Our New President

Filmen er fuld af propaganda.

Det er kosteligt underholdende optagelser, som den prisvindende, russiske dokumentarist Maxim Pozdorovkin har gravet frem fra russiske tv-stationer i Our New President.

Tag et portræt af Hillary Clinton, som blev vist på russisk tv under den amerikanske valgkamp. Her fremstilles hun som dødssyg, og det fremgår, at hendes bodyguard faktisk en personlig læge.

Men Hillary er ikke bare fysisk svækket. Hun indledte sin advokatkarriere med indædt at forsvare en pædofil. Og siden hendes tid som førstedame i 1993 er folk omkring Hillary blevet dræbt af mystiske årsager.

”Killary,” står der på skærmen, og ordet afslutter det første af otte kapitler i dokumentaren med overskrifter som ”Det 21. århundredes propaganda”, ”Informative pandekager” og ”Nyt fra Ostankino-tårnet”. Ostankino er vel at mærke et 540 meter højt tv-tårn i Moskva bygget som sovjetisk propaganda-apparat.

Som navnene på kapitlerne afslører, er filmen ikke skarpt delt op, men et stort sammensurium af fake news. Alt i alt en lang række udvalgte klip fra russiske medier og absurde YouTube-videoer fra pro-Trump-russere, der skaber en satire over Rusland.

Til tider akkompagneret af cool jazzsaxofon og amerikansk smadderguitar a la Neil Young. Guf for ørerne som et krydderi til de mange opsigtsvækkende nyhedsindslag, der gør selv en TV 2-reportage om dansktalende somaliere i Vollsmose til en bagatel af selvskabte nyheder.

Underholdningen fortsætter.

Det viste portræt af den nyslåede præsident Donald Trump er positivt. Præsidenten hverken drikker eller ryger. Hans kone er elsket af pressen, og endelig er der en skønhed i Det Hvide Hus, lyder det i medierne. Trump er også en rigtig mand. En kølig forretningsmand, der næppe vil bevare Det Hvide Hus’ ”salathave”, som Obama-parret anlagde og gik ture i.

Men ikke nok med det. Putin ønskede Trump tillykke, før Obama gjorde det. Og da sidstnævnte gav råd på tv i sofaen til Donald Trump, flagrede Barack Obama med hånden, som om han var i junglen.

Wouw!

Man sidder uafladeligt tilbage med det indtryk, at russiske medier er et stort propaganda-apparat fuld af gylle. Og at det påvirker russerne. I et utal af privatoptagelser ser vi russere hylde Trump med musik, tale og sågar spådomme.

Instruktør Maxim Pozdorovkin står også bag Pussy Riot: A Punk Prayer, der handler om fængslingen af medlemmer fra det russisk-feministiske punkkollektiv, og han har med rette et kritisk syn på Putins jerngreb om magten.

Men spørgsmålet er, om Our New President ikke selv manipulerer?

De i alt 80 minutters optagelser bliver vist uden deres kontekst, uden analyse og uden at blive sat i perspektiv. Samlet set er det noget rod og ikke særligt dokumentarisk.

De tydeligvis nøje udvalgte indslag skaber et konspiratorisk skræmmebillede, hvor det er svært at se forskel på hjemmevideoer og nyhedsindslag. Man skal være vågen for at opfatte, at Hillary Clinton bliver udsat for voodoo og beskyldt for at have skabt ISIS i en hjemmevideo og ikke i et af de mange nyhedsindslag, der vises.

I bedste fald er filmens manipulation om mediers manipulationer et højpandet, ironisk kunstgreb.

Det taler til seriøsitetens fordel, når filmen beretter om Putins oprettelse af det statsejede, internationale medie Russia Today, der når ud til millioner af seere verden over. At lederen for RT ikke tror på objektive nyheder, men på russiske værdier.

Et kort kig på Russia Todays hjemmeside viser da også, at Russia Today både er Putin-venlig og mangler en reel politisk debat om præsidentvalget på søndag. Men der er et godt stykke til dokumentarens skræmmebillede af kanalen.

Overdrivelse fremmer forståelsen, og der er ingen tvivl om, at Ruslands regering har en kritisabel styring af landets medier. Det er udelukkende i det lys, at denne ikke særligt afrundede eller perspektiverende ”dokumentar” har sin berettigelse.