Regnen skyller alt bort

Husker man Magnolia, P.T. Andersons majestætiske ensemblefilm om en familie i opløsning, vil man sikkert også huske Aimee Manns smukke og nærmest livstruende triste soundtrack.

En af sangene derfra, Wise Up,dukker også op i en scene i Hirokazu Koreedas nye film, Regnen skyller alt bort. Og den sætter filmens sørgmodige titel i relief.

Vi befinder os blandt børnetyve, nødlidende kvinder og andre eksistenser på yderkanten af velfærdssamfundet. Vi er i Sydkorea, og det regner lige så meget som herhjemme.

Når Koreedas film alligevel ikke er traurig, men tværtimod fortalt i sprudlende dur, handler det om tonefaldet og især budskabet. Bag den socialpolitiske indignation – de systemsvigt, der kalder selve krisescenariet frem – blafrer en langt vigtigere optimismens fane.

Hirokazu Koreeda har allerede gennem en lang stribe af film – heriblandt Guldpalmevinderen Shoplifters og Søstre – vist en dyb tiltro til menneskets evne til at finde hjælp og trøst. Ikke i institutioner eller systemer, men hos andre mennesker, der også er overladt til sig selv.

Hans personer har en vidunderlig evne til at skubbe hinanden i nye retninger.

Således også i Regnen skyller alt bort, hvor vi møder den kirkeansatte Dong-Soo (Gang Dong-won). Han er ansat til at bestyre en slags baby-boks, hvor kvinder anonymt kan bortgive deres nyfødte til adoption.

På kreativ vis omgår Dong-Soo registreringssystemet – og vupti står han med en handelsvare!

I rutineret kompagniskab med den gældsplagede vaskeriejer Sang-hyun (Song Kang-ho fra Parasite) er resten en formssag: Opspor ufrivilligt barnløse ægtepar, lyv, så vandet driver, og sælg så dyrt som muligt.

Eller rettere: Det burde være en formssag.

For en ung mor, So-young – helstøbt og rørende spillet af K-pop-stjernen Lee Ji-eun – fortryder at have deponeret sit barn. Hun opsporer forbryderparret og slår en handel af med dem.

Herfra ruller de sammen gennem udkants-Korea i et ramponeret folkevognsrugbrød, falder over en charmerende femårig med behov for beskyttelse og lærer hinanden bedre at kende. Samtidig er to kvindelige kriminalbetjente med favnen fuld af junkfood på sporet af dem.

Og ja, det er præcist så stratenrøveragtigt, som det kan lyde i referat.

Koreeda har lagt næsten al den dysterhed, der dominerede den tidlige del af karrieren (Maborosi, Mellem liv og død, Nobody Knows) på hylden, og laver nu varme og humoristiske film.

Det inkarneres intetsteds i karrieren bedre end i den morsomme superstjerne Song Kang-ho med bæresele og baby på maven.

Det er ikke alle steder hos Koreeda, at mildheden er lige interessant, men her fungerer det sindssygt godt. Måske fordi vi aldrig glemmer, at det under de mange perlende replikker er et skrøbeligt fundament, der danses på.

Måske fordi det netop er kernen af menneskelighed, der fletter de mange og i starten lidt forvirrende fortælletråde sammen.

Man kan diskutere det moralske i, at menneskehandlere humaniseres på den måde, som Koreeda gør. Men man ville lige så godt kunne diskutere det modsatte, som vel nok stadig er den herskende kliché i film og på tv: At kriminelle er ondsindede og uhelbredelige.

Vi håber og hepper på filmens antihelte, men vi ved godt, at lette løsninger har en pris.

Lalleglad bliver filmen aldrig. Tillid og loyalitet er ikke selvfølge blandt småkriminelle, akkurat som retfærdighedens håndlangere er mennesker med samvittighed og tvivl. Og der er skæbner og frihed på spil.

At forene de to tonaliteter – det hyggelige og det psykologisk troværdige – er i sig selv en kunst. Men det er få instruktører i verden, der ville slippe levende fra at lave et menneskehandelsdrama med både komedie-, roadmovie-, krimi- og feelgood-elementer.

Koreeda slipper mere end levende fra forsøget – endda på et sprog, han ikke kan forstå. Japans store humanist beviser endnu engang, at hverken film eller mennesker er skabt til kassetænkning.