Rudi er bange

”Hold det fucking kamera, det kan hjælpe andre!”

Så kort må Rudi Køhnkes motivation for at lave denne selvudleverende dokumentar lyde. Hans ansigt fylder skærmen. Det er fuldstændigt sammenbidt. Kuløren askegrå, og randene under øjnene mørke. Udtrykket er desperat, angst, stædigt.

”Jeg kan, jeg vil, jeg gør! Jeg kan, jeg vil, jeg gør!!!”

Den 41-årige skuespiller Rudi Køhnke har et angstanfald, og han filmer sig selv, mens det står på. Mantraet bliver presset over læberne.

Det er længe siden, jeg har set så modigt fjernsyn.

Én ting er, at Rudi Køhnke giver et sjældent ærligt indblik i angst, en sygdom, som utroligt mange mennesker lider af i dagens Danmark. Omkring hver femte dansker vil stifte bekendtskab med den i løbet af deres liv, hvilket gør det til den psykiske sygdom, som flest bliver ramt af.

Men det, som personligt rører mig mest, er, at Rudi godt tør stå ved sine usympatiske sider. For han er nem at have ondt af, når anfaldene tvinger ham i isolation. Der er ingen tvivl om, at sygdommen har hæmmet hans liv i ekstrem grad. Men hans sygdom får ham også til at være decideret uhyggelig og skræmmende, når han råber, at han vil tvinge halsen om på sin mor.

Moren har blot sagt til ham, at han er nødt til at overvinde sin frygt for at flyve i forbindelse med en rolle, der skal optages på Færøerne. For hvis han ikke kan det, må han opgive karrieren.

”Det er ikke retfærdigt!” råber Rudi som forsvar for sin aggressive adfærd.

Det er det, der knækker ham. Når han bliver behandlet uretfærdigt. Når folk taler grimt til og om ham. Der er mange folk, som ikke er ordentlige, hvilket gør ham ulykkelig.

Men er han selv ordentlig, når han råber af sine (pleje)forældre eller hidser sig op over for journalisterne?

Rudi Køhnke fik et kæmpe gennembrud med hovedrollen i Hella Joofs Fidibus. Men rampelyset fik angsten til at blomstre, og medierne skrev historier om, at skuespilleren havde misbrugsproblemer.

Det har skabt en indædt modvilje mod journalister hos skuespilleren, hvorfor det er endnu mere imponerende, at han har inviteret et produktionsselskab indenfor i hans lillebitte lejlighed.

Modviljen får ham til at knække de kort over, som sidder i det kamera, han filmer sig selv med. Det får ham til at aflyse aftaler med tilrettelæggerne, og det får ham til råbe af dem. Alligevel kæmper han og gennemfører denne dokumentar, selv om sygdommen flere gange prøver at få ham til at opgive.

De dårlige sider står i skarp kontrast til den side af Rudi, man oplever under filmoptagelserne. Når han arbejder som skuespiller, hvilket er det, han elsker mest, er han enormt sympatisk. Øjnene stråler, smilet falder ham let. Han er jovial.

Han kan godt se sig selv udefra. Se angsten og forstå, at den er irrationel. Den får ham til at melde afbud til en fest. Han bliver sur på sig selv, hvilket gør angsten endnu værre.

De mekanismer vil mange, der har døjet med psykiske sygdomme som for eksempel depression og spiseforstyrrelser, kunne genkende. Hvorfor tager man sig ikke bare sammen? Det er bare ikke nemt.

Rudi har en personlig træner, mindcoachen Simon Skou, der har hjulpet ham på rette vej med fysisk træning, fokus på kost og så masser af anerkendelse og venlighed. Men Simon siger faktisk mange ting til Rudi, som Rudi også har luftet for sig selv, når han taler til kameraet alene.

Hvor er det synd, at han ikke tror på sig selv.

Forhåbentligt er det for alvor ved at vende. Gennem de fire afsnit, der bliver sendt på DR3, rykker han sig utroligt meget. Han har selv fortalt, at det begyndte, da han vandt prisen for bedste mandlige skuespiller i Ødeland ved Ekko Shortlist Awards 2016. Den anerkendelse blev startskuddet til denne rejse.

Angst er en invaliderende og tabuiseret sygdom, som alle os uforstående nu bedre kan forstå. Af den grund vil Rudi er bange hjælpe mange af dem, der selv lider af sygdommen.