Cph:Dox 2021
21. apr. 2021
Raising a School Shooter
Som far til en mand, der i 1988 dræbte sin lærer og siden har siddet i fængsel, er Clarence Elliot martret af fortiden, som han har måttet lære at leve med. Foto | Final Cut for Real

Raising a School Shooter

Frida og Lasse Barkfors slår et slag for medmenneskeligheden med et gribende portræt af forældre, hvis børn har begået skoleskyderier.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Det dansk-svenske instruktørpar Frida og Lasse Barkfors har igennem tre film specialiseret sig i at præsentere os for de mennesker, vi helst ville glemme. 

Pervert Park skildrer et minisamfund af sexkrænkere, forskanset fra omverdenens fordømmelse i en såkaldt trailer park i Florida. Death of a Child handler om forældre, der har dræbt deres børn ved at glemme dem i solhede biler. De to film kan ses på dr.dk.

Det er mennesker, hvis handlinger naturligt vækker vores fordømmelse og foragt. Men de er også mennesker som du og jeg, og Barkfors-parret stikker til vores selvforståelse ved at lade dem fortælle deres historie, uden filter og uden undskyldninger. 

Ofte er omverdenens foragt intet at regne imod de skyldiges selvforagt. 

Raising a School Shooter fuldender Barkfors-ægteparrets udskudstrilogi med nærgående portrætter af forældre til børn, der har begået skoleskyderier. 

I 2001 tog Jeffs søn Andy sin revolver med i skole, hvor han dræbte to klassekammerater og sårede tretten andre. I 1988 dræbte Clarences søn Nicholas en af sine lærere i et mordtogt rettet mod en mobber i klassen. 

Sue Klebolds søn Dylan dræbte tretten mennesker sammen med sin ven Eric på Columbine High School i 1999, en af de værste skolemassakrer i amerikansk historie. 

Det er Columbine, der for mange står som det første amerikanske skoleskyderi. 

Dengang fordømte medierne Klebold-familien eller skød skylden på de skydespil og actionfilm, Dylan og Eric holdt af. Michael Moores Bowling for Columbine søgte roden til den amerikanske voldstrang, og spillefilm som Gus van Sants Guldpalme-vinder Elephant genfortalte historien som fiktion. 

Der er en almenmenneskelig trang til at placere ansvar, men det er ikke Barkfors-parrets mål. Raising a School Shooter handler ikke om drengenes bevæggrunde, men om forældrene, hvis verden slås itu på et øjeblik. 

Jeff fortæller om den panik, han følte på dagen. Hvordan han i timevis ventede på svar foran skolen, mens andre forældre blev genforenet med deres børn. Lige indtil en kvinde svarer ham: ”Det var Andy, der gjorde det!” 

Er der små sprækker af bortforklaring undervejs? 

Både Jeff og Clarence fortæller, hvordan deres sønner blev udsat for ubærlig mobning i overbelastede og dysfunktionelle skolesystemer. Hvordan skilsmisse og flytning gjorde deres børn til usikre outsidere, som blev presset til det utænkelige af mobbere og forsømt af lærerne. 

De har brugt år på at granske, hvad der gik galt, men har ingen gode svar fundet – kun anger for, hvad de overså. Frida og Lasse Barkfors lader dem komme til orde med tålmodighed og forståelse for den sorg og skyld, der må følge dem resten af livet. 

Raising a School Shooter viser, hvordan traumer spreder sig i samfundet som ringe i vandet. Svigt skaber frustrationer, mistrivsel og en modløshed, der kan være dræbende. For den enkelte eller for andre. 

Skoleskyderier er blevet et symbol på en råddenskab, der nok eksploderer i det amerikanske samfund, men som findes overalt. Herhjemme tager mobbeofre ikke en uzi med sig i skole – de begår selvmord derhjemme!

Det er Sue Klebold, der får lov at sætte ord på Barkfors-parrets projekt. Modsat de to fædre, hvis sønner stadig er i live, men bag tremmer, mistede hun sit barn på dagen, da både Dylan og Eric afsluttede deres mordtogt ved at begå selvmord. 

Siden har hun viet sit liv til at forstå, hvad der drev sønnen så vidt, og hun har som engageret aktivist gransket skoleskyderier som fænomen. 

”Jeg vil aldrig forstå, hvordan han kunne gøre det,” siger hun sidst i filmen. ”Men det er et emne, der er relevant overalt i verden, nemlig vores evne til at dehumanisere andre mennesker.” 

Det er for let at sætte en kile imellem os selv og andre mennesker, at udstøde de fordømte fra fællesskabet og lade livet gå videre. Men vores bedste værn mod vold er forståelse. 

Med deres film slår Frida og Lasse Barkfors et vigtigt slag for medmenneskelighed.

Titel:
Raising a School Shooter

Land:
Danmark

År:
2021

Instruktør:
Frida Barkfors, Lasse Barkfors

Medvirkende:
Jeff Williams, Clarence Elliot, Sue Klebold

Spilletid:
74 minutter

Premiere:
22. april på Cph:Dox

Relevante artikler

Cph:Dox 2017
17. mar. 2017
Death of a Child

Death of a Child

Tv-anmeldelse
02. juni 2015
Pervert Park

Pervert Park

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
21. juli 2026
The Invite

The Invite

festivalanmeldelse
18. maj 2026
Tangles

Tangles

festivalanmeldelse
14. maj 2026
Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Biografanmeldelse
16. apr. 2026
I Was a Stranger

I Was a Stranger

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro