Prisoners

Glem Djævelen, somaliske pirater og overnaturlige fænomener fra Stephen Kings gysere. Der er ikke meget, der fremkalder vores frygt mere end folk, der bortfører børn. Måske især fordi de findes lige her i vores egen baghave eller står på lur på et hvilket som helst gadehjørne – nyhederne minder os om det på ugentlig basis.

Det er denne frygt, Prisoners med stor kraft udnytter ved at skildre hver en lille angstfyldt detalje i en situation, der er enhver forælders værste mareridt.

Det starter en helt almindelig Thanksgiving, hvor to familier med børn på samme alder går om bord i kalkun, sange og hjemlig hygge. Til at begynde med sikrer de omhyggeligt, at de ældre søskende holder øje med de to seks-syv-årige piger, da børnene går sig en tur. Men de glemmer at gøre det samme, da de små går ud igen senere på den tilsyneladende harmløse forstadsvej. Og i det ene øjebliks uopmærksomhed forsvinder pigerne.

Politiet bliver tilkaldt, panikken sætter ind, og snart vender mistanken sig mod den enfoldige Alex (Paul Dano), ejeren af en varevogn, der tidligere er blevet spottet på gaden.

Politimanden Loki (Jake Gyllenhaal) finder hurtigt Alex, men der er ikke nok beviser til at beholde ham i varetægt, og han bliver sat på fri fod. Men Keller Dover (Hugh Jackman), som er en af de efterlyste pigers far og lidt af en skør gør-det- selv-mand med en stærk kristen tro, bliver så rasende over frifindelsen, at han selv kidnapper Alex og holder ham fanget i en ubrugt lejlighed, hvor han torturerer ham for at få svar.

Den anden far, Franklin (Terrence Howard), indvilliger tøvende i at hjælpe, men han er med god grund bekymret over, at deres handlinger ikke gør dem meget bedre end bortførerne. Og samtidig begynder beviserne at pege hen mod, at de har fat i den forkerte gerningsmand.

Aaron Guzikowskis manuskript er så stramt bygget op som en tillukket kiste, og sammen med instruktør Denis Villeneuve (der slog igennem med den glimrende Nawals hemmelighed, også om familier plaget af skyld) skaber han en tiltagende rædselsstemning, efterhånden som dagene går, og selv det mindste sammenstød kan slå over i katastrofe.

Den moderne, minimalistiske komponist Jóhann Jóhannsson tilføjer et ekstra lag af frygt med sin isnende, sørgmodige underlægningsmusik, der genkalder hans ambitiøse symfoni IBM 1401, A User’s Manual. Prisoners er således på alle måder intelligent filmhåndværk teknisk og følelsesmæssigt. Det er et interessant tag på populære temaer som hævnende forældre, der tager sagen i egen hånd – men i et moralsk morads, som får os til at stille spørgsmål ved deres formodninger og bevæggrunde.

Det er alt sammen prisværdigt, men af og til føles det også lidt, som om filmen er mere ude på at skabe suspense end at få sit publikum til at tænke ordentligt efter. Og den tager os med til et meget mørkt sted, men lader så en lysstråle trænge ind, som om folkene bag har mistet modet efter test-visninger og pres fra produktionsselskabet.

Ikke desto mindre er det en film, hvor man konstant borer fingrene dybt ned i armlænet, hvilket også skyldes de glimrende præstationer hele vejen rundt. Jake Gyllenhaal får meget ud af en figur, der ellers kun er en vag skitse på manuskriptplan, og Hugh Jackman har for en gangs skyld en rolle, hvor han ikke spiller helt.

Selvom de har mindre roller end mændene, gør Viola Davis og Maria Bello også et uudsletteligt indtryk som de savnede pigers mødre, hvis lidelse bliver overraskende forbundet af en sen afsløring. Og få klynker patetisk med så stor kraft som Paul Dano (There Will Be Blood).

Ingen forælder vil kunne se Prisoners uden at blive berørt på ét eller andet plan, og det kan forklare filmens fænomenale succes ved billetlugerne rundt omkring i verden.