Palme

Olof Palme blev skudt på åben gade den 28. februar 1986. Det er et sådant tidspunkt, hvor alle husker, hvor de var, da døden slog til, og nyheden brød løs. Jeg var tilfældigvis sammen med forfatteren Maj Sjöwall, da hun blev ringet op fra Stockholm om attentatet foran Grand Biografen.

Det kom som et chok for os alle, men ikke mindst for hende, som sammen med gemalen Per Wahlöö allerede elleve år før havde henrettet Olof Palme i deres sidste og tiende bind om Martin Beck og co., Terroristerne. Men reelt havde han været den gennemgående skurk i de meget venstreorienterede forfatteres romancyklus om det socialdemokratiske Sverige som én stor forbrydelse.

At Palme allerede var dræbt i fiktionen af epokens verdensberømte svenske forfatterpar, kommer instruktørerne Kristina Lindström og Maud Nycander ikke ind på i deres sobre og noble film Palme. De nævner, at han havde fjender i begge lejre, at den kulturinteresserede Palme desværre lagde sig ud med Ingmar Bergman og Astrid Lindgren på grund af skat. Samt at hans varme støtte til nationens atomkraftværker fik Sveriges kulturelite – i hvert fald til venstre for midten – til at vende ham ryggen i selskabslivet.

De to instruktører viger heller ikke uden om, at Olof Palme stak en løgn, når det passede ham og hans kram. Men ellers taler vi helt klart om en hagiografi, en helgenskildring af en af Sveriges største politikere nogensinde. Idealisten, der var en dreven retoriker, som verbalt og sarkastisk ikke skånede nogen, pacifisten, der som en af de få statshoveder på vore breddegrader blev skudt død med en gemen seksløber.

Fra begyndelse til slut bruges attentatet som en ramme, hvori hele Palmes liv foldes ud. Overklassedrengen, hvis far var konservativ forretningsmand, og hvis mor var baltisk adelsfrue. Den sidste talte han tysk med, når han ellers ikke talte fransk med husets guvernante. I 1949 i en alder af 22 år blev han medlem af Socialdemokratiet. Årsagen til dette såkaldte klasseforræderi gav han selv. Han havde oplevet USA’s mange fattige mennesker, da han som ung student i slutningen af 40’erne blaffede rundt i landet.

Meget hurtigt bliver Palme statsminister Tage Erlanders højre hånd og hele hjerne. I 1969 får han så selv magten og æren over det store socialdemokratiske parti, som havde siddet over 30 år ved styret i Folkehjemmet. Palme er som statsminister alle dage kontroversiel og ved sine meningers mod. Som første vestlige statsoverhoved besøger han Fidel Castros Cuba. Han kritiserer åbent USA’s Vietnamkrig og synes på alle måder internationalt at være den sten i skoen, der gør, at Den kolde krig på denne side af Jerntæppet ikke altid gik i takt. På grund af ham havde Sverige og USA i to år ikke diplomatiske relationer, og de respektive ambassader var lukkede i de respektive hovedstæder. 

Historien glider kronologisk og episk veloplagt af sted med indlagte interviews med venner og bekendte og meget få fjender. Alle er enige om hans intellektuelle begavelse, hans eminente talegaver, men også om hans aggressive hidsighed og meget, meget onde tunge, når noget ikke passede ham. Han skød for at dræbe i hvilken som helst debat, han deltog i. Filmen viser da også glimt af disse fabelagtige slagsmål fra talerstol eller på tinge.

Nu og da er filmen lidt for svensk indforstået. Du får her og der kun en flig af en sag, som var en skandale dengang. Rørende er interviewet med enken og de to sønner, som i sin tid blev mobbet på grund af faderen. Slutningen kender vi jo desværre, men er det en kliche at sige, at han døde på højden af sin bane og karriere? Og at Sverige aldrig bliver det samme efter hans tragiske død? Det synes i hvert fald at være filmens sidste punktum for en meget pæn, men også lidt kedelig fortælling om et stort menneske. På godt og her meget lidt ondt.