Riefenstahl

Næppe nogen anden offentlig figur opsummerer bedre tyskernes komplicerede forhold til nazitiden end Leni Riefenstahl. 

Med sine to skelsættende dokumentarprojekter, Viljens triumf fra nazisternes store partikongres i Nürnberg i 1934 og den tre og en halv time lange Olympia fra deres propaganderende prestigeprojekt, OL i Berlin 1936, projicerede hun fascisternes vælde, så verden spidsede ører. 

Titusindvis af villige tropper på march i snorlige parader foran en magnetisk Führer. Slanke, veltrænede kroppe i ekstatisk anstrengelse. Leni Riefenstahl overtog den heroiserende sovjetæstetik og gjorde den til folkeeje med idealiserede billeder af styrke og storhed. 

Begge disse hovedværker var en kilde til national stolthed både før og efter krigens afslutning. Og lige så længe har instruktørens intentioner været heftigt debatteret. Var hun en nyttig idiot i Hitler og Goebbels’ propagandamaskine? Eller en vidende medløber, der tilsluttede sig nationalsocialismens idealer og skrev under på dens dehumaniserende program? 

Naturligvis plæderede hun selv for det første i talkshows, dokumentarer og sine erindringer, som hun brugte et årti på at skrive og omskrive. Hendes selviscenesættelse er omdrejningspunktet i Andres Veiels dybdeborende arkivdokumentar Riefenstahl. Her danner instruktørens egne udtalelser i løber af et ualmindeligt langt liv – hun døde i en alder af 101 år i 2003 – en rød tråd gennem anklager, forsvar og en fængende gennemgang af en stor karriere i en ond sags tjeneste. 

Selviscenesættelse og selvbedrag ligger hinanden snublende nær, og det står klart, at Leni Riefenstahls største, kunstneriske besættelse netop var hende selv. Fortalelser og skiftende forklaringer tegner et mere retvisende portræt af kunstneren som narcissist, end en konventionel fremstilling kunne have opnået. 

Montagearbejdet er imponerende og nådesløst afslørende. 

Leni Riefenstahls kometkarriere udlægges via hendes særdeles tætte forhold til den magnetiske Hitler og propagandaminister Goebbels, med hvem hun i et uforsigtigt øjeblik antyder at have haft en affære. Privatbilleder fra Riefenstahls arkiv viser en begejstret fortrolighed med dem begge. 

Det siger rigeligt om stemningen i efterkrigens Vesttyskland, at hendes egen, undvigende udlægning af livshistorien som apolitisk kunstner kun sjældent blev modsagt. I et talkshow fra 70’erne går en jævnaldrende hausfrau dog Riefenstahl på klingen for, hvad hun kalder hendes ”rottefængerfilm”. 

Men det er dokumentaristens brandtale for medløbernes komplette uvidenhed, som får de tyske tv-seere til at skrive ind med ros og beundring. 

Man savner at se nogen for alvor få skovlen under hende. Men Andres Veiels mål med Riefenstahl er ikke at gendrive hendes bortforklaringer, selv om han har rigeligt fældende beviser til at pille standardfrasen ”jeg vidste intet” fra hinanden. 

Filmens mål er snarere at blotlægge de fordomsfulde antagelser om verden – følelsen af overlegenhed – der gjorde hendes venskab med nazisterne mulige, og som stadig vandt genklang længe efter deres fald. 

Leni Riefenstahls alderdom med en fyrre år yngre partner skildres ubarmhjertigt. Det gælder særligt hendes fotoreportager i 1960’erne fra Nuba-folket i Sudan, hvor hun ydmygende kaster cigaretter i grams, og som det første arrangerer en brydekamp for kameraet mellem landsbyens børn. 

Selvpromoveringen gør hende til en højt betalt kendis, der mænges lige naturligt med nazi-arkitekten Albert Speer og popkunstneren Andy Warhol. 

Opgøret med nazitiden kværner stadig løs på film. The Zone of Interest, Føreren og forføreren og forløberen Der Untergang tager livtag med krigsforbryderne, hvor man før har været mere optaget af deres ofre. 

Riefenstahl viser en kunstnerklasse, der forstod at placere skyklapperne strategisk.