Renoir

Sommeren 1915 sidder en meget gigtplaget og gammel Pierre-Auguste Renoir, den verdensberømte impressionistiske kunstmaler, nede ved sit skønne hus ved den sydfranske middelhavskyst og savner sin kone, som just er død. 

Så kommer der en meget smuk og sensuel kvinde cyklende til gård og atelier og siger, at Renoirs afdøde kone har sendt hende til husbonden som den ideelle Renoir-kvinde: buttet, frodig, sensuel, sexet og fremfor alt cinnober rødhåret som renæssancens og Tizians venetianske kurtisaner (i virkelighedens kunsthistorie var det kollegaen Henri Matisse som videresendte den seksten år gamle og veludviklede pige til sin ven). 

Samtidig er der jo verdenskrig oppe nordpå, og den berømte søn Jean, der senere skulle blive en af verdens bedste instruktører, arriverer på rekreation for et krigssår, der aldrig blev helt lægt. Resten er kendt kulturhistorie. Sønnen og modellen forelsker sig bag faderens ryg og bliver samtidig tætte og tændt på den nye og endnu miskendte og stumme filmkunst. Heldigvis får parret hinanden og gifter sig i 1920 efter faderens død. 

Det kunne der være kommet en rigtig interessant og inciterende film ud af. Ikke et trekantsdrama, Renoir senior var plaget så meget af alder og hudsygdom, at den gamle satyr kun kunne være med på kig. Alligevel er affæren nærmest allegorisk, malerens søn snupper hans muse og giver den videre til den nye film, de levende billeders kunst. Thi Jean og konen drejede siden film sammen til skilsmissen i 1931. 

Men instruktøren Gilles Bourdos og hans manusforfatter, Jaques Renoir – sikkert en slægtning som borger for en vis autenticitet – har valgt at iscenesætte Renoir som en overordentlig nydelig, pæn, nysselig, delikat og gennemført kedelig film. Bevares, filmen er krydret med de smukkeste sydfranske fotografier af de smukkeste sydfranske landskaber, som citerer de smukkeste af Renoirs malerier. Her er også de smukkeste franske kvinder, nøgne eller i tidens løse gevandter, mens de både vasker tøj, sig selv, hinanden og mesterens forknudrede hænder. 

Samtidig flirter Jean – spillet sammenbidt af Vincent Rottiers, som i mine øjne mere ligner en ung Jean Gabin end en ung Renoir – meget diskret med den underskønne barmfagre, rødlokkede skønhed, der leveres meget mystisk og mopset af den tyveårige Christa Theret. Men alt er meget yndefuldt og anstændigt sat op, og selvom Christa viser alle sine rødhårede ynder, er filmen sømmelig grydeklar og ganske ærbar at vise selv i det mest kyske, katolske og franske kulturinstitut ude i verden. Kvinder smider jo her ugenert tøjet for kunstens og ikke erotikkens skyld. 

Hovedretten og det, som næsten gør historien mere seværdig, er Claude Chabrols gode, gamle borgerlige gnavpot og karakterskuespiller, Michel Bouquet, der her i en alder af 87 år gestalter Auguste Renoir til en troværdig udgave med hensyn til dennes høje alder og nostalgiske temperament. 

Men i modsætning til Bertrand Taverniers lille mesterværk om samme emne, En søndag på landet om en ældre kunstmalers personlige møde med de moderne tider i skikkelse af sine børn, så er og bliver Renoir overfladisk, ærbødig og alt for respektfuld over for sit emne. Den er også humorforladt – og historien springer sågar over, at det var Charles Chaplin-farcer, der omvendte Jean til filmen. 

Alt tyder desuden på ud fra værk og liv, at Jean Renoir, som elskede H.C. Andersens naivt skæmtsomme syrlighed og ironi, var en mand med mere humoristisk sans end filmens bedemand forklædt som fransk officer. Ligesom filmen gør Auguste Renoir til Frankrigs svar på P.S. Krøyer: et nationalt koryfæ, marmoreret ind i et kultiveret mausoleum og et mytisk stilleben. 

Jeg er helt sikker på, at Jean Renoir, som ligger begravet i Los Angeles og elskede amerikanske film, ville finde Renoir for meget Pantheon og for lidt Paramount.

Trailer til Renoir