Run

Allerede fem minutter inde i den nye HBO-serie Run fik jeg en bange anelse om, at jeg havde at gøre med noget møg.

Ruby (Merritt Wever) og Billy (Domhnall Gleeson) indgik en pagt i college, da det endnu var unge, livslystne og nyforelskede. Hvis voksenlivet en dag blev for nedslående og uudholdeligt, skulle de være hinandens livslinje.

Sytten år senere sidder Ruby alene i sin bil, mens en sørgelig Elvis-sang spiller i baggrunden. Pludselig modtager hun en sms fra den gamle flamme, som hun ikke har set, siden de dimitterede.

Der står kun et ord i beskeden: ”RUN”.

Ruby stivner et sekund og tøver. Men så kommer hun i tanke om sit kedelige ægteskab, sin meningsløse hverdag og det faktum, at hun nærmer sig de fyrre.

Hun besvarer Billys sms med det samme korte ord, mens sveden pibler frem på hendes blege pande. Få timer senere mødes de to tidligere turtelduer i et tog på Grand Central Station. Præmissen lyder romantisk, men serien er sådan set blottet for egentlig romance i de ironisk distancerede replikker.

Hvorfor skrev han til hende, spørger Ruby den hemmelighedsfulde og mystiske Billy, som er blevet succesfuld forfatter. Men han undlader at svare i første omgang og skjuler åbenlyst noget. Det usagte skaber dog ikke den ønskede spænding, fordi kemien mellem Billy og Ruby er ikke til stede.

Vi skal forstå, at der er en stor intensitet og lidenskab imellem dem lige fra det øjeblik, de igen møder hinandens sultne blikke. Men det virker totalt utroværdigt, at Ruby må forsvinde ud på togets toilet for at onanere.

Hendes seksualitet er efter mange år i dvale øjensynligt blevet vækket til live. Det samme gælder for Billy, som også må skynde sig ud på lokummet et øjeblik senere senere. “Det fandens kvindemenneske!” siger han til sig selv, mens han river den af.

Ud over et par mislykkede forsøg på samleje bruger Ruby og Billy dog størstedelen af tiden på toget med at skændes over komplet uinteressante emner.

Skuespillerne gør ellers, hvad de kan. Merritt Wever og Domhnall Gleeson er normalt begge dygtige i både drama og komik, men i den her serie er de ude af stand til at give de livløse, underudviklede personer charme og gnist.

De kan heller ikke redde et fladt og dovent manuskript af serieskaberen Vicky Jones. Hun har tidligere vist sit værd og sin evne med ord i Fleabag og Killing Eve, men denne gang falder hun fuldstændig igennem.

De britiske hitserier blev da også styret af hendes faste og forrygende samarbejdspartner Phoebe Waller-Bridge, der i Run nøjes med en rolle foran kameraet og en producertitel, som ikke er nok til at give serien et skud af hendes sprudlende energi.

Man tror simpelthen ikke på seriens postulat om en afgrundsdyb sjæleforbindelse mellem de to mennesker. Begge er til gengæld ekstremt irriterende, overdrevent følelsesladende, sentimentale og selvoptagede. Deres replikker er kluntede og ofte meget lidt morsomme.

”Jeg er ikke længere sjov,” siger Ruby og sukker. Man er helt parat til at give hende ret.

Seriens afsnit slutter alle på samme måde. Dramaturgien gentager sig selv, men fænger aldrig. Ruby vil i afslutningen af hvert afsnit forlade toget og Billy som straf for, at han enten har handlet eller sagt noget forkert.

Billy bryder sammen, bliver dramatisk og smadrer ting i afmagt.

Men vi bliver aldrig følelsesmæssigt engageret i hverken Billy eller Ruby. Hun ombestemmer sig hver gang og vender tilbage til toget.

De forenes og knalder. Serien kan desværre fortsætte ufortrødent.

Jeg har set fem afsnit af den romantiske komedieserie og må tørt konstatere, at mine bange anelser efter de første fem minutter desværre var helt rigtige.