Biografanmeldelse
25. nov. 2015
The Program
Den biografiske The Program skildrer den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong (Ben Foster) som et megalomant monster, der har drevet en klapjagt på sine kritikere. Foto | Larry Horricks

The Program

Stephen Frears spidder den rådne cykelsports heltedyrkelse og hovedløse medløber-kultur, men afstår fra at finde en psykologisk forklaring på løgnhalsen Lance Armstrong.

Af Morten Piil

Filmen begynder og slutter med totalbilleder af den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong cyklende i ensom majestæt på landevejen. Men tro ikke, at det er for at styrke myten om denne sportens næsten uovervindelige ener.

Den ensomhed, som hermed betones, er frem for alt negativt ladet. I englænderen Stephen Frears’ (og manuskriptforfatteren John Hodge’) beretning fremtræder Armstrong som et dybt isoleret monster af egomani, brutal over for fjender og besat af en fortærende ambition, der er svær at skelne fra storhedsvanvid.

Vi er altså så langt fra den sværmeriske Jørgen Leth’ske heltedyrkelse, som tænkes kan. Stephen Frears har udtalt, at han ser historien som Armstrong som en kriminalfilm og har i øvrigt erklæret sig uinteresseret i cykelløb som sport. Og bare tanken om at kontakte Armstrong med henblik på filmen får ham til at gyse:

”For det første er han en løgnhals, så upålidelig. For det andet en forfører. Han kunne da ikke drømme om at fortælle mig sandheden, vel?”

Den adspredt komponerede, men adræt fortalte film har to hovedtråde: Armstrongs bratte dopingbaserede opstigning og senere fald i cykelhierarkiet, efter at han med stor viljekraft har bekæmpet sin alvorlige kræftsygdom. Og den irske sportsjournalist David Walsh’ stædige kamp for at bevise, at den voldsomme mistanke om doping, han straks får, da Armstrong pludselig forvandles til en suveræn bjergrytter, er korrekt.

Walsh viger ikke fra sin Armstrong-kritiske linie gennem alle årene, bliver frosset ude af det store flertal af kolleger, som ser deres fordel i at pudse idolets glorie, og skaffer sit blad (The Sunday Times) en bøde på næsten ti millioner kroner, da Armstrong lægger sag an.

En sand heltehistorie, der kæmper for plads i filmen og faktisk virker mindst lige så interessant som Armstrongs, også fordi den er mere ukendt.

Og så er sporhunde-godmodige Chris O’Dowd som Walsh unægtelig mere sympatisk selskab end Ben Fosters Armstrong, som til gengæld med næsten uhyggelig præcision fanger mandens blanding af monomani, hensynsløs egocentri og mærkeligt glædesløse sejrs-beruselse.

Kun falkeblikket savnes. Her har den ægte vare faktisk stærkere filmudstråling!

Men The Program er meget lidt psykologisk. Holdningen synes at være: Jo mere tid brugt på at ”forklare” Armstrong, desto lettere kommer man til at undskylde ham.

Hans stærke overlevelsesinstinkt og jernvilje registreres og anerkendes, såvel som hans dygtighed som organisator i den fond for kræftbekæmpelse, han opretter, både selvisk og uegennyttigt.

Men så er også alt positivt sagt.

Specielt ubehagelig fremtræder klapjagten på modstandere af hans doping-linie: rytter-kolleger, tidligere samarbejdspartnere, journalister. Er man ikke med ham, er man imod ham, og det skal man nok få at mærke.

Filmen behandler Armstrong og den professionelle cykelsport som et dybt forløjet, gennemkommercielt styret fænomen og udpensler antiheltens avancerede dopingprogram. Det omfatter også hans hjælpehold US Postals ryttere, hvoraf den vigtigste Floyd Landis ender med at blive afsløret og derefter svigtes og bortkastes som et snavset lommetørklæde.

Jesse Plemons yder den meget velspillede films mest menneskeligt vedkommende præstation som denne usikre lus mellem to negle – tyrannen Armstrong og en kristen opvæksts håndfaste moralbegreber.

The Program er ikke filmen om Armstrong, men derimod en højst tiltrængt satirisk, levende og detaljemættet moralitet om en rådden sportsgrens heltedyrkelse og hovedløse medløber-kultur.

I virkeligheden lidt i slægt med Stephen Frears’ amerikanske Dustin Hoffman-komedie Den forkerte helt (1992) om det mediecirkus, der skaber forlorne idoler. Hoffman dukker da også op for nogle korte bemærkninger i The Program som en skeptisk investor i Armstrong-imperiet. En cykelfan, der tvinges til at se på sporten gennem nye briller.

Titel:
The Program

Land:
Storbritannien

År:
2015

Instruktør:
Stephen Frears

Manuskript:
John Hodge

Medvirkende:
Ben Foster, Chris O'Dowd, Jesse Plemons, Lee Pace, Dustin Hoffman

Spilletid:
103 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
26. november

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
13. sep. 2017
Borg

Borg

Biografanmeldelse
15. juni 2017
Den bedste mand

Den bedste mand

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro