Reservatet

Vi er på den absolutte solside af den privilegerede, nordsjællandske rigmandsghetto. Her hvor man enten bor i Le Corbusier-inspirerede, senmoderne villaer eller i et stilhistoristisk domicil lidt mindre end Buckingham Palads.

I det første bor den fremadstormende opkomling og advokat Mike sammen med sin hustru Cecilie. På samme eksklusive villavej bor også den gammelpenge-rige Rasmus, Mikes arbejdsgiver, med hustruen Katarina i en herskabelig herregårdskopi.

Foruden samme smag i hvidvin og luksus har begge familier en filippinsk au pair. Angel passer Mike og Cecilies børn, mens Ruby passer Rasmus og Katarinas barn.

Ruby prøver ved en lejlighed at tale med Cecilie om noget fordækt i sin værtsfamilie. Men Cecilie affejer hende fejt og frejdigt ved at sige, at det må hun tage op med dem. Og så forsvinder Ruby sporløst.

Netflix’ danske krimiserie Reservatet udvikler sig ret hurtigt til at blive en inciterende krimisag. En slags Girl Gone, som er godt skruet sammen af instruktøren Per Fly på et overbevisende manuskript af serieskaberen Ingeborg Topsøe, der også har stået bag manuskriptet Kød & Blod, en ganske ferm fynsk mafiafilm.

Per Fly er med sit gode øje for social vantrivsel og skæv uretfærdighed – tænk på Bænken, Arven og Drabet – klart på hjemmebane i Reservatet. Uden at prædike udleverer han hele au pair-ordningen i små, men sigende streger.

De filippinske kvinders adgangsbillet til dansk kultur – som alibi for at arbejde underbetalt og på nåde i overklassens hjem – er at synge fra Højskolesangbogen. Og så naturligvis at overvære, hvordan de virkelig rige lever i en boble af dobbeltmoral og hyggelig racisme.

”Har asiatiske kvinder ikke tissekonen på tværs?” lyder det ulækkert i dette miljø, hvor man ikke skilter med sin racisme, men heller ikke skjuler den. Stakkels filippinske kvinder har kun den katolske kirke som trøst og måske indimellem husfruens overbærenhed, som dog sjældent rækker langt ud over havelågen.

Ind træder politikvinden Aicha, selv farvet og dermed også parthaver i borgerskabets diskrete fordomme.

Per Fly og Ingeborg Topsøe har aldrig været mere politisk og socialt indigneret end i denne godt sammenskruede historie.

Når Cecilie på sit job bliver kaldt kolonial af sine kolleger, fordi hun har en au pair, reagerer hun prompte med verdens tyndeste undskyldning. Vil man have flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, må man importere andre af slagsen til at passe børn og føre husholdning. Vel at mærke til en billig pris.

Men Cecilie vokser med sin nysgerrighed og bliver metaforisk filmens privatdetektiv – kvinden, der går længere, end hendes klasse egentlig tillader. Hun danner makkerpar med Aicha, der balancerer faretruende tæt på klichéen som den stressede strisser uden privatliv.

Slutningen skal selvfølgelig ikke røbes, men vi er langt fra hyggekrimiens turistvenlige Hvide Sande endsige Sommerdahl i blå jeep. Hvilket er helsebringende.

Og det er godt, at hvert kapitel er opdelt i en halv time – gængse serieafsnit kan ofte blive lige lovlig langstrakte. Det giver en fin rytme, hvor meget lidt trækkes i langdrag.

Marie Bach Hansen er fremragende som Cecilie, der træder i karakter og dog med måde. Det klæder hr. og fru Nice Guy – Lars Ranthe og Danica Curcic – at spille dumme svin i pænt tøj. Og Sara Fanta Traore er overbevisende hård som politikvinden, der nægter at slippe sagen. Sekunderet af altid gode Henrik Prip som hendes bekymrede overordnede.

Også Excel Busano og Donna Levkovski spiller glimrende som de filippinske kvinder Angel og Ruby. Tillidsfulde på den fortvivlende måde, alligevel desperate efter et andet liv end at være husholderske nogle år for en uforstående overklasse.

Uden at love for meget er der tegn i sol og måne på, at serien sandsynligvis får en fortsættelse. Det fortjener den så sandelig.