Pigen, moderen og dæmonerne

Svensk, solbeskinnet familieidyl. Pigen Ti fylder syv år og bliver fejret af mor, moster og morens mand.

Klip, så går moren fra manden i et voldsomt skænderi. Klip, så flygter Ti og moren til en hemmelig adresse, hvor ikke engang mosteren kan komme i kontakt med dem. Klip, moren smadrer tallerkner og limer dem sammen igen. Klip, klip, klip. Ting sker tilfældigt, uden sammenhæng. Så må Ti ikke gå på badeværelset. Hun kan tisse i et syltetøjsglas. Støt hober glassene sig op i lejligheden.

Moren har dæmoner. Blege skikkelser med stirrende øjne. De taler til hende, fester med hende, truer hende. Lurer i baggrunden og overvåger hendes mindste skridt. Lægger ord i munden på hende.

Dæmonerne eksisterer kun i morens hoved, men det gør dem ikke mindre virkelige. Slet ikke for Ti, hvis hele verden står og falder med, hvilken retning, dæmonerne styrer hendes mor i.

Barnets evne til at tilpasse sig selv de mest ekstreme omstændigheder er bemærkelsesværdig. Ligesom Ti holder man vejret og forventer, at morens humør hvert sekund kan slå om.

Mørket lurer lige under overfladen. Det er klart her, filmen fungerer bedst: I den snigende uhygge, den nagende fornemmelse af, at noget er lige ved at gå galt. Og i Tis hjerteskærende forsøg på at bekæmpe dæmonerne med alle tænkelige midler.

Det er moren og Ti mod verden. Moren formaner Ti om, at de er nødt til at opretholde facaden, når de bevæger sig uden for lejligheden, men det er samtidig hende, der oftest krakelerer og bryder med de sociale konventioner. I sine bedste øjeblikke ligner hun en glamourøs filmstjerne, en excentrisk kunstnersjæl med benene plantet i den kulturelle overklasse. I sine værste er hun nærmest dyrisk.

Pigen, moderen og dæmonerne er baseret på instruktør og manuskriptforfatter Suzanne Ostens egen opvækst med en psykisk syg mor, men det er ikke en socialrealistisk film. Den foregår i et surrealistisk og ofte barnligt naivt univers, hvor fantasi og virkelighed smelter sammen. Indimellem kammer morens vrangforestillinger og humørsvingninger over i melodrama, på bekostning af den psykologiske tyngde. Det er synd.

Til gengæld lægger filmen ikke fingrene imellem, når den viser de mange store og små omsorgssvigt, Ti udsættes for. De mest basale fornødenheder som rent tøj og faste måltider forsømmes, mens moren trækker sig længere og længere ind i sig selv og gradvist forvandler lejligheden til en kunstnerbule, et eventyrland og siden en losseplads, hvor stanken af affald og urin trænger ud i opgangen.

Omgivelserne bliver en afspejling af hendes sindstilstand, der i takt med, at den forværres, puster til en ulmende konflikt mellem mor og datter. Tis liv uden for lejligheden besværes af moren, og samtidig er Ti en hæmsko for morens totale isolation. Ti må ofte være mor for sin egen mor, men er stadig underlagt hendes kontrol og skiftende luner.

Hvis dæmonerne er filmens hovedskurk, må omverdens velmente passivitet være den sekundære.

Man undrer sig over, hvordan omgivelserne kan undlade at gribe ind, når Ti kommer i skole med fedtet hår, snavset tøj og tankerne fulde af morens dæmoner. ”Du kan komme til mig, hvis du har brug for noget,” siger en af naboerne, og lægger dermed ansvaret tilbage på Tis spinkle skuldre. Hvordan skal en syvårig pige kunne vide, hvad hun har brug for?

Plotmæssigt er filmen lidt løs i koderne. En sidefortælling med mosterens søgen efter sin søster og niece virker påklistret, og hovedhistorien kan ikke helt bære filmens længde på halvanden time.

Når den rammer plet, er den ikke desto mindre en gribende fortælling om barnets betingelsesløse loyalitet over for sin mor, men også om et spirende oprør – og det uskyldstab, det er at erkende, at ens forælder ikke er ufejlbarlig. Og alligevel elske dem på trods.