Queer

Hvordan er det lykkedes italienske Luca Guadagnino at få så rørende en film ud af Queer?

William S. Burroughs’ anden roman – en direkte fortsættelse af den provokationslystne debut Junkie – er en tør, sarkastisk og kort fortælling om sex og stoffer, som den store beat-forfatter end aldrig skrev færdig.

Men det gør Guadagnino i sin filmatisering. Eller rettere, det gør forfatter Justin Kuritzkes, der fortsætter sit samarbejde med instruktøren efter det hede trekants-tennisdrama Challengers.

Kuritzkes udplukker og omskriver episoder fra romanen og Burroughs’ liv for at skabe en henførende feberdrøm om beruselse, afmagt og kærlighed.

Filmatiseringens parafraseringer varsles i introsekvensen, der viser alskens habengut fra Burroughs’ vilde liv i 1950’erne strøet omkring på en lurvet hotelmadras: pas og notesbøger, machetes og pistoler, mellemamerikanske turistbrochurer og det overstregede romanmanuskript, som altså nu filmatiseres.

Hovedpersonen William Lee lever marineret i tequila og mezcal i Mexico City i starten af 50’erne som del af et caféslæng af eksilamerikanere med pesos på lommen og sex på hjernen.

Her møder han den nysselige Allerton med slikhår og hinkestensbriller, der er drevet syd for grænsen efter sin militærtjeneste. Vi ser ham første gang, da han overværer en hanekamp på gaden til tonerne af Nirvanas Come As You Are.

Burroughs’ roman skal have gjort et stort indtryk på Luca Guadagnino, da han læste den som teenager. Det forklarer måske filmens anakronistiske musikvalg, der også tæller Prince, Sinéad O’Connor og New Order. Foruden den sanselige originalmusik af Trent Reznor og Atticus Ross.

Burroughs lod manuskriptet ligge i 30 år, før det endelig blev udgivet i 1985, da forfatteren var blevet et modkulturelt punkikon. Den kontekst bliver stadig mere væsentlig, som handlingen skrider frem.

William Lee bliver øjeblikkeligt betaget, men Allerton er ikke interesseret – eller i hvert fald ikke afklaret. Med små finter og mange hints lykkes det Lee at få den yngre mand til at gå med på forførelsen, men ikke til at give sig hen til den.

Daniel Craig giver sit livs mest hudløse præstation som den havarerede beat-poet med den store og stædige personlighed, der snakker sig ud af stilheden, knepper sig ud af ensomheden og fixer for at holde verden på afstand.

Man mærker hans begejstring over at strække skuespilmuskler, han hverken har brugt som Bond eller Benoit Blanc.

I en central scene opløser Lee omhyggeligt et drys heroin i sin ske, suger væden i en kanyle gennem et stykke vat, stikker sig og stirrer fortabt lige frem. Trangen til selvudslettelse står malet i Craigs furede ansigt til tonerne af New Orders Leave Me Alone, mens han tager et hiv af smøgen og venter på, at junken skal ramme.

Filmens sexscener er så eksplicitte, at de uundgåeligt vil vække debat: måden Craig fører sin hånd op ad partnerens ben og griber hans røv, den smule sæd, han giver Allerton i et kys efter et blowjob, mændenes stønnen og omfavnelse under analsex.

Det står i skærende kontrast til Call Me By Your Name, hvor Guadagnino panorerede diskret væk, da det forelskede par endelig gav efter for lidenskaben, men scenerne er ikke softcore-porno. De fortæller os alt, vi bør vide om personerne. Som da Allerton overrasker Lee ved også at ville tilfredsstille ham.

Filmen foregår på et tidspunkt, hvor skillelinjerne mellem identitet og seksualitet var trukket langt hårdere op end i dag, og Drew Starkey lader konflikten mellem de to udspille sig under Allertons pertentlige ydre.

Lees længsel efter kontakt udmønter sig i en rejse til Mellemamerika på jagt efter det sagnomspundne, psykedeliske narkotika yage – eller ayahuasca, som mange turister i Sydamerika i dag har stiftet bekendtskab med. Ifølge Lee kan det give telepatiske evner.

Luca Guadagnino bruger rejsen, hvor Lee får abstinenser og hallucinerer, til at udforske mændenes ulige forhold i surrealistisk sigende drømmebilleder, der hører til blandt de mest uforgængelige i hans karriere. Som de spøgelsesagtige berøringer, Lee fantaserer sig til, mens Allerton har paraderne oppe, eller de skrækindjagende visioner af en benløs kvinde, der ligner William S. Burroughs’ anden kone Joan Vollmer.

Her begynder Queer at ligne de paranoide narkomareridt, Burroughs udfoldede i sit forfatterskab fra gennembrudsværket Naked Lunch og frem. Det er også her, filmatiseringen løfter sig over romanen, som Burroughs skrev, mens politiet efterforskede hans forklaring af Vollmers død:

I 1951 skød han hende en kugle for panden i en brandert i forsøget på at ramme det glas, hun balancerede på hovedet. Et tragisk fuldemandsstunt, der ansporede hans litterære karriere og red ham som en mare resten af livet.

Alter egoet William Lee har altid været et tyndt litterært mellemlægspapir, som Luca Guadagnino nænsomt fjerner undervejs i sin gribende hyldest til en såret sjæl, der livet igennem søgte kærlighed og tilgivelse.