Føreren og forføreren

Som ung lignede Joseph Goebbels slet ikke Hitlers skrighals og propagandaminister. Dengang var han en stille og sygelig dreng, glad for at læse og glad for sin jødiske lærer.

Som ung mand blev han sågar forlovet med en jødisk pige. Han blev også litteraturdoktor og som eneste ærkeakademiker tituleret doktor Goebbels i omgangskredsen. Helt indtil han sammen med konen og deres børn døde i førerbunkeren i foråret 1945.

I Joachim Langs Føreren og forføreren aner vi faktisk reminiscenser af denne endnu moderate fanatiker, som er mere nationalsocialistisk end racistisk antisemit. Nok den eneste akademiske intellektuelle, bortset fra arkitekten Albert Speer, i Hitlers indercirkel.

I hvert fald ifølge filmen, som starter med at give et nuanceret portræt af manden, der skabte Hitler og manipulerede med hele verden i almindelighed og det tyske folk i særdeleshed.

Hitler og Goebbels indgår en pagt i skæbneåret 1938, hvor Hitler røber sine krigeriske planer for Goebbels, som i fem år har bildt verden ind, at Det Tredje Rige kun ønsker fred og ingen fare.

Münchenaftalen indgås samme år, hvor regimets antisemitisme viser sit sande ansigt i Krystalnatten, som Goebbels har været med til at sætte i scene.

Indimellem bliver han taget i at være husturen Magde utro med den tjekkiske skuespiller Lida Baarova. Hitler afbryder affæren, for familien Goebbels skal være en nazistisk idealfamilie, den ariske kernefamilie.

Føreren og forføreren viser os nye billeder af nazismens grusomheder, men kommer dybest set ikke med noget nyt. Det er titlens to personer, som instruktøren finder interessant, men alligevel ikke går i dybden med.

Hvad så Goebbels og Hitler i hinanden? Var der et latent homoerotisk bånd? Eller et fader-søn-forhold?

Filmen viser aldrig, at Goebbels oprindelig tilhørte en radikal anden fløj i nazipartiet end Hitler, som han længe ikke var imponeret af som demagog.

Det er klart, at Goebbels var en genial propagandist, charlatan og manipulator. Han var opfinderen af fake news. Men årsagen til, at Goebbels anså Hitler som et lignende geni, står hen i det uvisse.

Filmen kunne oplagt have gjort mere ud af ægteskabet mellem Joseph og Magda.

Han brugte sin magt i værste #MeToo-stil til at komme i seng med starletter, hvor det største og sidste sidespring var Baarova. Mens Magda var latent erotisk betaget af Hitler, og i sin egen indbildning var hun Det Tredje Riges ukronede dronning.

Vi får spredte glimt af Goebbels’ nazificering af tysk kulturliv og filmbranche. Filmen er sat sammen af iscenesat fiktion og samtidens dokumentarfilm. Fotos, der ikke er set før, men har det samme ækle indhold.

Vi får også glimt af de store nazistiske propagandafilm, Jøden Süss og Den evige jøde, hvor Goebbels forberedte den tyske befolkning på massemordet på jøderne. Samt den sidste krampetrækning, Veit Harlans storfilm Kolberg, som blev skabt, mens Berlin faldt sammen i 1944.

Robert Stadlober ligner ikke særlig meget Joseph Goebbels, men gestalter ham med solidarisk indlevelse. Der sker i samklang med Goebbels’ udvikling, hvor han mere og mere overtager Hitlers storhedsvanvid, misantropi og galimatias.

Generelt mener man, at det var Magda, som dræbte deres seks børn. Men Franziska Weisz’ både følsomme og frigide Magda er mere menneskelig end morderisk, og det antydes, at faren er morderen.

Flere store skuespillere har gestaltet Hitler: Anthony Hopkins, Alec Guinness og ikke mindst en grænseoverskridende Bruno Ganz. Fra hans velmagtsdage til undergangen leverer Fritz Karl føreren som en nedtonet, men nederdrægtig galning.

Føreren og forføreren er et sympatisk signalement af organiseret ondskab, men uden at blotlægge nye facetter eller trænge længere ind i fænomenet.