Quislings sidste dage

Den norske ministerpræsident Vidkun Quisling blev i maj 1945 ved Norges befrielse arresteret. Et halvt år senere blev han dømt for landsforræderi efter en retssag, som nærmest var en skueproces.

Navnet Quisling var på engelsk allerede blevet synonym for landsforræder. Manden blev skudt af en peloton på ti mand samt et skud i tindingen. Således endte Nordens eneste fascistiske statsminister sit liv.

I bagklogskabens lys synes henrettelsen mere at have været primitiv hævn end en retsstats retfærdighed. Særligt hvad angår dødsdommen, der blev eksekveret så nådesløst og voldsomt. Quisling blev aflivet samme aften, som hans ansøgning om nåde hos kongen blev afvist.

Erik Poppes Quislings sidste dage handler om landsforræderens sidste halve år og bygger på sygehuspræsten Peder Olsens og hans kone Heidis notater over samtaler med Quisling.

Olsen blev af sin biskop udset til at være Quislings sjælesørger, hans trøster og mentor i en svær tid, hvor den forhadte folkefører ventede på sin dom.

Erik Poppe er måske den mest norske filminstruktør overhovedet. Hans mest berømte værk er Kongens valg, om netop den norske konge, som Quisling mener svigtede Norge i skæbneåret 1940. Og så naturligvis den rystende genskabelse af Utøya 22. juli, hvor Anders Breivik begik en massakre på unge socialdemokrater.

Det er film, som i den grad accentuerer historiske momenter, som gestalter nationens selvforståelse. Nemlig Norges møde med den tyske besættelse, og hvorledes en tilsyneladende normal nordmand pludselig bliver seriemorder.

Quislings sidste dage er et psykologisk portræt af Hitlers håndgangne nordmand, som fandt sig selv uskyldig til sidste patron. Den tematiske kerne er Peder Olsens samtaler med en trodsig Quisling, der selv konfronteret med de mord på landsmænd, han har afstedkommet, ikke vil indse sin forbrydelse og sit landssvig.

Han var medskyldig i deportationen i 1942 af de cirka 1.000 norske jøder, hvoraf kun tolv kom tilbage i live fra dødslejrene i Tyskland og omegn.

Vidkun Quisling var et kompliceret, sammensat menneske, men han havde en politisk samklang i sin historiske samtid. Hans meget nordiske fascisme var ikke enestående og rodløs. Når vi i relation til den tyske besættelse af Danmark talte om norske tilstande, betød det skærpede krigeriske omstændigheder, men også borgerkrigslignende forhold.

Quislings rettergang faldt faktisk samtidig med undersøgelsen af forfatteren Knut Hamsuns tyskvenlighed og norskbundne nazisme. Den norske nationalismes var på visse punkter overlappende med nazistisk ideologi, men det bliver ikke udtalt i filmens handling.

Tværtimod. Den skærpede nationalisme i 1945 på baggrund af krigens afslutning er klart en hævngerrighed, som rammer Quisling fatalt.

Quislings sidste dage er med sit fokus på mennesket Quisling medrivende, ikke mindst fordi skuespillerne er fremragende.

Gard B. Eidsvold gestalter overbevisende ned i detaljer Vidkun Quisling som et selvudnævnt, messiansk overmenneske og forvirret offer for omstændighederne. Man får næsten medlidenhed med ham, selv om historien udpeger ham som en umenneskelig tyran.

Anders Danielsen Lie – kendt for Joachim Triers film – er den forsagte præst Peder Olsen, som selv ankommer med personlige ugler i mosen.

Disse to menneskers holmgang omkring synd og straf gør filmen til en sjældent kristen film og rummer sågar toner af teologiske overvejelser. Men filmen er også meget norsk i sin indforståethed og med sin signifikante accent af et kapitel i norsk historie, som endnu ikke er afklaret.

Quislings sidste dage bliver ikke de sidst ord i den sag.