Ozark

Det går ikke stille for sig i første afsnit af Netflix’ neo-noir-serie Ozark.

Marty Byrde (Jason Bateman) er finansiel rådgiver i Chicago. Ud over at rådgive almindelige kunder har han i ti år hvidvasket penge for det næststørste narkokartel i Mexico sammen med sin kompagnon Bruce.

En dag får de besøg af kartellets udsendte, Del. Der mangler otte millioner dollars, som Bruce har trukket ud af regnskaberne. Del begynder at dræbe de ansatte, og med pistolen for panden kommer Marty i tanke om den turistbrochure, han har i lommen.

I et sidste, desperat forsøg for at redde sit liv får han Del til at indse, at naturreservatet Ozark i Missouri kan være et nyt marked for kartellet. Marty får 48 timer til at skaffe de stjålne penge og komme til Ozark, hvor han skal starte hvidvaskningen.

Marty finder samtidig ud af, at hans kone har været utro, hendes elsker bliver dræbt, og da familien endelig lander i naturskønne Ozark er situationen livstruende desperat.

Hvad der kan synes som en mindre troværdig præmis for en middelmådig serie bliver med skarp æstetik og fænomenale skuespillerpræstationer til en intelligent, psykologisk thriller.

Jason Bateman, bedst kendt som Michael Bluth fra Arrested Development, er en fryd at følge. Alt, hvad han gør, føles troværdigt – lige fra de familiære skænderier med konen Wendy (Laura Linney) og de to børn Charlotte og Jonah til de hårde forhandlinger med Ozarks obskure indbyggere.

Han kan levere en replik, et blik eller en simpel panderynke på en måde, så man øjeblikkeligt forstår, hvor han vil hen. Og det med en karakter så fornøjeligt kompleks som Marty.

Men der er solide skuespillerpræstationer over hele linjen.

Laura Linneys Wendy er ikke en hvilken som helst hausfrau. Hun er en hård negl, der forsøger at komme op med egne planer for hvidvaskningen, samtidig med, at hun er ved at bryde sammen.

Parret begynder at opkøbe etablissementer i Ozark, som kan bruges til formålet. Til at starte med caféen The Blue Cat Lodge, men senere også en stripklub, hvor Marty med deadpan-ansigt holder personalemøde.

Redneck-familien Langmore bliver central. Her brillerer Julia Garner (The Americans) som den spinkle pige med proptrækkerkrøller og Tupac-t-shirt, der forsøger at få fat i de mange millioner, imens hun kæmper med sine egne, familiære problemer.

Det hele samles i det gudesmukke Ozark, der efter at have set serien er kommet på min ønskeliste over rejsemål. De gigantiske søer og de grønne skove skaber et samfund, der er centreret omkring søerne. Når der holdes gudstjeneste, gøres det til vands, hvor de mange motorbåde samles for at høre præsten tale.

Alle husene ligger ud mod vandet, både villaer og trailerparks. Det giver en pudsig sammensætning af nyrige, der lever af turismen, og rednecks, som ernærer sig på mindre lovlig vis.

Ligesom i mesterlige Breaking Bad og True Detective har lokaliteten afgørende betydning for Ozark. Reservatet gennemsyrer den visuelle æstetik, hvor søernes blågrønne skær farver hvert et billede.

Det er ikke den eneste lighed.

Ozark benytter sig også af en fortællestruktur, hvor der leges med seerens forståelse. Hvert afsnit starter med en scene, som der vendes tilbage til i slutningen, hvor den har fået helt ny betydning.

Titelsekvensen indeholder et stort ”O”, hvori der er fire forskellige piktogrammer. Eksempelvis en kikkert, en mus, en stige og et glas med øjne, som opsummerer afsnittets handlingselementer. Det kan have været en gimmick, men serieskaberne Bill Dubuque og Mark Williams har formået at skabe en serie, der er konstant overraskende.

Det langsommelige tempo, der sænker sig over serien, så snart vi ankommer til Ozark, kan dog indimellem føles lidt for langsommeligt. Nogle plottråde når heller aldrig i mål, men alt det tilgives på grund af de overordentlige dygtige karakterstudier.

Endelig en serie, der ikke opererer med stereotyper, men rent faktisk skaber hele personligheder.