På hvis skuldre – Lars von Trier kuraterer

Lars von Trier er kurator på en udstilling, der skal vise malerier, tegninger og dokumentarfilm, som har været afgørende inspirationskilder for hans film.

Det sker på Willumsen-museet, der er delvist genåbnet efter en omfattende ombygning, og det er lykkedes museet at låne en imponerende mængde af disse hovedværker til udstillingen. Samlingen er så rig, at udstillingen til tider kunne have haft gavn af lidt mere plads omkring værkerne.

I en lille film om udstillingen møder vi den nu 70-årige Trier, stærkt mærket af Parkinson. I en åbenhjertig samtale med datteren Agnes Trier beretter han, hvorledes han som ung ville være maler. Og udstillingen viser et stort selvportræt fra 1975, På vej til Zarathustra, hovedpersonen i Nietzsches berømte bog om overmennesket. 

Så film blev hans andet valg, men påvirkningen fra malerkunsten fortsatte. Som Trier forklarer: ”Jeg har planket det hele. Men som David Bowie sagde, da en eller anden tilstod at have hugget noget fra ham: ’You can’t steal from a thief.’” 

Udstillingen følger trådene tilbage til især slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede med billeder af for eksempel Vilhelm Hammershøi, Edvard Munch, Thorvald Bindesbøll, J.F. Willumsen og også August Strindberg med dæmoniske naturbilleder, som han skabte ved siden af forfatterskabet. 

Trier bemærker, at ”Strindberg – ligesom Edvard Munch – gjorde sine egne kriser til kunstnerisk materiale”. Trier er kun i mindre grad inspireret af sin samtids malerkunst, men griber tilbage i fortiden omkring fin de siècle. 

En række af de mest ikoniske billeder i Triers film henter deres inspiration fra denne epoke, og det er deres skuldre, hans film står på. Samtidens abstrakte malerier har ikke været Triers hovedret, selv om han fik Per Kirkeby til at bidrage til Breaking the Waves, Dancer in the Dark og Antichrist. 

Kun billeder, der udtrykker voldsomme følelser, har haft hans interesse. 

I rollen som kurator skriver Trier kommentarer til en række af de billeder, som han har ønsket udstillet.

Han beskriver således Munchs Det syge barn (1925) som et udtryk for malerens personlige smerte. Og han fortæller om, hvorledes de psykiske lidelser, som en række af datidens malere og forfattere har lidt af, kommer til udtryk i deres værker og har været en central påvirkning for ham. 

Han finder den svenske Carl Fredrik Hills billeder efter sindssygen særligt interessante og oplever et slægtskab med den måde, flere af datidens kunstnere – som Edvard Munch og August Strindberg – fik psykiatrisk behandling i København og omegn. Han omtaler sig selv som ”idiot” med en slet skjult henvisning til Idioterne. 

I værker som Skriget emmer det af de følelser af smerte, angst og magtesløshed, som også har præget Triers liv og værker. 

”Det er de megalomane kunstnere, som har interesseret mig. Man kan vel godt kalde det ’entartet’. Kunstnere, som har insisteret på at lave det, de ville. Det er det samme, jeg har gjort. Det gælder om at være stædig. Det er mit bonmot. At sige rend mig i røven. Alle de folk, som er med i det her, blev set som idioter i deres samtid. Det kan jeg spejle mig i,” siger instruktøren i museets smukke og prægtige bogudgivelse, der har titlen På hvis skuldre – Lars von Trier og billedkunsten. 

I bogen reflekterer Lars von Trier, forfatteren Karl Ove Knausgård, kritikeren Lilian Munk Rösing og flere andre over de mange malerier og skulpturer, der optræder i hans film. Blandt de kunstnere, Trier selv fremhæver, er Rudolph Tegner, hvis værker aldrig har nydt samme eftermæle som mange af hans samtidiges. 

For Trier synes Tegner imidlertid at repræsentere noget centralt: en dyrkelse af oprøret, det grænseoverskridende og den nietzscheanske forestilling om overmennesket. 

Det er beslægtet med den leg med provokation og tabuer – herunder nazi-referencer – som fra tid til anden har præget instruktørens offentlige persona og skabt skandaler. Mest berømt på Cannes-festivalen i 2011, hvor instruktørens konflikt mellem jødisk og tysk identitet gødede hans trang til overskridelse. 

Man kan se denne trang som forbundet med Triers vedvarende optagethed af identitet, skam og mindreværd. De følelser, som skildres så stærkt i eksempelvis Idioterne, får hos ham ofte deres udtryk i handlinger, der bevidst udfordrer sociale normer og god smag. 

Provokationen bliver dermed ikke blot et kunstnerisk greb, men også en måde at bearbejde og iscenesætte konflikter i forholdet til sig selv og omverdenen. 

Peter Watkins’ tre timer lange hybrid mellem dokumentar og spillefilm, Edvard Munch, har haft en særlig betydning for Trier. Filmen bidrog til en forestilling om kunstneren som mere end en håndværker, og dens illusionsbrud har sat tydelige spor i hans egen tilgang til filmmediet. Hele filmen vises på udstillingen, hvor den med fordel kunne have været tekstet. 

Der bliver også plads til at hylde Jørgen Leth og Per Kirkebys poetiske kortfilm Dyrehaven: Den romantiske skov (1970), der viser årstidernes skiften i naturparken. 

Udstillingens signaturbillede, Hammershøis maleri Fem portrætter (1901-02), havde en ”nærmest magisk tiltrækning” på den unge Trier, som han i en alder af nitten år drog til Stockholm for at se. Billedet er mørkt, og fem ældre mænd, Bindesbøll, Hammershøi, Karl Madsen, Willumsen og Carl Holsøe, ser strengt ud mod tilskueren, siddende ved et bord, som Trier opfatter som en kiste. Død og forgængelighed omgiver de fem kunstnere. 

Men kunstnernes virke er jo ikke ligefrem dødt. Tværtimod lever både kunstnerne og instruktørens værker i denne udstilling, der på forbilledlig vis dokumenterer, hvorledes forskellige kunstgrene påvirker hinanden og giver dem et evigt museumsliv. 

Udstillingen beriger indsigten i Lars von Triers kunst og i hans livs udfordringer.

I 1975 skabte Lars von Trier selvportrættet På vej til Zarathustra og indsendte det som en del af sin ansøgning til Kunstakademiet. Optagelse blev det dog ikke til. I dag siger han, at han godt forstår, hvorfor den ”prætentiøse Lars” ikke kom ind.