Rosemarie og gartnerens hemmelighed

Starten på den norske Rosemarie og gartnerens hemmelighed ligner en light-udgave af den lange bryllupsscene fra Lars von Triers Melancholia.

Unn Tove (Tuva Novotny) er nygift og på ingen måde lykkelig.

Hun elsker i virkeligheden ikke gommen, men en helt anden mand, og hun ønsker sig alle andre steder hen end til sin egen bryllupsfest på det lokale hotel.

Men så sker der pludselig noget afgørende og uforudset. Til festen finder hun nemlig et nyfødt spædbarn på hotellets toilet.

Stadig viklet ind i blod og navlestreng tager Unn Tove barnet til sig og får sammen med resten af gæsterne underrettet politi og myndigheder. Men nærmest øjeblikkeligt knytter hun også en særlig moderlig binding til det forældreløse barn.

Efter denne Trier’ske begyndelse tager norske Sara Johnsens charmerende og pudsige drama Rosemarie og gartnerens hemmelighed en anden drejning.

Seksten år efter brylluppet opsøger den forældreløse baby, der nu er blevet til teenageren Rosemarie (Ruby Dagnall), nemlig Unn Tove. Unn Tove har i mellemtiden fået to børn og er blevet skilt fra den mand, hun ellers giftede sig med i filmens start.

Rosemarie ved, at Unn Tove fandt hende som spæd, så er hun måske også hendes mor? Det kan Unn Tove jo blankt afvise, men i stedet tilbyder hun Rosemarie at hjælpe hende med at finde hendes biologiske forældre.

Og så udvikler Rosemarie og gartnerens hemmelighed sig ellers til en kombineret roadmovie og detektivfilm, hvor de to piger rejser rundt sammen for at opklare mysteriet om Rosemaries fortid.

Fortiden er netop et centralt tema i Johnsens film, der er bygget op som én lang blotlægning af fortidens begivenheder. Det er i størstedelen af filmen forløst vældigt tilfredsstillende på en måde, hvor det meste bare flyder gnidningsfrit derudad.

Det skyldes helt sikkert filmens smittende charme og personlighed.

Unn Toves kollega og gode ven Hilde (Laila Goody) er for eksempel et underholdende komisk indslag i en veloplagt birolle. Hun plaprer konstant om sex, lækre mænd og Fifty Shades of Grey.

Men det kræver dramaturgisk snilde og fingerfærdighed at dosere information om fortiden, så man kun lige nøjagtigt får nok at vide.

Og enkelte steder bliver fortiden lidt for pligtskyldigt og klodset basuneret ud i dialogen. Andre steder forvirrer plottet mere, end det gavner fortællingen. Men generelt fungerer manuskriptet faktisk ganske godt.

Det kan filmen for en stor del takke sit centrale makkerpar for.

Tuva Novotny, der egentlig er svensk, men også er et kendt ansigt herhjemme, forvalter fornemt rollen som Unn Tove. Med sit underfundige og søde udtryk udstråler hun ubesværet en række svære følelser, som man fint kan engagere sig i.

Men det er den purunge Ruby Dagnall, man husker, når filmen er forbi. For tiden er Dagnall aktuel i tredje sæson af den norske serie og ungdomsfænomen Skam. Med sit korte hår og drengede fremtoning er hun en interessant karakter, som man ikke bare lige regner ud.

Om Rosemarie får afklaret sin fortid, skal naturligvis ikke afsløres her. Men rejsen bringer dem blandt andet til København, hvor de ripper op i et gammelt pornofilmmiljø, da de møder den gamle filmproducent Klaus Dreyer (Tommy Kenter i en lille sød rolle).

Det er også i Danmark, at gartnerens hemmelighed i titlen begynder at give mening.

Lidt forenklet og polemisk kan man kalde Rosemarie og gartnerens hemmelighed damebladsudgaven af et Henrik Ibsen-drama, hvad der dertil hører af fortidens skygger og hemmelige forhold.

Men det hele er udført med en let charme og befriende personlighed, at det også bare er et gedigent godt drama.