Biografanmeldelse
24. maj 2017
Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge
Javier Bardem morer sig tydeligvis som den grumme Kaptajn Salazar, der er vækket til live fra de døde i halvrådden tilstand. Foto | Peter Mountain

Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge

Femte kapitel om de caribiske sørøvere skorter ikke på spektakulære søslag eller eventyrlig komik, men de gode karakterer er for længst smidt over bord.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Er pirater stadig seje?

Den kækt svajende Jack Sparrow, med dreadlocks og eyeliner og altid en fashionabel fjer på, var engang indbegrebet af cool, men han er blevet dummere for hver film, i takt med at Johnny Depp har forfinet gestikken til en manieret shtick.

I denne femte ombæring virker han som et kryds mellem en tungnem Indiana Jones og en falleret glamrocker. Men det har også sin charme.

Som da han forsøger at kravle over et hegn i stærkt fordrukken tilstand. Han vipper til den ene side og vipper til den anden – og falder så, med et enkelt, resigneret ”pokkers!”, på hovedet i en mudderpøl.

Der er ellers ikke meget nyt under den caribiske sol i seriens femte kapitel, der igen handler om en mytisk skat og en overnaturlig skurk med et gammelt horn i siden på Kaptajn Jack.

Skatten er Poseidons trefork, en magisk dims, der kan bryde alle havets forbandelser. Skurken er Capitán Salazar, en sejlivet piratjæger, der for år siden blev dræbt af den purunge dæksmatros Jack, men som stadig gør vandene usikre for ærlige sørøvere.

Javier Bardem er naturligvis veltilpas i skurkerollen. Salazar er modbydeligt skælmsk, og hans besætning af halvfordærvede halvdøde ligger i fin forlængelse af spøgelsespiraterne i seriens første kapitel, Curse of the Black Pearl.

I det hele taget klæder det historien at skue tilbage til de tidligere films eventyrlighed. Det gælder historien – denne gang er det Henry Turner, søn af Will og Elizabeth fra de første film, der agerer straight man over for den udsvævende Jack – og det gælder tonen, der særligt i første akt er mere vittig og veloplagt end i de senere film.

Roret er overladt til nordmændene Joachim Rønning og Espen Sandberg, kendt for Max Manus og den Oscar-nominerede Kon-Tiki, og de er håndfaste stemningsmanere.

Da den unge Henry som den første støder på Salazars fordømte pirater, sidder han i skibskachotten for ulydighed. Sørøverskibet toner sig næsten umærkeligt frem fra tågen, piraterne slagter de britiske soldater, og Henry følger slaget fra sin celle, hvor blodet drypper ned fra sprækkerne mellem dæksplankerne.

Man må gang på gang tage sin trekantede sørøverhat af for seriens produktionsdesign, der maner ”den gyldne piratæra” frem for hver en dollar af filmenes svimlende budgetter.

Særligt filmens første akt er svært god underholdning: veltimede vittigheder falder slag i slag og tjener som afbræk i de enormt orkestrerede action-sekvenser.

I Jacks introduktionsscene forsøger han at røve en bank ved at hive hele bankboksen ud gennem muren. Men den er stærkere end antaget, og pludselig trækker hans besætning hele bankbygningen bag sig gennem gaderne i den lille havneby, mens Jack halser bagstiv bagefter med ordensmagten i hælene.

På toppen af et hustag møder Jack den kvindelige hovedrolle, der også er på flugt, selv om hun protesterer, at hun ikke er ude på ballade. ”Sikke et trist liv,” replicerer Jack kækt og skubber hende ud over kanten.

Så længe filmen er respektløs og fræk, er man bragende godt underholdt, men det varer kun, indtil plotmekanikken sparkes i gang. Man taber gejsten i anden akt og pusten i tredje, hvor der fyldes på med action og uhyrlige farligheder, indtil søslagsspektaklet udfolder sig på bekostning af karaktererne.

Det er bare mindre spændende at se femten statister i simultan fægtekamp end at se to veletablerede karakterer i drabelig nærkamp, og serien lider under sin insisteren på, at større og travlere per automatik er bedre.

Der er heller ingen spor af den mættede uhygge, der gjorde, at man fik den første film tæt ind på kroppen. Spøgelsespirater er lige så almindelige i disse farvande som hjemmebrygget rom og en rusten kniv i ryggen.

Titel:
Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge

Originaltitel:
Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
Joachim Rønning, Espen Sandberg

Manuskript:
Jeff Nathanson

Medvirkende:
Johnny Depp, Javier Bardem, Geoffrey Rush, Kaya Scodelario

Spilletid:
129 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
24. maj

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
21. juli 2026
The Invite

The Invite

festivalanmeldelse
18. maj 2026
Tangles

Tangles

festivalanmeldelse
14. maj 2026
Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Biografanmeldelse
16. apr. 2026
I Was a Stranger

I Was a Stranger

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro