Over the Years

Hverdag og rutine i den nederste del af arbejderklassen er ikke, hvad man i journalistisk forstand ville kalde ”en god historie”.

Men det er emnet i Nikolaus Geyrhalters tålmodighedskrævende dokumentar, der følger en gruppe skæve eksistenser, som hutler sig gennem tilværelsen i en østrigsk udørk, Waldviertel nær den tjekkiske grænse. Spørgsmålet er så, om der alligevel kommer en god historie ud af det.

I en længere montage introduceres vi for fabriksdronerne, der trisser rundt på den slidte tekstilfabrik og tilser de grøn-emaljerede evighedsmaskiner. Her er ikke en sjæl under 40, og alle passer deres arbejde med en adstadig, verdensfjern ro.

”Jeg holder mig for mig selv og går ikke så meget ud,” forklarer en adstadig herre. ”Så for mig er det en ideel arbejdsplads.”

En afslørende scene viser en kvinde, der indpakker stofbleer. Hun forklarer, at de ryger direkte på lageret. ”De unge bruger jo Pampers,” som hun konstaterer. Og da instruktøren bag kameraet spørger, hvad hendes børn brugte, kigger hun op: ”Pampers.”

Det holder selvfølgelig ikke i længden, og da fabrikken lukker, begynder filmens egentlige historie. Geyrhalter lader tålmodigt sin historie tage form over en tiårig periode, hvor han med jævne mellemrum vender tilbage for at se til sine interviewpersoner, der på forskellig vis bliver påvirket af lukningen.

En sekretær fra fabrikken samler mod til sig og springer ud som Tupperware-sælger. Den stadig ældre Hr. Stemper, der bor hos sin mor, får tiden til at gå med at kuratere sin imponerende samling af schlager- og folkemusik.

Et ægtepar sumper hen i jobcenterhelvedet uden noget at udfylde hverdagen med: ”Skovle sne, gå med hunden, det er det eneste, du kan gøre. Om aftenen går du med hunden igen.”

”Ja, og ser tv,” indvender manden. Hun nikker. ”Ser tv, og så er det allerede aften.”

Alle henvender de sig direkte til kameraet. Først i nænsomt opstillede kompositioner a la landsmanden Ulrich Seidls sindrige tableauer, og efterhånden bliver kameraet mere mobilt. Et stilistisk skift, der lidt gavmildt kan siges at understrege usikkerheden i livet hinsides fabrikken.

Geyrhalters antropologiske projekt er beundringsværdigt, og giver en til tider fascinerende indsigt i en støvet verden, hvor man stræber efter et 40-årigt samlebåndsjob, og omstillingsparathed er et eksotisk låneord fra storbyen.

Vikarjob kommer og går, mens personerne fordriver tiden med hund eller hobby, det gråsprængte hår bliver hvidt eller permanentet, grimme børn bliver til grimme teenagere, og som tilskuer kan man ikke gøre andet end se til, mens vommene vokser.

”Nå, du kan nok ikke bruge noget af det her, vel?” spørger en ældre herre på et tidspunkt efter en længere tirade om hans medicinske skavanker.

”Det ville jeg ikke være så sikker på,” svarer instruktøren bag kameraet. ”Det kommer til at tage et stykke tid at samle det hele.”

At se det hele kræver også en vis tidsinvestering. Med en spilletid på over tre timer er det en helaftensaffære, og selv om det noget diffuse fokus på papiret er en ærlig og naturalistisk tilgang, er det i praksis svært at holde interessen.

Interviewpersonerne er jo ikke exceptionelle mennesker, og det er filmens begrænsning. Deres historier kredser om dagligdagens trummerum, og ingen åbner sig for alvor op for kameraet, men svarer henkastet på instruktørens spørgsmål. Hvordan går det? Fint.

Så ros til Geyrhalter for at fortælle en overset historie. Men en god historie er det ikke.