Quarry

Sidst i andet afsnit af Quarry, en ny dramaserie på HBO Nordic, ender hovedpersonen Mac Conway (Logan Marshall-Green) i en hektisk biljagt.

I actionfilm ender biljagter oftest i eksploderende supertotaler, der åbenlyst praler med, at den en stor del af budgettet er blevet brugt til effekter. Men Qarrys sepia-farvede 70’er-univers bliver vi placeret som passagerer i Macs bil, og med hjertet i halsen kan vi se livet passere revy ud af forruden.

Quarry kan yde som en bombastisk adrenalinpumper i stil med Ulrich Thomsen-serien Banshee – og det gør den i glimt også rigtigt godt – men faktisk er en bedre sammenligning den langt mere afdæmpede Rectify.

Ligesom den handler Quarry om en mand, der vender hjem til et samfund, som ikke tager synderligt godt imod ham.

Året er 1972, og Mac Conway er netop vendt hjem til Memphis, Tennessee, efter sin anden tur til krigens helvede i Vietnam. Her bliver han og bedstevennen Arthur (Jamie Hector) budt velkommen af vrede demonstranter i lufthavnen, som i medierne har hørt og læst om de amerikanske soldaters umenneskelige forbrydelser mod det vietnamesiske folk.

Den historie er blevet fortalt før i litteraturen og i filmatiseringer som Oliver Stones Født den 4. juli, mens store instruktører som Hal Ashby og Brian De Palma også har behandlet emnet om at vende hjem fra krigens helvede i henholdsvis Coming Home og Casualties of War. Den forbitrede Vietnam-veteran kender vi også fra Taxi Driver og First Blood, så det er store forbilleder, Mac Conway og Quarry skal leve op til.

Hjemme i eget hus har den fysiske afstand til kæresten Joni (Jodi Balfour) også skabt en emotionel kløft mellem dem. Mens Mac har set ufattelige rædsler, led hun den tort at blive efterladt i konstant frygt for at få besøg af en officer med frygtelige nyheder.

Den kløft illustreres visuelt smukt af instruktør Greg Yaitanes, som især er kendt for sit hårdtslående arbejde på førnævnte Banshee.

Her skruer han dog ned for tempoet og placerer parret strategisk i billedet, så de ofte har vægge, døre og vinduer imellem sig som et symbol på opdelingen. Det er ret enkelt, men orkestreret så flot, at serien får en visuel identitet – også hjulpet af det svedne og ramponerede miljø – der giver nerve til en ellers noget klichéramt historie.

Der er nemlig kun et egentligt, men til gengæld temmelig stort problem med Quarry: Man føler, at man har set det meste før.

Ikke alene fremstår den som en sammensmeltning af Banshee og Rectify. Den står også naturligt på skuldrene af samtlige dramaserier om mere eller mindre mystiske og martrede antihelte som Walter White fra Breaking Bad og Tony Soprano fra The Sopranos. Da Mac accepterer, at omgivelserne ser ham som en skurk, begynder han nemlig at handle derefter og tager snart imod kriminelle opgaver fra en magtfuld mand kun kendt som The Broker, eller på dansk Mægleren (Peter Mullan).

I starten naturligvis kun for at tjene penge til mad på bordet – lyder det bekendt? – men efterhånden bliver han selvfølgelig trukket dybere ind i både den kriminelle underverden og sit eget formørkede sind. Det er flot filmet, når Mac i tide og utide hopper i poolen, men også en ovligt bastant og klichéfyldt metafor på at vaske sig ren.

Men det skal samtidig noteres, at Quarry halvvejs i sin første sæson på otte afsnit endnu ikke har haft mange kedelige øjeblikke. Særligt farverig er den lille, homoseksuelle gangster Buddy (Damon Herriman), hvis særlige forhold til sin forstående mor (Ann Dowd) giver den ellers meget dystre serie enkelte glimt af humor.

Imens lurer en ny fortielse det centrale par imellem hele tiden på at stikke sit fjæs frem og øge presset på det i forvejen pressede parforhold i de stressende stille scener. Og fordi den grumme vold, som vælter frem i de mere eksplosive scener, doseres så nænsomt, rammer den så meget desto mere i mavesækken, som godt kan få hjernen til at glemme, at man har set meget lignende før.