Biografanmeldelse
11. juni 2025
Sådan træner du din drage

Hikke (den Jesse Eisenberg-agtige Mason Thames) tæmmer dragen Tandløs, så vikingehjertet smelter. 

Foto | DreamWorks Animation

Sådan træner du din drage

Har verden virkelig brug for en delvis liveaction-udgave af DreamWorks’ perle? Ekkos anmelder knurrede, indtil hans indre viking måtte overgive sig.

Af Nicolas Barbano

I en verden af dragehadende vikinger ser kun en enkelt ung mand sandheden: Inden i hver af disse livsfarlige reptiler lurer en potentiel kæledæggedrage, der blot venter på at blive menneskets bedste ven, så den kan blive kløet bag ørerne.

Således er det atter tid til at hoppe på ryggen af en ildspyende lindorm og suse op mod himmelbuen på fantasiens vinger. Træd dog først med op på en solid affyringsrampe af faktuelle bautasten!

Sådan træner du din drage er en genindspilning af en computeranimeret film af samme navn fra 2010 og baseret på en børnebog af Cressida Cowell. Bogen er første bind i en serie på tolv romaner og fem spinoff-bøger, grundsokkel for et dusin computerspil samt fire biograffilm, fem kortfilm og tre tv-serier.

Siden debuten i 1998 med de enkeltstående animationsfilm Antz og Prinsen af Egypten har firmaet DreamWorks Animation stået bag filmserierne Walter & Trofast, Shrek, Madagascar, Kung Fu Panda og Sådan træner du din drage.

Ifølge selskabets pressemateriale skulle sidstnævnte series aktuelle remake være DreamWorks’ første liveactionfilm. Den er delvis optaget på Færøerne, og menneskene i filmen spilles af levende skuespillere.

Deriblandt Gerard Butler, der gennem hele serien har lagt stemme til vikingehøvdingen Stoick og nu for første gang spiller rollen foran kameraet.

Der er få andre tilsvarende eksempler uden for Star Wars og Star Trek-universerne, hvor eksempelvis Lars Mikkelsen i 2016-2017 lagde stemme til Grand Admiral Thrawn i den animerede Star Wars: Rebels, og i 2023 spillede ham i live-action-serien Ahsoka).

Men dragerne fylder godt i kystlandskabet af grønne dale og stejle fjelde, og alle disse fabeldyr er stadigvæk animerede. Ligesom Disneys såkaldte liveaction-remakes af animerede film er der således tale om en hybridfilm: en kombination af realfilm og animation.

Og ligesom den nye Lilo & Stitch har selve transformationen fra animation til hybridfilm tydeligvis været det eneste, DreamWorks har ønsket at pille ved. Vi har altså at gøre med noget så kuriøst som en film, der hylder visionær nytænkning, men som bortset fra nævnte hybrid-tilgang kopierer sit forbillede til forveksling.

Det forstår man nu godt.

Den oprindelige film er ligesom dens to biografefterfølgere en perle, man ikke kan andet end elske. If it ain’t broke, don’t fix it. Dét sad jeg i starten af filmen på klassisk oplevelsesmættet anmelderfacon og knurrede over, mens syre dryppede fra min pen ned på notatblokken.

Også fordi jeg netop havde været til to flotte cosplay-opvisninger på Copenhagen Comics. Og hvad er liveaction-versioner af animerede karakterer andet end en form for cosplay? Har vi virkelig brug for en cosplay-film til 150 millioner dollars, når fans for deres lommepenge kan udføre tilsvarende mirakler med hjemmelavede kostumer?

Mine indvendinger holdt præcis indtil sekvensen, hvor Hikke (den Jesse Eisenberg-agtige Mason Thames) tæmmer dragen Tandløs. Da begyndte mit hjerte at smelte og min indre viking at blive berørt.

Da han kort efter får sin udkårne, Astrid (Nico Parker fra Tim Burtons Dumbo-remake), med i sadlen på deres første fælles flyvetur, dragebåren foran en magisk kulisse af bølgende nordlys, var jeg solgt.

Og til slut, under en mastodontisk actionfinale med hvirvlende kombattanter mellem skyformationer glødende af lyn og drageild, smilte jeg lige så bredt som hornene på filmens Prins Valiant-vikingehjelme.

Den nye Sådan træner du din drage er skrevet og iscenesat af Dean DeBlois, der også signerede 2010-versionen og var medforfatter på den oprindelige Lilo & Stitch fra 2002.

Han har ikke bidraget til filmkunsten med ret meget andet. Men man må give ham, at han ved, hvordan denne vikingefabel skal fortælles, så den føles lige så frisk som første gang, vi faldt for den.

Titel:
Sådan træner du din drage

Originaltitel:
How to Train Your Dragon

Land:
Storbritannien, USA

År:
2025

Instruktør:
Dean DeBlois

Manuskript:
Dean DeBlois

Medvirkende:
Mason Thames, Nico Parker, Gerard Butler, Nick Frost

Spilletid:
125 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 11 år

Premiere:
12. juni

Relevante artikler

Biografanmeldelse
02. juli 2014
Sådan træner du din drage 2

Sådan træner du din drage 2

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
28. maj 2026
Backrooms

Backrooms

Biografanmeldelse
22. maj 2026
Passenger

Passenger

Biografanmeldelse
14. maj 2026
Obsession

Obsession

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor forlod Bo Green Jensen pludselig Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro