Pet Sematary

Om ikke andet er Pet Sematary en hulens god reklame for at blive boende i storbyen, hvor folk i det mindste kan høre dig skrige. 

Familien Creed flytter fra Boston til lillebyen Ludlow i den amerikanske nordøststat Maine. Vi er i Stephen Kings hjerteland, da gyseren er endnu en filmatisering af forfatterens roman Dyrekirkegården fra 1983. 

Mor Rachel og far Louis samt børnene Ellie og Gage når ikke at nyde naturidyllen længe, før ondskaben kommer krybende ind ad døren. 

Deres elskede kat Church – opkaldt efter Winston Churchill uden nærmere forklaring – findes død af familiens nabo Jud (en på samme tid hyggelig og uhyggelig John Lithgow). Han fører Louis langt ind i skoven for at begrave katten, som mirakuløst vender levende tilbage dagen efter. 

De har simpelthen gjort sig til herre over liv og død, men alt er selvfølgelig langt fra godt, når mennesket på den måde begynder at lege Gud. Church er ikke sig selv, og den i forvejen lurende stemning af snarligt blodbad forstærkes kun, da katten begynder at kradse alle og enhver. 

Og når døden senere kommer familien endnu nærmere i menneskelig form, er Fanden for alvor løs i Laksegade. 

Rigtigt meget er blevet skåret væk i trimningen af bogens 374 sider til en film på lidt over halvanden time. Kender man historien, er det særdeles effektfuldt, at manuskriptforfatter Jeff Buhler forholder sig frit til forlægget og fokuserer i højere grad på otteårige Ellie (Jeté Laurence) end på babyen Gage. 

Instruktørerne Kevin Kölsch og Dennis Widmyer har tidligere sammen stået bag et par tvivlsomme gysere. De er uden tvivl fans af Stephen Kings fortælling, og med det større budget, som forfatterens navn giver adgang til, skaber de et makabert univers, hvor dyremasker og dystre lyde er med til at sætte en ubehagelig grundtone. 

Det er dog især takket være gode skuespilpræstationer, at man trods alt køber familiemedlemmernes åbenlyst tåbelige valg om at lege med dødens endegyldighed. 

Jason Clarke formidler vanviddet i en desperat mand, der ingen midler skyer for at holde sammen på sin familie. Imens kommer filmens mest skræmmende øjeblikke i selskab med Amy Seimetz’ traumatiserede Rachel, der får flashbacks til sin barndom med en sengebundet og dødsdømt søster. 

Bangebuksen her kan ikke undsige sig for at have fået gåsehud og heftig hjertebanken nogle gange undervejs, og på den måde lykkes filmen med dele af sit projekt. Men der bliver – heldigvis eller desværre – ikke plantet en dybere frygt, som man tager med hjem og holder som sengemakker i flere nætter efter. 

Der er ellers undertoner af et interessant sammenstød mellem indiansk mytologi og drønende kapitalisme. Den mystiske jord, der kan bringe døde tilbage i live, gemmer sig godt inde i skoven, mens døden hele tiden lurer på landevejene i form af lastbiler, der kører som død og helvede. 

Den satiriske brod bliver dog trukket ud, da en lastbil midtvejs i filmen forulykker med tragiske konsekvenser til følge. Chaufføren er nemlig ikke en ansigtsløs inkarnation af ondskab, men blot en ganske almindelig mand, der bare passer sit arbejde. Her ville det have klædt filmen at gå hele vejen med sin – lad os være ærlige – lidt fjollede historie. 

Når nu filmen ikke helt formår at bide sig fast i nogen eksistentiel grundangst, er det ærgerligt, at den ikke oftere forsøger at blande lidt komik ind i uhyggen, så kontrasterne kunne stå klarere frem. 

Sigende nok er det sjoveste øjeblik til allersidst, hvor en cover-version af sangen Pet Sematary – skrevet af punkbandet Ramones til den første filmatisering fra 1989 – spiller under rulleteksterne. 

Teksten lyder: ”I don’t want to be buried in a pet sematary / I don’t want to live my life again.” 

Det er simpelthen morsomt i al sin sardoniske enkelthed. Hvis den nye film havde grebet historien an med samme grad af selvironi, ville man nok have været bedre underholdt.