The Princess

”Hun leger med os,” beklager en kameramand sig til sin kollega.

”For helvede, så stå dog stille!” mumler en anden.

Ligger alle disse mænd – for det er alle sammen mænd – på lur i junglen og venter på, at en sjælden fugl åbenbarer sig og viser sin fjerpragt for dem?

Nej, mændene står ude i sneen ved et schweizisk skiresort, hvor Prinsesse Diana er på ferie med sine to sønner. Året er 1994. Det er to år siden, det royale par annoncerede deres separation, men der er stadig to år til, at skilsmissen bliver fuldbragt i 1996.

Stemningen blandt de forsamlede pressefolk er giftig, uforskammet og aggressiv.

Scenen fra skiresortet kommer omtrent halvvejs i den britiske filmskaber Ed Perkins’ medrivende dokumentar The Princess, der netop har fået premiere på Sundance-festivalen.

I sin forrige dokumentar, Tell Me Who I Am, fortæller Perkins historien om en mand, der har mistet sin hukommelse efter en motorcykelulykke. Instruktøren får mandens tvillingebror til at udfylde hullerne i hukommelsen, men i hver af filmens tre dele går historien i en ny og overraskende retning.

Med The Princess er udfordringen af mere simpel karakter, men instruktøren er her lige så stringent.

Adskillige film, tv-serier og bøger har i tidens løb forsøgt at grave ned bag overfladen og vise den hemmelige udgave af Diana, som hun gemte i de stort opsatte kulisser.

Senest Pablo Larraíns biografaktuelle Spencer og den populære Netflix-serie The Crown.

Ed Perkins gør noget andet. Med optagelser fra mange års tv-nyheder viser han os den Diana, vi i forvejen føler, at vi kender. Prinsessen konstant fanget i offentlighedens nysgerrige øje. Hende, der via tv-skærme kom ind i vores hjem og blev genstand for analyse, hæder og hån.

Derfor spiller Dianas barndom ikke nogen rolle i Perkins’ film. For hvem kendte til Diana Spencer, inden rygterne om hendes forlovelse med arvingen til den britiske trone dukkede op i sommeren 1980?

En af de første optagelser af hende viser, hvordan pressen mobber en reserveret og utilpasset nittenårig kvinde, mens hun går på fortovet i London. Det er kun en forsmag på, hvad der er i vente. En ubarmhjertig montage sammenklipper et ægteskab, to fødsler, en skilsmisse og en begravelse.

Man overværer med en blanding af fascination, skam og en stigende fornemmelse af at blive kvalt.

Indimellem byder filmen på øjeblikke af lettelse. Ved indvielsen af en aids-afdeling roser Diana en patient for hans smarte, røde briller. På et andet tidspunkt hviner hun af glæde, da hun afprøver rutsjebanen på en legeplads med sine sønner.

The Princess holder sig ikke bare til at skildre de sytten år mellem Dianas ankomst i vores liv og hendes for tidlige afgang.

Filmen bruger hverken en fortællerstemme, genrens klassiske talking heads-interviews eller noget så simpelt som skriftlige tidsangivelser. Det nærmeste, vi kommer en signatur fra folkene bag, er brugen af komponist Martin Phipps’ klassiske musik, men også den optræder sparsomt.

Resultatet er en slags feberdrøm, hvor den medieskabte Diana tager sit liv i egne hænder.

De fleste dokumentarer om en særlig livshistorie har til formål at bringe os nærmere hovedpersonen. Men Diana synes at forsvinde længere og længere væk, og det er netop derfor, man bliver så følelsesmæssigt engageret i filmen. Vi får sympati for en kvinde, som aldrig fik lov til at være sig selv.

The Princess har det tilfælles med Spencer, at begge film skildrer en prinsesse, der var i tvivl om, hvem hun egentlig var.

Undervejs står det klart, at trolling ikke blev opfundet i de sociale mediers tidsalder. Der bobler i The Princess en nerve af ondskab fra de såkaldt gamle medier, mens kærligheden fra den familie, hun giftede sig ind i, også er til at overse.

Hendes mand tager ud for at spille polo en time efter Prins Harrys fødsel. Og da Diana beder om fred og ro, byder en sardonisk tv-kommentator ind med replikken: ”Det er meget typisk for Diana at afholde en pressekonference for at sige, at hun vil være alene.”

The Princess får én til at tænke på den lange og ubehagelige smædekampagne, som medierne og etablissementet kørte på Harrys kone Meghan Markle.

Har vi ikke lært noget i de næsten 25 år, der er gået, siden Diana døde, mens hun blev jagtet af pressen i Paris?