man labber filmen i sig til tonerne af tidens populærmusik, men glemmer den igen, som var den et flygtigt snapshot på Instagram.

Land:
USA

År:
2013

Instruktør:
Sofia Coppola

Manuskript:
Sofia Coppola, Nancy Jo Sales

Medvirkende:
Emma Watson, Katie Chang, Israel Broussard, Leslie Mann

Spilletid:
90 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
11. juli 2013

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
07. aug. 2013
Blue Jasmine

Blue Jasmine

Biografanmeldelse
17. juli 2013
The Purge

The Purge

Biografanmeldelse
03. juli 2013
Safe Haven

Safe Haven

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro