The Returned

En skolebus styrter ud over en klippeside nær en lille by i bjergene. Alle elever dør.

Fire år går. Men pludselig kommer en af børnene, Camille, stavrende tilbage ind i byen. Hun er ikke ældet overhovedet, og ulykken husker hun ikke.

Camille gør som enhver anden teenager, da hun kommer hjem til forældrene: Hun går i køleskabet efter mad. Moren forstår absolut intet.

Men den er god nok: Datteren er genopstået fra de døde.

Den amerikanske serie The Returned starter på nøjagtig samme måde som sit franske forlæg Les Revenants. Handlingen er flyttet fra alperne til den modsatte side af Atlanten, og navne som Jérôme og Jean-François er byttet ud med Jack og Leon.

Omdrejningspunktet er dog stadigvæk omkomne, der pludselig vender tilbage til livet – tilsyneladende som helt almindelige mennesker. Vi er langt fra de zombier, der hærger i The Walking Dead.

Emmy-vinderen Les Revenants er en af de senere års mest originale serier, og i USA holder man øje med europæiske pletskud. Men på grund af en udtalt, national modvilje mod undertekster må man som regel kaste sig ud i en genindspilning for at fange de amerikanske seere.

Carlton Cuse, der før har skrevet manuskript til Lost og Bates Motel, har fået den utaknemmelige opgave at genindspille Fabrice Goberts overlegne original, og hans bud blegner da også ved sammenligning.

I de første to afsnit har Cuse ikke ændret mærkbart ved historien. En gruppe afdøde vender pludselig tilbage til de dødelige uden erindring om deres egen begravelse.

Den fåmælte Simon med Jim Morrison-krøller leder efter sin forlovede Rowan, og den enigmatiske lille dreng, Victor, lusker rundt under gadelygterne. Det antydes, at den lille fyr er vigtig, hvis man vil forstå de ubegribelige hændelser.

I Cuses version ligner Victor enhver anden dreng, mens han i Les Revenants konstant balancerer mellem det bedårende og myrekryb-fremkaldende. Det viser en genindspilnings ubarmhjertige vilkår. Man kan ikke bare kopiere den franske Victors (Swann Nambotin) unikke, uudgrundelige dukkeansigt.

Men The Returned lukrerer trods alt på originalens enormt interessante præmis. Og serien holder stædigt fast i at blande det ekstreme med det realistiske. Men vil man forene okkulte gåder med psykologien bag menneskelige relationer i et rystet samfund, kræver det dramaturgisk fingerspidsfornemmelse. Og det er her, amerikanske The Returned kommer til kort.

Det store kunststykke i Les Revenants er, at både levende og genopstandne er troværdige trods den virkelighedsfjerne præmis. Man mærker Camilles smerte som udskud i et minisamfund, selvom hun er en død, der lige er kravlet op fra en klippe.

Og kun langsomt og afdæmpet sniger en foruroligende fornemmelse sig ind over det mørke, pittoreske bjerglandskab, mens stemningen kompletteres eminent af billedskabende musik fra det skotske band Mogwai.

Ligesom Victors ansigt lader en abstrakt størrelse som stemning sig heller ikke bare kopiere. Og det er givetvis derfor, at amerikanske The Returned fremstår som en velproduceret, men stemningsfattig kopi.

Carlton Cuses version mangler simpelthen den helt suveræne fornemmelse for subtilitet, der præger Les Revenants. Tilsyneladende små, men afgørende afvigelser fra originalen gør udfaldet.

I den amerikanske version er Mogwai erstattet af et klassisk udtryk, hvor strygere accentuerer dramatiske højdepunkter. Det synes unødvendigt i en serie, hvor uhyggen gerne skulle ligge som en lurende grundstemning.

Vandstanden i de opdæmmede bjergsøer er en brik i det store puslespil. I den franske serie antydes det ved at lidt beskidt vand skvulper op fra afløbet i en håndvask. I den amerikanske fyldes vasken med sydende, kulsort væske, så ingen er i tvivl om, at der er ugler i mosen.