Reminiscence

En lille gruppe ål svømmer panisk til side, da Nicks hoved presses ned i akvariet, hvor en muskuløs gangsternæve forsøger at drukne ham.

Normalt er det Nick (Hugh Jackman), der sænker folk ned i vand. Til daglig sælger han ture i sit eget specielle bad, hvor kunder kan genopleve minder i overvældende detaljerigdom.

Men siden hans kæreste Mae forsvandt, har han selv brugt badet foruroligende ofte.

Jagten på kæresten har ledt ham til gangsterbossen Saint, som ikke er begejstret for besøget. Det ser sort ud. Men med ét springer Nicks svært bevæbnede makker Emily ind, og luften bliver tyk af kugler.

Én af dem flyver millimeter forbi Nicks våde ansigt og knuser akvariet. Mennesker og ål ligger snart døde rundt omkring på gulvet, som langsomt dækkes af vand.

En grum påmindelse om den globale oversvømmelse, der for år tilbage forvandlede Miami til en sørgelig udørk fyldt med kriminalitet, løgne og saltvand.

Intet er subtilt i Lisa Joys debutfilm Reminiscence.

Instruktøren skabte sig sit navn som medskaber og forfatter på HBO-hittet Westworld sammen med ægtemanden Jonathan Nolan, der her er producer.

Jonathan har sammen med broren Christopher skabt værker som Memento og Interstellar. Og Reminiscence emmer da også af Nolan-brødrenes vante, hjernevridende science fiction-mørke, hvor forstyrrende twist synes at vente om hvert hjørne.

Samtidig er den en åbenlys hyldest til den amerikanske film noir-tradition. Komplet med den fristende femme fatale, som leder en tvivlsom helt i fordærv, mens samfundet rådner omkring dem.

Dog er mørket forsvundet. Selv om Nick ganske vader længselsfuldt rundt i Miamis slum, mens andre sover, er det under en bagende sol.

I fremtiden er det nemlig blevet så varmt, at Miamis befolkning har vendt døgnrytmen 180 grader, så nætterne myldrer med liv, mens dagtimernes storby er fuldstændigt tom.

Alligevel tager Nick sjældent sin lange detektivjakke af. Den hører til genren.

Men mere end noget andet er Reminiscence en film om afhængighed.

Nick er afhængig af mindet om sin kortlivede romance med Mae (Rebecca Ferguson), som selv er afhængig af stoffer, mens Emily – Westworld-gengangeren Thandiwe Newton – kigger dybt i flasken.

Alle prøver de at undslippe et usselt liv i den billedskønne, men farlige, våde by, hvor en lille gruppe velklædte jordejere som de eneste har deres på det tørre.

Bogstaveligt talt.

Kan det betale sig at bryde fri af de hæmmende laster og bevæge sig fremad, eller er det bedre at lade sig nedsænke i mindebadets nostalgi, mens verden uundgåeligt drukner?

Spørgsmålet er særligt presserende, når man kigger på nutidens film og tv, der synes besat af fortidens æstetik – især 80’ernes – mens klimakrisen gør fremtiden stadig mindre indbydende.

Men selv om spørgsmålet er interessant, og dystopien er skøn, bliver Reminiscence en lidt flad affære i det lange løb.

Når den høje ambition er at tage publikum med på en historie, hvor avanceret teknologi og store filosofiske spørgsmål spiller ind, løber man altid en risiko.

Man kan på den ene side let komme til at forklare for lidt, så en stor del af publikum tabes på gulvet – som i Christopher Nolans Tenet. Men man kan også være for sød ved publikum, og det er Reminiscence i høj grad.

Hugh Jackmans stemme er så sprød som en tempurareje, og fortællerstemmen er en kær genganger i noir-traditionen. Men når den hvert andet minut kommer på for at forklare selv den mindste ting, fiser al energien og mystikken ud af historien.

Ikke mindst fordi forklaringerne suppleres med kiksede, lommepoetiske onelinernes som ”fortiden kan hjemsøge en mand”, der hen over de smukke bybilleder får filmen til at føles som en rejsereklame.

Værst er det, at samtlige karakterer er kedelige.

På trods af ellers karismatiske skuespillere er der plads til maximalt ét karaktertræk per person. Jackmans Nick er desperat, Mae er mystisk, Emily er hårdkogt.

Det er desværre typisk for Nolan-brandet af sci-fi, som Lisa Joy åbenlyst skriver sig ind i. Hvis de vilde idéer og skøre opfindelser overskygger de personer, der udsættes for dem, hvordan skal vi så kunne leve os ind historien?