Biografanmeldelse
29. apr. 2014
Sange fra skoven

Amerikaneren Louis Sarno boede sammen med Bayaka-pygmæerne i 25 år. Mens han levede i junglen, gik Sovjetunionen i opløsning og Berlin-muren faldt, uden at Sarno havde nogen anelse om det.

Foto | Siri Klug

Sange fra skoven

En amerikaner tager til regnskoven og indspiller 1000 timers jodlende pygmæmusik. Desværre kommer den usædvanlige historie til at fremstå snæversynet i Doxbio-dokumentaren Sange fra skoven.

Af Rune Bruun Madsen

I disse 3D-blockbuster-tider lyder en dokumentarfilm om pygmæmusik formentlig som noget, der kan give enhver pr-medarbejder grå hår i hovedet.

Derfor kom det som sendt fra himlen, at Sange fra skoven vandt hovedprisen på den prestigiøse IDFA-dokumentarfestival i Amsterdam.

For 25 år siden tog amerikaneren Louis Sarno impulsivt til regnskovene i Den Centralafrikanske Republik i jagten på et stykke musik, der havde besat den naturelskende musikforsker.

Musikken stammede fra et pygmæsamfund – Bayaka-folket – der dengang levede uforstyrret i junglens indre. I dag er folket truet af krybskytteri, illegal træhugst og intern opløsning. Områdets forfald så vi allerede på klos hold i Mads Brüggers Ambassadøren.

Et kort besøg udviklede sig til en livslang forelskelse for den hvide amerikaner. Både i Bayaka-folkets med vestlige øjne primitive livsstil og mere konkret i den Bayaka-kvinde, der blev moren til Sarnos søn Samedi.

Sarno optog over 1000 timers Bayaka-musik, som er en eksotisk kakofoni af trommerytmer, håndklap, hjemmelavede strengeinstrumenter og en feminin jodlen, der lyder langt smukkere i ørerne end på papiret.

Sange fra skoven er en eksotisk opdagelsesrejse og samtidig en nørdet hyldest til junglemelodien, der blev væk. Regnskovens hemmelighed møder Searching for Sugar Man.

Men som en antropolog på feltarbejde påvirker Sarno også sine omgivelser. Han låner penge og batterier til sine naboer og skaffer moderne medicin til de syge uden sans for den erosion af samfundet, han gør sig skyldig i.

Han er med andre ord selv med til at save den gren af, som han – og resten af Bayaka-folket – sidder på.

Det er denne konflikt, som den tyske instruktør Michael Obert fokuserer på, især gennem monologer med Sarnos gamle kammerater fra New York (hvoraf den ene tilfældigvis er Jim Jarmusch).

Desværre kommer vi aldrig under huden på det eksotiske folk, som der har været genstand for Sarnos beundring gennem så mange år. Hvad er deres forhold til musik? Hvordan har de udviklet de særprægede stilarter og sangteknikker? Ved hvilke lejligheder bruger de musikken?

Man sidder lidt med den fornemmelse, at instruktørens stramme fokus på Sarno sker på bekostning af en lang række mindst lige så interessante anekdoter.

Jarmusch udtrykker forståelse for Sarnos projekt og kritiserer den forhutlede vestlige verden, hvor alle har travlt med at udføre opgaver, de egentlig ikke er interesserede i.

Den materielle verdens falske mæthed skildres gennem Sarnos bror, der ejer et gigantisk hus, men ensomt står og spiller minigolf i en grå afkrog af huset. Her skæres det tragikomisk ud i pap, at Sarno er den lykkeligste af de to.

Kort tid forinden konstaterer en congolesisk færgemand i laset tøj, at hans største drøm er at komme til USA. I Congo er der ingen fremtid.

Da Sarno tager sin nu trettenårige søn med til New York, blander Obert snedigt en travl fodgængerovergang på Manhattan med cikadernes monotone summen. Omvendt tilføres en pygmæ, der stoisk sidder i skæret fra et bål, det infernalske lydtapet fra storbyens gadeplan. Kontrasten er slående.

Men samtidig ser vi, hvordan gigantiske maskiner og interimistiske savværker æder sig ind på Bayakaernes territorium. De to verdener er tydeligvis på kollisionskurs.

Sarnos forhold til pygmæerne har en frelst og nykolonialistisk odør. Han finansierer sit liv ved at sælge cd’er med pygmæ-musik til de turister, som civilisationens indtrængen har bragt til området, og infiltrerer den organiske kultur med plasticlegetøj fra New York.

Og hvad vil Sarno i grunden med de mange tusind timers unik musik?

Det havde været interessant at belyse pygmæfolkets holdning til regnskovens ødelæggelse og dyrke deres kærlighed til musik. Interviewene med stammens medlemmer er ganske få, hvorfor de ender som statister i Sarnos portræt. Sarnos søn får heller ikke taletid.

En film om en mand, der ikke kan se nuancerne i sit livsprojekt, ender derfor paradoksalt nok med selv at fremstå snæversynet.

Land:

Tyskland

År:
2013

Instruktør:
Michael Obert

Manuskript:
Michael Obert

Spilletid:

98 min.

Aldersgrænse:

Tilladt for alle

Premiere:
30. april 2014

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
19. nov. 2014
Human Capital

Human Capital

Tv-anmeldelse
13. nov. 2014
Democrats

Democrats

Biografanmeldelse
29. okt. 2014
Nightcrawler

Nightcrawler

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro