Her har vi Juliette Binoche, der børster jorden af gulerødder, knoldselleri og salathoveder og suger til sig af deres duft i en diset køkkenhave ved solopgang.
Her er hun igen, denne gang sammen med Benoît Magimel, i et smukt gammelt køkken, hvor alt er skabt til at bestå: det store støbejernskomfur med dets sydende, dampende kobberpander, en morter af marmor, sigter af stål.
I den første halve times tid af Frankrigs Oscar-kandidat, Pot-au-feu: Vejen til hjertet, siger de to hovedpersoner nærmest intet til hinanden ud over køkkenets småsnak. Som at formane om at tage kalvestegen ud af ovnen.
Men vi lærer alt om dem.
Vi forstår, at herremanden Dodin Bouffant er husets ejer, mens Eugénie er hans kok. Og at de har et kærlighedsforhold, der udligner deres roller som herre og tjener.
Kameraet svæver gennem køkkenet, dykker og fanger deres bevægelser, som de renser fisk og svitser kød med præcist håndelag og hengiven ømhed.
Pot-au-feu: Vejen til hjertet er en hyldest til sanserne og til livets, kærlighedens og sæsonfrugternes kostbare flygtighed.
Alt, filmen har på hjerte, enten varsles eller vises i tour de forcen af en åbningssekvens – selv den sygdom, som Eugénie vælger at ignorere. Som hun fortæller Dodin, da hun endelig accepterer hans frieri, foretrækker hun at leve sit liv i en endeløs sommer.
Denne knugende romantiske, sensuelle og erotiske film foregår i en verden, hvor alle er rare mod hinanden – og beviser dermed, at man ikke behøver konflikt for at skabe drama.
Ynde, glæde og lidenskab kan røre publikum lige så dybt.
De tre egenskaber forenes i filmens bærende birolle, Dodins unge niece Pauline. Hun er pige i huset og viser sig at besidde både en raffineret smagssans og en genert iver efter at lære at bruge den.
En scene, hvor hun langsomt identificerer ingredienserne i en suppe, er en fryd. Sjældent er forbindelsen mellem vores smagsløg, hjerne og ord blevet skildret så smukt på film.
Handlingen udspiller sig i Dodins komfortable, men mådeholdne chateau og det frodige landskab omkring Loire-floden midt i Frankrig. Filmen genskaber en svunden tid – nærmere bestemt midten af 1880’erne – med kærlig omhu, men den føles samtidig tidløs.
Når Dodins gruppe af middagsgæster mødes for at smage de sublime retter, som han udtænker, og Eugénie tilbereder og serverer med udsøgt vin, har det en velkendt mandlig dynamik. Lige dele venner og beundrere.
Og Dodin lyder som en af vor tids stjernekokke, når han insisterer på, at den franske bonderet pot-au-feu – en gryderet med kød og grøntsager – er fin nok til en prins, så længe ingredienserne og tilberedelsen er perfekte.
Samme budskab finder man i en meget anderledes film, Pixars Ratatouille, der sammen med danske Babettes gæstebud og Chocolat også hører til på filmhistoriens kanon over kulinariske kærlighedshistorier.
Pot-au-feu: Vejen til hjertet skriver sig ind på toppen.
Med sin blanding af madlavning og kærlighed mellem herskab og tjenestefolk føles Anh Hung Trans nye film nært beslægtet med hans fortryllende debut fra 1993, Duften af den grønne papaja.
Den vietnamesisk-fødte franske instruktør har skabt en musikfilm, hvis musik er lydene fra et travlt køkken og en have, hvor fugle kalder, påfugle skræpper, og spætter spiller på tromme.
Fotograf Jonathan Ricquebourg bruger lav dybdeskarphed og flydende steadicam-bevægelser til at kærtegne kameraets motiver: et skåret løg, en bagt dessert, Eugénies nøgne krop set bagfra af Dodin og publikum – tilbagelænet på sin seng som Velázquez’ Rokeby Venus.
Dodin er en voyeur, men hans øjne belyser sjælen på lige fod med hans andre sanser. Hans eneste ønske, efterhånden som han ser sin elskede svinde ind, er at se hende spise den mad, han har lavet til hende.
Vi får del i hans nydelse og fornemmer hans smerte. Det er stor filmkunst.
