Passengers

Der er opstået en ærgerlig uskik, som jeg bliver nødt til at starte med. Filmtrailere har det med at afsløre store dele af handlingen, og det er i høj grad tilfældet med Passengers, hvor der ikke er overladt mange overraskelser tilbage til filmen.

Så hold dig langt væk fra traileren, hvis du ikke allerede er faldet for fristelsen.

Jim Preston (Chris Pratt) er en ingeniør, der har købt billet til rumskibet Avalon med destination til planeten Homestead II. Det er en rejse, der tager 120 år, så de 5.000 passagerer og skibets mandskab er lagt i kunstig dvale.

Avalon er på autopilot.

Men Jim vågner op. Han er en handlekraftig og kløgtig mand, og han får derfor hurtigt skaffet informationer fra skibets mange computere. Det viser sig, at han er vågnet op 90 år før tid.

Det sovende mandskab er lukket bag sprængsikre luger, og det samme gælder skibets kommandodæk, men det forhindrer ikke Jim i at prøve at åbne dørene med alverdens remedier. Han sender selvfølgelig en elektronisk besked til selskabet om, at han er vågnet før tid, men fordi skibet skyder en fart af halvdelen af lysets hastighed, så er beskeden fremme om 30 år – og svaret om 150 år!

Jim går selvfølgelig i panik.

Alligevel indtræffer der sig en rutine. Der er en del robotter på skibet, men kun én androide – den meget charmerende bartender Arthur (Martin Sheen), der står bag den blankpolerede disk i en bar, som ligner den fra Ondskabets hotel.

Hvad gør man, når man er helt alene? Der er masser af mad og underholdning. Men selvfølgelig ender Jim med at drukne sorgen i alkohol. Hans fremtid er et langt liv i isolation, så hvem ville ikke ty til rusens virkelighedsflugt?

Chris Pratt gør det godt som den ensomme, splittede Jim. Man tror på hans desperation, da han er tæt på at tage sit eget liv. Han er splittet mellem rigtigt og forkert, ser på sig selv i spejlet og tigger: ”Gør det ikke.”

Efter et år vågner også Aurora (Jennifer Lawrence) op. Hun gør sig de samme tanker som ham, men han er der hele tiden til at svare på hendes spørgsmål.

Det er to af Hollywoods største stjerner på lærredet, og deres karisma er ikke til at stå for.

Aurora er journalist og forfatter. Hendes opgave er som den første i verden at skrive om, hvordan det er at flytte til en ny planet.

Nu skriver hun i stedet om sit og Jims liv på rumskibet. Hun fortæller, hvordan hun og Jim bliver forelskede og reflekterer over, at havde situationen været anderledes, havde de nok aldrig mødt hinanden. Men en af journalistikkens læresætninger hedder ”show, don’t tell”, så det er ironisk, at man mangler at forstå, hvorfor de bliver forelskede.

Hvad er det, de falder for hos hinanden – bortset fra, at de er alene og uden fremtid?

Desværre er der mange ting i filmen, som ikke giver mening.

Hvorfor er det kun bartenderen Arthur, der har et menneskeligt ansigt, når man får at vide, at der også er butikker og psykologer på rumskibet? Psykologerne burde have en menneskekrop, skulle man mene. Jim rejser på monkeyclass, så hans morgenmad er en kedelig, firkantet grynmasse, men til alle andre måltider spiser han af uransagelige årsager på lækre restauranter.

Filmen er instrueret af norske Morten Tyldum. Han har et sikkert greb om Hollywood-blockbusteren, hvilket han beviste med forrige års gribende The Imitation Game. Der er underholdning og en snert eftertænksomhed i Passengers, masser af smukke rumscener og overbevisende skuespil.

I perioder sidder man på kanten af sædet, åndeløs af spænding, for ikke alt er fryd og gammen på det ”ufejlbarlige” rumskib. Desværre vælger Tyldum en blød slutning og misser chancen for at føre en spændende filosofi til dørs.