Paradise

En toptrænet, afroamerikansk mand springer op af sengen, spænder bæltet på sit løbetøj og jogger hidsigt af sted.

Han løber igennem noget, som ligner indbegrebet af en angelsaksisk-amerikansk landsby, fred og ingen fare, idyl og godt naboskab. Smukke rustikke årgangshuse på begge sider af en å med ænder.

Bygden hedder Paradise ligesom serien og ligner netop et paradisisk fællesskab for det bedre, velbjergede borgerskab. Men som serien snart afslører, er det her stedet, hvor den tidligere præsident for USA holder til.

Indtil vor løbende mand – præsidentens livvagt Xavier– finder ud af, at præsidenten er blevet brutalt myrdet. Præsidenten var en senmoderne opdatering af den charmerende John F. Kennedy. Dameglad, mondæn og fordrukken, men nu ligger han altså på gulvet i sit soveværelse med et knust hoved.

Paradise holder sine intrigante kort meget tæt ind til historiens krop. Først afsnit afslører således meget langsomt og sparsomt, hvad det drejer sig om.

Der er tale om en konspiratorisk historie, hvor hovedpersonen Xavier mere og mere vikles ind i en labyrint, serien kun giver glimt af undervejs.

Men meget hurtigt går det op for os, at vi befinder os i en nær fremtid, hvor udvalgte folk bor i et landsbyagtigt fællesskab som en udvalgt og håndplukket overklasse.

Umiddelbart er Paradise en gængs præsident-thriller, hvor den amerikanske præsidents stab er snoet ind i noget lyssky snavs.

Men verdenshavene har rejst sig og oversvømmet den verden, vi kender, i denne aqua-dystopi.

Paradise er skabt kunstigt under jorden i en hule, hvor både solen, dyr og insekter er kunstige. Herligheden er skabt af stedets millionøse stabschef, som kaldes Sinatra, fordi hun ligesom Frankie Boy er leder af en dominerende klike, The Rat Pack. Og som alle andre i serien er hun samspilsramt – hun mistede sin elskede søn i en meget ung alder.

Mens standhaftige Xavier leder efter spor som i en whodunnit, får vi i fragmenterede flashbacks indblik i personernes fatale fortid. Alt sammen under vejledning af en psykoterapeut, som kan mere end sin Freud og sit fadervor.

Hun spilles med dobbelttydig empati og sinister sympati af Sarah Shahi. Og så er der alle de andre sikkerhedsvagter, som muligvis har spillet fordækt eller blot haft en gedulgt hyrdetime, mens præsidenten sov sin knapt så søde søvn.

Serien er bestemt ikke bange for at trække handlingen i langdrag og lade mystikken brede sig som tæt tåge. Stærkt underholdende må man sige, selv om motivet til mordet på den tidligere præsident er lagt ud som et speget puslespil med brikker som brudstykker af en arabesk.

Sterling K. Brown er ferm som den sammenbidt standhaftige Xavier med et forfærdeligt faderkompleks. Han er alenefar med to børn, hvoraf den ene går i skole med ekspræsidentens søn. James Marsden er den charmante, tidligere magthaver som med et glas whisky i hånden skødesløst spørger sine omgivelser, hvorfor de i alverden stemte på ham som præsident i sin tid.

Men stærkest er skuespilleren Julianne Nicholson som den magtfulde bidronning, der har arrangeret dette underjordiske paradis, men glemt, at der altid er mindst én slange sådan et sted. Hendes fremtoning er som en Lady Macbeth uden en mage.

Efter de første tre afsnit er Paradise en inciterende blanding af antydningsvis gådefuldhed som ringe i vandet og den gængse ramasjangserie, hvor de fleste kører i store muskuløse biler, og mænd går i sort jakkesæt, har en pistol i bæltet og en øresnegl med snoet hvid ledning. Og kvinder i næsten samme jordfarvede outfit, smurt pistol og stilethælet sko.

Mystikken breder sig, så lad os håbe, at den forhåbentlig letter til sidst med en nogenlunde sandsynlig slutning.