The Plague

The Plague er en bastardfilm, og det er ikke helt til at se det, hvis man ikke ved det. For nok er de fem hovedpersoner i The Plague fremstillet nøgternt, men efterhånden som deres hverdag begynder at flette sig ind i hinanden, forsvinder virkelighedens skær lidt efter lidt.

Det er ellers fem virkelige personer fra hjemstavnen – Barcelonas forstæder – som den spillefilmdebuterende instruktør Neus Ballús har sat i scene. Oprindelig skulle The Plague, der er i hovedkonkurrencen på Cph Pix, have været et portræt af netop hjemstavnen. Fire år tog det at lave filmen, og to af dem brugte hun på at opbygge et nært venskab med kvintetten.

Men i stedet for bare at forholde sig passivt observerende arrangerede Neus Ballús kollisioner mellem rollerne og sørgede for, at en egentlig handling tonede frem. Og pludselig var den dokumentariske skildring forvandlet til fiktion: et sted, hvor hovedpersonerne kunne udtrykke ægte følelser gennem en filmisk side af sig selv.

Alle fem er påvirket af den hedebølge, der plager hele Spanien. Den økologiske landmand Raül, hans moldoviske hjælper Iurie, den lille pensionist Maria, den filippinske sygehjælper Rosamarie og gadeluderen Maribel.

Åbningsscenen viser Iurie dokumentarisk og uden dikkedarer: med reallyd af gummisko mod gymnastikmåtter og dug på kameralinsen fra de kæmpende kroppe i en brydekamp i gulvhøjde.

Derefter panoreres der i lækre sepiafarver over de åbne landskaber i Barcelonas siestastøvede forstæder. Pludselig er der leget med filter og farvesætning. En sær – og desværre lidt generende – kontrast.

Titlens plage skal forstås både bogstaveligt og i overført betydning. Den er symbolet på den økonomiske krise, som hele Europa lider under. Men den er også helt konkret. Varmen får hvide fluer til at angribe Raüls økologiske høst, så han er nødsaget til at arbejde i en nærtliggende fabrik. Dermed kan han ikke tilbyde den kontrakt til Iurie, som er forudsætningen for dennes spanske opholdspapirer.

Den aldrende Maria kan ikke trække vejret i den kvælende varme og bliver indlagt på et plejehjem, som sygeplejeren Rosamarie hver dag vandrer til – ad støvede veje, forbi Raüls marker og forbi Maribel, der troligt sidder på sin stribede klapstol og venter på potentielle kunder, som sjældent standser op.

Hele filmen igennem er lydsiden krydret med løbende vejrudsigter foruden cikadernes varme summen og spansk guitarmusik. Hele Spanien holder vejret, mens de venter på regnen.

Filmens kronologi er lidt forvirrende, da den er optaget over så mange år. Historien foregår egentlig under en enkelt høstsæson, men Rosamarie klager over det hårde arbejde med ældre, som er nyt for hende – samtidig med at hun senere fungerer som mentor for en ung, filippinsk plejehjemsansat.

Til gengæld er de fem personer fantastisk naturlige foran kameraet.

Ensomhed spiller en rolle for dem alle. De er langt fra familie eller hjemland eller alene i alderdommen. Det er en stille film, og det klæder den – uden meget snak og ydre handling formår man alligevel at komme under huden på de fem mennesker og deres stille udvikling, og man tager del i deres sorger og glæder.

Især forkrøblede Maria skal fremhæves. Hun har levet hele sit liv på landet og af jorden. Med stive, gigtplagede fingre planter hun blomster og vander buske med en kæmpe schæfer ved sin side. Ulykkelig bliver hun anbragt på plejehjemmet, som hun senere stikker af fra – kun for at finde sin have vissen og næsten død. Man fornemmer, at hun ser det som en pendant til sit eget livsforløb. Og da regnen endelig kommer, er det uendeligt gribende, også for Maria, hvis øjne får fornyet glans og tåre i krogene.