Ruth & Alex

Det må have kostet kassen, at lave halvanden times salgsvideo med stjerner som Morgan Freeman og Diane Keaton.

Hvad? Er Ruth & Alex ikke en annonce for lejligheder i New York-bydelen Brooklyn? Det kunne man ellers nemt forledes til at tro.

Freeman og Keaton spiller – ikke overraskende – upåklageligt som henholdsvis Alex og Ruth. Det mest sympatiske, ældre ægtepar, der længe har optrådt i filmrullerne.

Alex er kunstner, Ruth pensioneret skolelærer, og der er håndgribelig kemi og troværdig dagligdagstrummerum mellem de to, når de ser nyheder i sofaen, drikker kaffe med udsigt til Brooklyn Bridge (et tydeligt nik til Woody Allens Manhattan i hvilken Keaton også medvirkede) og dinerer med gode vennepar.

Filmens omdrejningspunkt er, at parret i 40 år har boet på femte sal (deraf den mere poetiske originaltitel 5 Flights Up) i Brooklyn, som de senere år har rystet slummærkatet af sig og nu er über-hipt at bo i. Brooklyns fordelagtigheder illustreres ved utallige gåture og indblik i den landsbylignende stemning, der dominerer. Det er indtagende filmet med masser af charmerende ejendomme, hvor flotte mosaikgulve og karnapper står i kø.

Parret er oppe i årene, og derfor overvejer de at sælge deres lejlighed, da der ikke er elevator. Eller faktisk er det deres emsige New York-niece Lily, der presser på, fordi den lille, men ret fantastiske lejlighed vurderes til at kunne indkassere en million dollars. Ejendomsmægler-niecen spilles af Cynthia Nixon, der her er en overdrevet og overfladisk version af sin Miranda-glansrolle i Sex and the City.

Overvejelserne om at flytte fra lejligheden, som rummer et langt kærlighedsliv, får (særligt) Alex til at mindes fortiden, men det glemmer filmen helt at bruge til noget.

Ruth & Alex er baseret på bogen Heroic Measures af Jill Ciment, og i den er det faktisk Ruth, der er den primære fortæller. Diane Keaton skulle da ellers nok være kvinde for at indtage en dominerende hovedrolle, men ikke her. I et flashback overværer man, at Ruth og Alex flytter til den udskældte bydel, da de er fattige og ikke har råd til andet. De hilser på naboen, der med onde øjne ignorerer parret. Med forskellig etnisk baggrund oplever de masser af diskrimination.

Eller det lades man i hvert fald forstå.

For som så meget andet i filmen, er også dette et aspekt, der kun lige bliver kradset lidt i overfladen. Det er nærmest kun i Ruths eneste – og derfor forvirrende – flashback, at hun over for sin mor må forsvare sin kærlighed til en farvet mand.

I stedet for at gå i dybden med det problem, er der en bunke ufunktionsdygtige subplots. Blandt andet en aparte sidehistorie om en efterladt lastvogn på Brooklyn Bridge. Straks går medierne i gang med at spekulere i terror, og det får skræk og smålighed frem i folk. På nær hos vores to hovedpersoner. Selvfølgelig.

Men ud over Ruth og Alex er filmen overbefolket med forfærdelige mennesker. Til åbent hus i lejligheden kommer der en perlerække af uopdragne sociopater. De indtager ægtesengen, kritiserer kunsten og overtager fjernbetjeningen. Det havde kun været sjovt, hvis der havde været balance og som minimum et par normale lejlighedskøbere i blandt.

Alligevel ender filmens ”normale” hovedpersoner med at blive dens egentlige problem.

De skændes meget – hvilket er troværdigt, for det gør par jo – men det, der undrer én, er, at de trods 40 år sammen ikke er ærlige over for hinanden. Alex lukker sig inde i sig selv og fortæller ikke sin kone, hvad han virkelig ønsker i forhold til lejligheden.

Som han står dér i sit lyse atelier med udsigt til Brooklyn Bridge (der med sin hyppige optræden går hen og får en rolle i filmen), virker det som om, at han inderst inde gerne vil blive, men alt kan jo sælges. Også lejligheden, men Ruth & Alex glemmer sig selv undervejs og sælger slet ikke et eneste rent budskab. Dertil har filmen alt for travlt med at fremvise, hvor lækkert Brooklyn er blevet.