Robot Dreams

I et 1980’ernes New York, hvor alle er dyr, køber en ensom hund en byg-selv-robot per postordre og får sig en sjæleven for livet.

Det lyder kært, og spanske Pablo Bergers animationsdebut er lige så sprudlende animeret, som den er simpelt fortalt. Men den ordløse dyrefabel om tosomhed midt i storbyens ensomhed går flere spadestik dybere end de fleste tegnefilm.

Der er ingen dialog, men Robot Dreams er ikke en stumfilm som instruktørens Blancanieves, en flot Snehvide-filmatisering, der blev overset i kølvandet på Oscar-vinderen The Artist.

Figurerne griner, gisper, stønner, pruster og sukker – alle på nær den tavse Robot, som alligevel får hele følelsesregistret i spil med sit ekspressive kropssprog og sin uimodståelige ansigtsmimik.

Animationsstilen rammer den skrøbelige streg i Sara Varons tegneserie af samme navn og supplerer hendes historie med en kærlig hyldest til New York. Pablo Berger boede selv i byen i 90’erne, og han genskaber fortidens pulserende hovedstad for kapital og kultur med en newyorkers sans for lokale detaljer og en europæers sans for byens mytologi.

Da hunden tager robotten med sig på opdagelse, kommer vi omkring Times Square med de gule taxaer og insisterende neonreklamer og op i Empire State Building for at se World Trade Center tårne over Manhattan.

Vi kommer også i Central Park, hvor de nye venner danser på rulleskøjter til Earth, Wind & Fires funky September.

Den sang har ikke været brugt så godt, siden Omar Sy fik den stive stab i De urørlige til at svinge med hofterne. Lydbilledet er altafgørende for, at man bliver suget ind i filmens univers, hvor trafikstøj blandes med radiohits og livlig musik af Alfonso de Vilallonga, instruktørens faste komponist.

Det er en spillevende og berusende verden, hvor man kan fortabe sig i hittepåsomheden og blikket for byens skæve eksistenser og farverige gadekunst.

En blæksprutte giver trommesolo på plastikspande i undergrunden. Et par flyttemænd trasker forbi med et maleri af Jean-Michel Basquiat. Og da hunden og robotten holder videoaften, har de selvfølgelig båndet fra den legendariske videolejebiks Kim’s Video.

Den slags nørderi giver fyld og gods, men historiens hjerte er taget direkte fra Sara Varons tegneserie.

Efter en sjaskvåd strandtur ruster robotten til, så hunden modstræbende er nødt til at efterlade ham natten over. Dagen efter er stranden sæsonlukket frem til næste sommer, og da Hund vender tilbage med en boltsaks, bliver han arresteret.

Mens de begge venter på, at stranden åbner igen, drømmer både Hund og Robot om at blive genforenet i fantasifulde indslag, der ender på samme måde med, at de vågner op alene.

Efterhånden støder de på nye bekendtskaber. Robotten knytter sig til en fugl, der bygger rede under hans armhule. Hunden bygger en snemand, som tager ham ud at bowle i en morsom drømmesekvens med vink til The Big Lebowski og Raymond Briggs’ juleeventyr The Snowman.

Fortællestilen er episodisk og fortættet som vidunderlige kortfilm, men måned for måned bliver Robot Dreams en historie om at tage afsked med én, man elsker.

For børn er det afslutningen af et venskab, mens voksne vil genkende et parforhold, hvor begge parter glider fra hinanden og går i nye retninger. Uanset alder er det en sjov og sørgmodig, men i sidste ende opløftende fortælling om de spor, vi sætter i hinandens liv.

På flere måder føles filmen beslægtet med den franske tegnefilm I Lost My Body, der handler om en afskåret hånds forsøg på at finde sin ejer. Men også med en anden ordløs fabel, nemlig det belgisk-franske mesterværk Den røde skildpadde.

Mens film fra Disney og Pixar kun føles stadig mere maskinproducerede, kan man glæde sig over en stærk europæisk tegnefilmtradition med plads til charmerende, originale værker som Robot Dreams.