Saint Omer

Retssalsdramaer starter gerne med at stille spørgsmål, der langsomt besvares. Alice Diops engagerende første spillefilm, der vandt Sølvløven på Venedig-festivalen, gør det modsatte.

Undervejs kommer filmen med helt andre svar. De handler om at være en sort kvinde i Frankrig, hvor arven efter kolonitiden endnu stikker dybt.

Saint Omer skildrer en ung kvinde ved navn Rama (Kayije Kagame). Hun er en forfatter og universitetsunderviser, der rejser til havnebyen Saint Omer. Her skal hun overvære en retssag, hvor en kvinde, Laurence Coly, er tiltalt for barnedrab. Rama håber på at skaffe materiale til sin næste bog.

Historien er autentisk.

Ganske som Rama er Alice Diop født i Frankrig af senegalesiske forældre, og i 2016 overværede instruktøren en retssag, hvor en senegalesisk kvinde erkendte at have druknet sin femten måneder gamle datter. Og ganske som virkelighedens tiltalte erklærer Laurence Coly sig uskyldig.

Saint Omer er bygget op omkring tavshed.

Den er så godt som blottet for musik, og kameraet dvæler hellere ved tilhørerne i retslokalet end ved de talende. Laurence spilles fængende af Guslagie Malanda med en passivitet, der både foruroliger og fastholder os.

Et kerneøjeblik opstår, da dommeren beder Laurence forklare, hvordan hun kan være uskyldig, når hun indrømmer at have dræbt sit barn. Alice Diop klipper til Ramas forfærdede ansigt – det eneste sorte ansigt i retssalen på nær Laurence og hendes kontrollerende mor – og knytter de to kvinder sammen.

Det er et bånd, der bliver en besættelse for Rama. Både hun og Laurence har hvide partnere. Begge har svære forhold til vanskelige mødre. Og så er Rama gravid uden at have fortalt det til nogen.

I dokumentarerne La permanence og Nous giver Alice Diop en stemme til de samspilsramte i Paris’ randområder.

Hun interesserer sig for sine karakterer, og Saint Omer er båret af de to kvinder, som spejler hinanden. Begge navigerer i et samfund, der synes designet til at gå i clinch med mennesker, som det anser for at være fremmede.

Som da en professor mindes sin overraskelse over, at Laurence ville skrive om den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein: Hvorfor ikke vælge et emne, der ligger tættere på hendes egen kultur?

Alice Diop omfavner livets uransagelige rod af betændte forhold og uklare motiver. Men der er intet rod i håndværket.

Saint Omer er streng i udtrykket. Den foregår i indelukkede rum, der tilsyneladende er skabt til at overskygge de to sorte kvinder. Med sin mørke hud og rødbrune sweater går Laurence nærmest i ét med væggenes træpaneler – en påmindelse om, at hun også var overset før sin forbrydelse.

Filmen føles som en postkolonialistisk spøgelseshistorie. Laurence taler til Frankrigs dårlige samvittighed, og set i den kontekst bliver det sværere at afskrive hendes forsvar: At hun er forbandet af ondsindede heksedoktorer.

Da Laurence stirrer direkte på Rama fra anklagebænken, er det ikke til at vide, om hun søger opbakning eller giver forbandelsen videre.

Rama er også plaget af gamle traumer, hun ikke helt kan gennemskue. De har med hendes mor at gøre og antydes i flashbacks og hjemmevideoer. Og måske føler hun ubevidst, at interessen for kolonimagtens finkultur gør hende til forræder.

I arkivbilleder af kronragede kvinder efter Anden Verdenskrig viser Rama – og Diop – hvordan et retskaffent samfund kan udøve vold mod kvinder, som det regner for illoyale.

Som mange andre elementer i den fascinerende, åbne film føles det som en sten kastet i vandet, hvis ringe breder sig længe og langt.