Påfuglen

Det starter med lyden af flammer. Så billedet: en golfvogn i brand. To hvidklædte golfspillere spurter over green’en med hver sin brandslukker og får ilden slukket. Undervejs hvisker den ene: ”Ikke for hurtigt! Så – nu kommer de.”

Den østrigske debutant Bernhard Wenger har skabt en film fuld af selviscenesættelser, som her en heltedåd i overklasseland for et intetanende publikum.

Sammenlagt er Påfuglen en perle, der balancerer mellem satire, sortkomisk menneskestudie og tordnende civilisationskritik. Superintelligent doseret, så show, humor og visdom følges ad.

Filmen er en formfuldendt fortælling om, hvordan vores moderne liv er blevet til transaktioner af anerkendelse. Vi er, hvem andre tror, vi er.

Hovedpersonen Matthias arbejder for firmaet My Companion, hvor man kan leje den ideelle ledsager i enhver tænkelig livssituation. Han er ikke sexarbejder, men en relationel kamæleon.

En troværdig søn til en 60-års fødselsdag. En pilot, når skolen har hvad-laver-min-far-dag. En intellektuel kæreste med musikteoretiske oneliners til det borgerlige middagsselskab. Alt sammen med diskretion og en rolig, empatisk mine. Ingen følelser, bare service og fingerspitzgefühl.

Filmen føjer sig ind i en særlig tradition for østrigsk sort humor, hvor det absurde og det tragiske går hånd i hånd. Man tænker uvilkårligt på navne som Ulrich Seidl og Jessica Hausner, der afdækker den menneskelige groteskhed i stramt kontrollerede universer.

Hos Wenger er virkeligheden klinisk og forstadsblød: hvide vægge, stilrene overklassehjem, semiautomatiserede køkkener.

Det er et univers, hvor uhyggen ikke kommer fra mørket, men fra fraværet af konflikt og spontanitet. En verden så pæn, at man næsten glemmer, at der er mennesker i den – lige indtil ét af dem begynder at gå i stykker.

Matthias’ egen evne til at adskille sine roller begynder at svigte, da hans kæreste slår op med ham. Hun kan simpelthen ikke få autentiske reaktioner ud af ham – selv om hun prøver med meget kreative greb.

Hans identitet bliver porøs. Hver ny kunde, hver ny flirt og hver ny opgave bringer ham tættere på det værst tænkelige: kontroltabet. Og snart spiller ikke kun han, men også hans omgangskreds en form for roller, han ikke kan analysere sig ud af.

Påfuglen deler åndeligt dna med Ruben Östlund og Yorgos Lanthimos og deres fingerfærdige, ofte frygtindgydende portrætter af menneskeligt selvbedrag og sociale ritualer – tænk Force majeure møder The Lobster.

Men Wenger har sit eget blik. Ikke mindst stilistisk: Igen og igen klipper han abrupt i scener og lader skurrende, malplacerede baggrundslyde holde publikum fra at forsvinde ind i fiktionen.

Filmen er ikke så meget en sten i skoen som en stemme i din øresnegl, der siger: Ja, det er sjovt og grotesk, men er det ikke også sandt?

Der gemmer sig et ubehageligt spørgsmål i filmens midte. Hvad sker der, når relationer bliver transaktionelle? Når nærhed og anerkendelse udskiftes med professionaliserede versioner af samme?

Jeg griner højt, da Matthias prøver at bruge sit fuldautomatiske musiksystem, og det så går i clinch med lysstyringen. Han taber til den teknologi, der giver ham kontrolfølelse.

Samtidig er der uroen over, hvor tæt jeg selv er på at opføre mig som Matthias. Var det billede, jeg lagde på Facebook i går, ikke lige vel håndplukket?

Wenger lader den menneskelige konsekvens sive mellem linjerne.

Påfuglen er en overlegen debut, der med ro og præcision laver filosofiske ridser i den moderne civilisations fernis. Wenger leger kispus med publikum, men formår gradvist at gøre sin antihelt levende – som en Truman i et selvskabt The Truman Show.

Det gør filmen indbydende, overraskende og menneskelig – og derfor også universelt vedkommende. Fem store påfuglefjer herfra.