Reality

Den 3. juni 2017.

I en ubestemmelig forstad til Augusta i staten Georgia vender en 25-årig kvinde med det særprægede navn Reality Winner hjem efter at have købt ind.

FBI-agenter venter ved hendes fordør.

Den unge kvinde arbejder som oversætter for efterretningstjenesten NSA. Hun spilles i Tina Satters gribende debutfilm af Sydney Sweeney, der er kendt fra serierne Euphoria og The White Lotus.

Men Reality Winner er først og fremmest et autentisk menneske, hvis verden denne sommerlune lørdag morgen er på nippet til at eksplodere.

Filmen er en ordret rekonstruktion af FBI-agenternes afhøring af Reality. Udskrifterne blev frigivet, efter hun anklagedes og dømtes for at have lækket hemmelige oplysninger om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016, der bragte Donald Trump til magten.

Reality er en filmatisering af Tina Satters kritikerroste teaterstykke Is This A Room. Men selv om den for det meste udspiller sig i ét lokale og har præcis den samme dialog, er der intet teatralsk over filmen.

Den er et anspændt, sitrende og stilistisk modigt stykke filmkunst, der benytter øjeblikke af surreel komik som en ventil for den konstant truende og anspændte stemning.

Tina Satter er ikke den første filmskaber, der genskaber en autentisk hændelse ord for ord.

I The Courtroom fra 2022 bruges udskrifterne fra en retssag, hvor en filippinsk kvinde stod til at blive udvist fra USA. Og i Clio Barnards The Arbor mimer skuespillerne til arkivoptagelser af dramatikeren Andrea Dunbar og hendes familie.

Men Reality går et skridt videre.

Tina Satter nøjes ikke med at bruge de frigivne dokumenter som inspiration for dialogen. Hun inddrager teksten præcis, som den er skrevet – eller overstreget – på papirerne. Hun konfronterer publikum direkte med de slettede passager ved at spille høj, forvrænget støj og i et splitsekund klippe karaktererne ud af billedet.

Det er et stærkt greb, der formår at gøre dramaet mere indlevende ved for et øjeblik at afbryde det. Man bliver mindet om, at Reality Winner er en virkelig person, der stod alt det her igennem for ikke så længe siden.

Samtidig er det en demonstration af, hvor vide beføjelser autoriteterne har til at gribe ind i livet på enhver i deres søgelys.

Reality Winner havde tjent i luftværnet. Hun arbejdede selv for regeringen, og i filmen mærker vi, at hun er helt klar over, hvilken magt disse mænd i chinobukser og polotrøjer besidder.

Det gør kun hendes besindelse under afhøringen desto mere beundringsværdig. Gang på gang smyger hun sig uden om de fælder, agenterne lægger for hende under det vedholdende, sinistert selskabelige forhør.

Hun er en overraskende kvinde.

Reality Winner fik sit usædvanlige navn af sin far. Hun er en patriotisk amerikaner og stolt fortaler for retten til at bære våben – selv foretrækker hun et lyserødt automatgevær. Hun ønsker at tjene sit land, først i militæret og nu som oversætter, der taler flydende farsi, dari og pashto.

Det var netop hendes patriotisme – provokeret af baggrundsstøjen fra Fox News på kontoret – der fik hende til at lække hemmeligstemplede dokumenter online. Men ved at gøre noget, der i hendes øjne var i landets bedste interesse, blev hun stemplet som landsforræder.

Sydney Sweeney er eminent i rollen som en hurtigtænkende, modig og skrækslagen ung kvinde, hvis selvsikre fremtoning er en facade, der konstant truer med at krakelere.

Kameraet presser hende ind i hjørner og passer hende op ligesom de FBI-agenter, der strømmer ind i hendes lille hjem.

Reality er et sympatisk portræt af en autentisk person og en film, der summer af vrede og forargelse. Uroen gengives i Nathan Micays kradsende, nervepirrende underlægningsmusik. På overvældende vis argumenterer Tina Satter for, at det ikke var Reality Winner, der forrådte sit land.

Det var snarere omvendt.