Operation Varsity Blues

Stærke dokumentarer kan tage udgangspunkt i selv de fjerneste miljøer og mest outrerede subkulturer. 

Det er Fyre – om den skandaløse musikfestival af samme navn – et eksempel på. På papiret har emnet et smalt sigte, men instruktøren Chris Smith løfter filmen til at være et fascinerende portræt af influencer-kultur. 

Nu har Smith lavet en ny dokumentar: Operation Varsity Blues – Bestikkelse på USA’s eliteuniversiteter. 

Igen er emnet umiddelbart for smalt til et internationalt publikum, og desværre formår instruktøren denne gang ikke at sige noget særligt om amerikanerne. 

Selv om Netflix-filmen ser flot ud, og emnet er nok så væsentligt, formår den trods en spilletid på blot 100 minutter at være kedelig tenderende til det søvndyssende. 

Filmen begynder ellers lovende. 

Det er ganske interessant at få et indblik i universitetsskandalen, som de fleste herhjemme nok har glemt, men som i 2019 vakte stor forargelse blandt i USA. 

I den ekstremt prestigeorienterede del af landet vil unge og i særdeleshed deres rige og forfængelige forældre gøre alt for, at deres børn kommer ind på de rigtige universiteter: Harvard, Yale, Princeton og andre uddannelsesinstitutioner, som også ambitiøse danskere higer efter at blive optaget på. 

Hybriddokumentaren skildrer Rick Singer (i dramatiserede rekonstruktioner spillet af Matthew Modine). Mod klækkelig betaling skyr han ingen midler for at få selv den mest gennemsnitlige og nogle gange uegnede studerende ind på et eliteuniversitet. 

Historien vakte især forargelse, fordi også kendte og grådige tv-stjerner og influencere snød sig ind på skolerne på bekostning af almindelige mennesker, der var mere kvalificerede. 

Skuespilleren Lori Loughlin (tv-serien Hænderne fulde) blev i december løsladt fra fængslet efter at have afsonet to måneder. Både hende og ægtemanden blev ligesom Felicity Huffman (Desperate Housewives) dømt skyldige i bestikkelse. 

I dokumentaren lærer vi, hvordan den arbejdsomme Rick Singer i ledtog med forskellige folk fra skolesystemet pynter på de unges cv og hjælper dem med at snyde i alskens prøver. Han er god til det, og på tværs af de forenede stater ringer prestigehungrende forældre for at få Singers hjælp. 

Det er især de telefonsamtaler, filmen slår sig op på. 

FBI har båndet opkaldene, og folkene bag dokumentaren rekonstruerer samtalerne med skuespillere, så det ligner en svindlerfilm fyldt med dristige kriminelle. Det er et originalt og overbevisende greb, som giver følelsen af at være fluen på væggen, mens den skruppelløse Rick Singer snyder systemet. 

Problemet er bare, at filmen ikke har meget andet at byde på end de efterhånden ensformige telefonsamtaler. Mens Singer taler i telefon, foretager han sig mere eller mindre ligegyldige ting som at vande blomster, skænke sig et glas vand eller spankulere ved svømmebassinet. 

Halvhjertet forsøger filmen også at forklare, hvem Singer er. Det lykkes ikke. Vi får at vide, at hans kontante attitude måske skyldes, at han tidligere har været basketballtræner, men nærmere kommer vi ikke hans drivkraft som kynisk kriminel. 

Når Rick Singer ikke taler i telefon, sidder eksperter og kigger ind i kameraet, mens de i mindste detalje forklarer, hvordan skurken har snydt med diverse prøver. 

Den studerende skal bestå en SAT-test eller ACT-test, og svarer den studerende på en bestemt måde, kan man score flere point. 

Singer hjælper med at snyde, men det er svært at forstå, hvad snyderiet nøjagtigt består i. Om det skyldes, at det er for kedeligt eller for kompliceret, er svært at sige. 

Indimellem lurer de store og universelle temaer om grådighed og prestige. Man aner konturerne af en bedre film. 

Den fortoner sig dog hurtigt igen.