The Return

En lyserød svaneformet båd. Et byliv med bamser, koreansk karaoke og pastelfarvede nakkepuder. Men også et samfund med slidte bygninger og smalle gader.

Instruktør Malene Choi Jensen er adopteret fra Sydkorea og har med sin hybridfilm The Return skabt en interessant fortælling om kultur og identitet, inspireret af egne og andre adoptivbørns erfaringer.

Malene Choi Jensen er uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole. The Return har tidligere på året haft verdenspremiere på den prestigefyldte festival i Rotterdam og konkurreret om hovedprisen ved Göteborgs filmfestival.

I The Return følger vi som flue på væggen den 34-årige dansk-koreaner Karoline, der er rejst tilbage til Sydkorea i søgen efter sine rødder. Hun indkvarteres på et herberg, hvor hun bor sammen med andre adoptivbørn i samme situation, og her skaber hun et bånd til danskeren Thomas, der ligeledes leder efter sine forældre.

Hegn og lukkede døre symboliserer den modstand, som Karoline mødes med fra det sydkoreanske system – et bureaukrati, som tilbageholder information og efterlader Karoline magtesløs i sin søgen efter sandheden.

Men vi følger ikke kun Karoline og Thomas’ rejse for at finde deres biologiske familie. Det er i lige så høj grad en udvikling hen imod at blive kendt med den kultur og baggrund, som de begge blev revet væk fra, da de var helt små.

Denne udforskning af fortiden går godt i spænd med Malene Choi Jensens eksperimentelle tilgang til filmmediet. Gennem fascinerede og stiliserede greb afspejles Karoline og Thomas’ fornemmelse af at indtræde i et fremmed samfund og kultur.

Fotografen Catherine Pattinama Colemans lange indstillinger med opstillede, symmetriske kompositioner, hvor kameraet er solidt plantet på stativ, kombineres med en fascinerende farvepalet, som svinger fra kolde blåhvide nuancer til skæret fra neonlyserøde lamper. Filmens rolige tempo og stilhed omfavner den til tider akavede, afkortede dialog, mens en arkadespils-inspireret lydside strømmer gennem filmen.

Alt dette giver os en følelse af den fremmedgjorthed, der kan mærkes i Karoline og Thomas’ første møde med et land og en side af dem selv, de ikke tidligere har kendt til.

”Det er et underligt fantasisted, det her,” siger Thomas om det koreanske samfund, som han både synes har en skønhed, men også er grimt.

Gennem mødet med andre adoptivbørn får Karoline en følelse af fællesskab, som hun ikke tidligere har oplevet. I deres dialog reflekterer de over eksistentielle emner: Hvordan forældrene har tacklet og måske prøvet at ignorere barnets rødder. Hvilke fordomme man er blevet mødt med, og hvordan det føles pludselig at møde sin fortid.

Det er i disse samtaler, at filmen er stærkest.

Det er rørende, når en kvindelig amerikansk-koreansk kunstner præsenterer Karoline for en tegneserie om en pige, hvis fantasi-ven fortæller hende, at hun skal bevare troen, for hun har altid været elsket, selv om hun blev adopteret. Og det er tankevækkende, når Thomas reflekterer over, om de adopterede koreanere rent faktisk har meget tilfælles, eller om de i virkeligheden bare lader som om, fordi de inderligt ønsker at have det.

Desværre bliver stilheden og den langsomme tilgang også filmens akilleshæl. Vi får til tider fornemmelsen af, at scenerne er trukket i langdrag, og det udfordrer tålmodigheden.

Men når filmen rammer en nerve, er den forrygende. Særligt Thomas’ møde med hans biologiske mor og hendes hårde livshistorie er iøjnefaldende. Moren giver Thomas en smagsprøve på sin hjemmelavede mad, og i opbygningen af en spinkel relation mellem de to, forlader vi for et kort øjeblik det stativfastspændte kamera og får en dynamisk, håndholdt sekvens. Dét er tryllebindende.