Biografanmeldelse
10. maj 2022
Operation Mincemeat
Colin Firth (yderst th.) spiller den autentiske kommandør Ewen Montagu, der iscenesætter et lig som en strandvasker og giver ham en opdigtet identitet for at narre nazisterne i 1943. Foto | Giles Keyte

Operation Mincemeat

Krigsfilm om et skelsættende fupnummer under Anden Verdenskrig er pokerspil med høje indsatser og patriotisk patos af den gamle skole.

Af Bo Tao Michaëlis

I tiåret efter Anden Verdenskrig lavede Storbritannien en række sobre og realistiske krigsfilm om landets egen indsats. Film om at sænke slagskibet Bismarck, holde ud i ørkenbyen Tobruk, bombe dæmningerne i Ruhr og selvfølgelig komme ud og ind af det tyskbesatte Frankrig.

En af slagsen er Manden, der aldrig har levet fra 1956. Den skildrer ”Operation Hakkekød”, hvor englænderne med en strandvasker, der har en opdigtet identitet og falske papirer, i 1943 narrer tyskerne til at tro, at de allierede ville gå i land i Grækenland i stedet for Sicilien.

Filmen er en adaption af chefen for missionen, kommandør Ewen Montagus erindringer om det skelsættende fupnummer, som blev en succes for invasionen.

Operation Mincemeat sørger for, at begivenheden ikke går i glemmebogen. Denne udgave er baseret på en bog af historiker Ben Macintyre, og Montagu spilles af Colin Firth. Han er kommet op i klassen for engelske karakterskuespillere, som gør det godt i uniform ved fronten eller på kommandobroen.

Ingen kan som Firth se så britisk bekymret ud. Med alvorlige miner, stålsatte øjne og grimasser, der passer, når lokummet brænder et sted i Imperiet.

Han sekunderes stovt og selvfølgeligt af en række andre britiske skuespillere, som også er meget bekymrede.

Jason Isaacs er fremragende som admiralen med øgenavnet M, ja, det samme bogstav som hos James Bond og hans forfatter Ian Fleming sidder såmænd også på kontoret for vildfarelse af fjenden. Og M er skurkagtig modstander af planen om at lade et lig skylle i land i Spanien for at tage røven på tyskerne.

Det er Winston Churchill ikke.

Jo mere fantastisk planen lyder, jo mere bakker han den op. For på en måde er dette endnu en Brexit-film. Om at England sagtens klarer skærene alene med gåpåmod og stædighed og lidt hjælp fra amerikanerne.

Og selv om der er mange forhindringer undervejs – tyskerne er jo ikke helt dumme – overvindes de med den knastørre koldblodighed, der lugter af Ceylonte, smørsmurte scones, gin og tonic.

Matthew Macfadyen er medhjælpende efterretningsofficer med et ansigt, der ligner Peter Sellers’. Han falder naturligvis for samme kvinde som Firth.

Hun spilles sødt og svalt romantisk af skotske Kelly Macdonald med en mild, blid stemme og en standhaftig mund, der ikke kysser Gud og hvermand.

Chancen for sex og sensuel romance er nul og niks. Kærligheden har umulige kår under krigen, fordi ægteskab og fædreland kræver sin mand og kvinde.

Fans af Downton Abbey vil genkende Penelope Wilton, som igen moderligt og myndigt styrer sine omgivelser. Selvfølgelig også bekymret.

På mange måder kunne filmen med fornuft og følelser lige så godt være skabt i 1952. Man beder til Gud i farens stund og taler med patriotisk patos om fædrelandskærlighed.

Farver, fotos og teknik er langt bedre og flottere end dengang i 50’erne. Men sandheden er også, at fortællingen om denne hemmelige mission både er spioners pokerspil med høje indsatser og brætspillet Stratego i virkelighedens verden.

Det gælder mere om at holde kæft og sine kort tæt til kroppen end heroisk at gå i aktion på diverse slagmarker.

Det bliver i sagens natur til mere kammerspil end krigsfilm. Derfor peppes handlingen her og der op med mere spionage, svingende natteliv i London med jazz og jitterbug samt en amerikansk sergent på fransk visit.

Man må sågar forføre en homoseksuel, spansk fascist for at få tyskerne til at falde til føje.

Operation Mincemeat træder indimellem vande, og den har svært ved at finde en passende slutning. Men hvis du er Anden Verdenskrigs-nørd, er der rigeligt at glæde sig over.

Titel:
Operation Mincemeat

Land:
England, USA

År:
2021

Instruktør:
John Madden

Manuskript:
Michelle Ashford

Medvirkende:
Colin Firth, Matthew Macfadyen, Kelly Macdonald

Spilletid:
128 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
12. maj

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten