Biografanmeldelse
03. juli 2019
Piazzolla – The Years of the Shark
Karismatiske Astor Piazzolla på scenen med sin bandoneón, der kan minde om en harmonika og er et af de centrale instrumenter i tangomusikken. Foto | Idéale Audience

Piazzolla – The Years of the Shark

Astor Piazzollas musik og virtuositet på scenen bærer dokumentar om tango-geniet, der vil begejstre, selv om man ikke er en kender af genren.

Af Mikkel Krebs Behnke

I Argentina har tangoen en særlig plads blandt befolkningen. 

Siden dens opståen i 1880’erne langs bredderne af Rio del Plata i grænselandet mellem Argentina og Uruguay er musikken og ikke mindst dansen blevet udbredt til store dele af verden. 

I Danmark har tangoen ikke samme plads. Derfor vil navnet på den store Astor Piazzolla (1921-1992) måske heller ikke vække genklang hos mange herhjemme. Og det er synd. For vi har i sandhed at gøre med et musikalsk tango-geni, der har formået at vække en hidtil ukendt begejstring for genren. 

Man kommer tæt på manden og myten i Daniel Rosenfelds argentinske dokumentar. I et forsøg på at dekonstruere og rekonstruere den store og karismatiske musiker gennemgår vi sammen med sønnen Daniel Piazzolla hidtil private lyd- og videooptagelser. 

Men det er nu engang musikken, der er det bærende element i fortællingen og giver arkivbillederne nerve og sjæl.

Selv om man aldrig har lyttet til tango i sit liv, vil Piazzollas kraftfulde og stærke musik gøre indtryk og måske vække en ny interesse i genren hos tilskueren.

Piazzola – The Years of the Shark er historien om en af de største bandoneón-spillere i verden. Det er et instrument, der rent visuelt har meget tilfælles med harmonikaen. Men det er faktisk en helt særlig argentinsk version, der har været en af hovedinstrumenterne inden for tangoen.

Instrumentet fik Astor Piazzolla af sin far i en alder af ni år, da den argentinske familie var flyttet til New York. Faren insisterede på, at sønnen skulle spille, for han var overbevist om dennes geni. Tyve år senere følte Astor, at han havde opnået alt, hvad han kunne med bandoneónen. Han rejste derfor til Paris for at studere klaver-kompositioner og for at finde sin helt egen stil.

Men i stedet for at skifte retning i karrieren opdagede han, at hans personlige stil kom fra selve instrumentet, som han fik af sin far i barndommen: Han var stadig en tanguero.

Herefter besluttede han sig for at bruge resten af sit liv i Europa, USA og Argentina. Hjemlandet var hele hans liv forbundet med tvivl. For når man ændrer på noget, vil der altid være folk, der bliver utilfredse.

Astor Piazzolla revolutionerede tangoen, dels ved at fremhæve et enkelt instrument, dels ved at inkorporere jazz og klassiske kompositioner i tangoen. Men fornyelsen faldt ikke i alles smag, og han måtte leve med kritik fra tilhængere af den traditionelle tango.

Dokumentaren skildrer sammenstødet mellem Piazzollas nyskabende musik og de kritiske røster. Men Piazzolo – The Years of the Shark er ligeledes en rejse ind i kunstergeniets opvækst og familie gennem sønnens erindringer.

Her får man et indblik i et menneske med store op- og nedture og et til tider iltert temperament. Det er ikke kun virtuositet på scenen, men også simple kår som immigrant i New York og tider, hvor folk ikke vil købe hans musik, vi får præsenteret.

Det er en selvsikker, passioneret og stolt mand, der udgør Astor Piazzolla. Det er tydeligt, at Daniel Piazzolla holdt meget af sin far og var stolt over at have spillet i band med ham. Men han oplevede også farens brutalitet. Efter en kritisk kommentar, hvor han konstaterede, at faren var gået et skridt tilbage med sin musik, talte faren ikke til ham i ti år!

Også datteren Diana møder vi. Hun interviewede sin far om hans liv og virke for at skrive hans biografi. Portrættet, der males gennem datteren og sønnen, giver et intimt indblik i en mand og en familie.

Der er kød nok på historierne, men indimellem føles kunstnerportrættet for konventionelt. Hvem er egentlig Piazzola, og hvem gemmer der sig bag den offentlige person? 

Der er lavet et væld af den slags dokumentarer og fiktionsfilm. Med gode og dårlige resultater. Det er udmærket, at vi får lov til at opleve vores kunstnere på en dødelig måde. Men hvor var det dog en fornøjelse at se Nick Cave – 20.000 dage på jorden, der gjorde en dyd ud af at dyrke myten om Nick Cave.

Piazzola – The Years of the Shark slår gnister, når Astors tango-kompositioner fylder biografsalen. Under liveoptagelser fra koncerterne kan vi se den passion og energi, der stråler ud af Piazzola. Det er her, Rosenfelds dokumentar står stærkest.

Titel:
Piazzolla – The Years of the Shark

Originaltitel:
Piazzolla, los años del tiburón

Land:
Argentina, Frankrig

År:
2018

Instruktør:
Daniel Rosenfeld

Manuskript:
Daniel Rosenfeld, Fernando Regueira, Alejandro Carrillo Penovi

Medvirkende:
Astor Piazzolla, Daniel Piazzolla

Spilletid:
92 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
4. juli

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
20. dec. 2022
Dreyers Gertrud

Dreyers Gertrud

Boganmeldelse
17. juni 2022
Om kedsomhed

Om kedsomhed

Biografanmeldelse
03. maj 2022
Skolen ved verdens ende

Skolen ved verdens ende

Biografanmeldelse
25. apr. 2022
Jeg er Zlatan

Jeg er Zlatan

Nyhed
16. dec. 2025
Trump sagsøger BBC for dokumentar

Trump sagsøger BBC for dokumentar

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

King
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

King

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Mest læste

Solid biografi om Ove Sprogøe
Nyhed
10. dec. 2010

Solid biografi om Ove Sprogøe

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten