Respect

Dronningen af soulmusik, Aretha Franklin (1942-2018), kom fra et hjem med klaver i Detroit. Faktisk med hele to af slagsen. I og med at hendes forældre boede hver for sig.

Ikke nok med det.

I hendes fars hjem kom jazzens notabiliteter: Duke Ellington, Dinah Washington og Ella Fitzgerald. Faren var præst og nær ven med borgerretsforkæmperen Martin Luther King.

Ree – som hun blev kaldt – var således i modsætning til mange andre sorte jazzsangere medlem af den bevidstgjorte, men baptisttroende afroamerikanske middelklasse, der voksede ud af 30’ernes depression og 40’ernes verdenskrig.

Allerede i en alder af ti år havde hun en fyldig stemme som en 30-årig. Selv om hun underholdt farmands berømte musikvenner, var hendes skoling kirkens gospelsang og morens musiske opdragelse. Moren dør lige før, lille Aretha fylder ti år. Senere i filmen vender moren dog tilbage som et frelsende spøgelse.

Liesl Tommys biografiske Respect har samme titel som sangerens signatursang og fortæller trods sine 145 minutter i virkeligheden kun om tyve år af Franklins liv – fra hun er ti år, til hun er tredje. Vi slutter med i 1952 med hendes legendariske album Amazing Grace, der i 1972 blev optaget i en baptisk-kirke og dokumenteret af selveste Sydney Pollack.

Pollacks film blev dog først udsendt omkring 45 år senere, hvor den fik seks stjerner af dette magasins anmelder.

Vi hører om Arethas indre dæmoner, aner seksuelle overgreb, da hun var pige, og mærker farens tyranniske greb om hendes karriere.

Et faderopgør fører til, at hun endelig slår igennem som andet end endnu en sort crooner, der nydeligt synger jazzede klassikere og tidsåndens slagere.

Hun finder sin egen stemme, sin stil og navnlig sjæl. Endelig får hun de hits, hun ønskede så brændende. Men interessant nok bliver det faktisk hendes gospelalbum fra hin mindeværdige optagelse på plade og film, som bliver hendes mest solgte album nogensinde.

Inden for en kort årrække har vi fået spektakulære film om berømte sorte solister. Én om Tina Turner og hele to – en spillefilm og en dokumentarfilm – om Billie Holiday.

Tommys Respect er den mindst flamboyante, mest sobre og nok også mest kedelige. Aretha Franklin var nok født i den racedelte sydstat Tennessee, men hun voksede op langt væk fra slum og ghetto i en middelklassefamilie med problemer.

I filmen er problemerne mest af psykologisk art.

Farens og Arethas arbejde for Martin Luther King og borgerretsbevægelsen er behandlet nedtonet og udramatisk. Eneste eklatante racisme kommer fra hendes anden mand, der kalder hvide mænd for blege maddiker i filmens bedste scene, hvor Franklin sammen med hvide musikere – sågar i Alabama – indspiller gennembrudsnummeret I Never Loved a Man the Way I Love You.

Ligesom sine syngende medsøstre gifter hun sig med en meget voldelig mand. Derefter finder hun en såre sød mage, der får hende til at se sit destruktive alkoholproblem i øjnene.

Vi hører også om hendes inderlige gudfrygtighed, der på godt og ondt bliver styret af den altid seværdige Forest Whitaker.

Jennifer Hudson, som fik en Oscar for sin birolle i Dreamgirls, er troværdig som den heftigt syngende Franklin. Og med sine musiknumre får Respect indimellem toner af en musical.

Den er lang som en kirkelig højmesse. Vi begynder i en kirke og ender i en kirke, hvor kunstneren genfinder sit kunstnerkald, sine rigtige venner og sande barnetro.

Og mens efterteksterne ruller, får vi den ægte vare: en ældre syngende Aretha med kor og klaver.