Room 104

Efter tre afsnit var jeg færdig.

Jeg havde set et afsnit om en lille dreng, der skræmmer livet af sin babysitter, et afsnit om et spirituelt møde med et fjernsyn og ét om en indisk mand, der har glemt sin computer hos sin mor.

HBO Nordic havde sendt seks afsnit til anmeldelse. Der var stadig tre mere. Jeg fandt et glas rødvin og at overbevise mig selv. Et afsnit er i kun omkring 25 minutter langt. Hvor slemt kan det være?

Room 104 er high-concept, når det er værst. En simpel idé uden nogen større mening bag.

Det er svært at forestille sig pitch-mødet mellem Duplass-brødrene og de kreative chefer hos HBO har taget meget mere end et par minutter: ”Lokaliteten er et motelværelse. For hvert afsnit er der forskellige mennesker, der lejer sig ind på det samme værelse. Vi kalder den for værelse nr. 104.”

”Super!” har bosserne tænkt, for brødrene Mark og Jay Duplass er to lysende stjerner på serie-himlen. Producere, instruktører, manuskriptforfattere og skuespillere – de kan det hele.

Fra deres debutfilm i 2005, The Puffy Chair, hvor Mark Duplass spiller sønnen Josh, der skal fragte en lænestol til farens fødselsdag i Atlanta, har de to brødre markeret sig stærkt indenfor indie- og mumblecore-genren – altså lavbudget-produktioner med fokus på dialog og personlige relationer. Men samtidig har man også kunnet ane en interesse for skæv, romantisk sci-fi, som da de producerede The One I Love og Safety Not Guaranteed.

Måske har de skævet til britiske Black Mirror og tænkt, at en antologiserie er vejen frem. Man kan i hvert fald ane tonen fra Black Mirror-afsnittet San Junipero i den måde, hvorpå Room 104 forsøger at fremstå retro-cool.

Den korte titelsekvens er bogstavelig talt bøjet i lyserød neon, og et simpelt, elektronisk beat har en 80’er-vibe over sig. Den visuelle æstetik oser af lækkerhed, og i afsnittet Voyeurs kammer det helt over. En rengøringsdame begynder at fabulere over de ting, der er blevet efterladt på motelværelset og er snart involveret i en MTV-værdig koreografi.

Selv om det er lækkert at se på, mangler man den interessante tanke bag, som er afgørende for genren. Når Duplass-brødrene forsøger, falder det til jorden – som i afsnittet My Love, der prøver at gå Hanekes Amour i bedene. Scenerne og de lange monologer virker dog alt for konstrueret til, at man tror på manden (Philip Baker Hall), der mister sin kone.

Det argeste afsnit er imidlertid The Internet om den indiske, unge mand, der har et manuskript liggende på sin computer. Da han ankommer til værelset, indser han, at han har glemt den hos sin mor, og hele afsnittet er derfor én lang telefonsamtale mellem mor og søn.

Den stereotype fremstilling vil ingen ende tage. Moren er overbeskyttende og sur, mens sønnen er intelligent it-nørd. Da sønnen spørger, hvilke vinduer på computeren der er åbne, svarer moren: ”De er alle lukkede, der er så varmt udenfor.”

Selvfølgelig kommer der et tvist til sidst, ligesom der hør og bør. Men det har aldrig nogen betydning, da man ikke er følelsesmæssigt engageret i personerne.

Det største problem er dog, at man aldrig bliver overrasket. En antologi-serie i high concept-genren lever af den wauw-oplevelse, som seeren kan få takket være slutningens twist i hvert enkelt afsnit. Når det gøres godt, kan det være direkte øjenåbnende.

Det gør Black Mirrorog den mindre kendte Inside No. 9 til perfektion.

Den BBC-producerede Inside No. 9 har præcis samme formel som Room 104, men gør det så mange gange bedre. Tag bare åbningsafsnittet Sardines, som primært udspiller sig i et klædeskab til en familiefest. En morsom gemmeleg ændrer pludselig karakter, og idéen er så gennemført, at man er solgt til serien med det samme.

Hvis Duplass-brødrene skal fortsætte i samme stil, bør de nok kigge til de britiske mestre. Men det bedste ville dog være, hvis de blev ved deres læst og for eksempel genoplivede den fremragende Togetherness.