Operation Avalanche

”Kender du ordet konspirationsteori?”

”Ja, jeg tror, vi er med i én.”

Replikkerne falder i 1969. Et lille team af lyse universitetshoveder med filmkyndighed som primær kompetence er blevet håndplukket af CIA til at undersøge, om Stanley Kubrick kunne være russisk spion.

Det kan de afkræfte.

Anden opgave bliver at finde en formodet muldvarp i NASA. Kennedy har afgivet sit løfte om at sætte en amerikaner på månen inden årtiets udgang, og nu strammer kapløbet med både russerne og uret til.

Muldvarpejagten bliver dog sekundær, da det går op for de unge løver, at Kubricks tekniske setup fra Rumrejsen år 2001 vil kunne løse hele nationens hovedpine: Vi faker da bare månelandingen!

Deres chefer er først skeptiske, men risikoen er til at overse. Holdet arbejder allerede under dække af at lave en dokumentarfilm, og bliver kulisserne afsløret, kan de bruge det projekt som påskud.

De fleste har nok hørt om konspirationsteorierne om Apollo 11. At det plantede måneflag blafrer naturstridigt, at slagskygger tyder på kunstigt projektørlys, og at forskellige detaljer kunne tyde på billedmanipulation.

Implikationerne af et sådant kollektivt bedrag er næsten ufattelige, og der er lavet snesevis af tv-dokumentarer, der eftertrykkeligt modbeviser konspirationsteorierne.

Med Operation Avalanche har det canadiske independent-makkerpar Matt Johnson og Josh Boles ladet alt det empiriske bevis-sniksnak ligge og leger i stedet med tanken om, hvordan sådan en filmproduktion kunne tænkes lavet i praksis – fra at finde den rigtige type sand til at optage i slowmotion.

Det er drønskægt nørdedrama, ikke mindst da der skal brainstormes gode replikker til radiotransmissionen af det første skridt.

Men der er to yderligere lag i filmen, som både gør den righoldig som kommentar og problematisk som drama.

Den er gjort thriller-intens med 1960’er-tidstypisk overvågnings-paranoia, og den er iklædt mockumentary’ens klædedragt – altså udformet, som var den udelukkende skabt af dokumentaristernes egne optagelser, håndholdt og med varierende lydkvalitet.

Illusionen er teknisk imponerende forløst, fra genskabelsen af brylcreme-æraens brune kontormiljøer til splejsningen med alskens arkivoptagelser. Selv Kubrick spiller overbevisende med!

Mockumentary’ens påståede autenticitet er dog et tveægget sværd, for formen har det med at suge opmærksomheden til sig.

Giver det for eksempel mening, at kameramanden er med her? Det gør det som regel – men så er skaden sket. Vi er uden for handlingsuniverset, ikke i det.

Matt Johnson og Josh Boles er godt klar over dilemmaet og arbejder på overtid for både at holde den fortællemæssige kilerem spændt og servere små in-jokes til de medievante. Bemærk replikskiftet fra før:

”Kender du ordet konspirationsteori?”

”Ja, jeg tror, vi er med i én.”

Her refereres simultant til CIA-konspirationen i filmen og med tungen i kinden til den film, vi sidder og ser.

Der ligger et refleksivt og mediekritisk potentiale i mockumentary’ens form, som blev udforsket netop i årene omkring månelandingen: David Holzman’s Diary, tv-satiren Pat Paulsen for President og ikke mindst Medium Cool, en fiktionsfilm, der blev skyllet over af voldsomme gadeoptagelser fra Chicago og blev til en tidskapsel, som både indfangede ungdomsoprørets politiske indignation og forvirring.

Til sammenligning forbliver Operation Avalanche mest en intellektuel vits. En konstruktion, der punkterer sig selv med bagklogskab, smittende selvtillid og et ironisk glimt i øjet.

Eksempelvis i det forhold, at den unge CIA-dilettant i centrum hedder Matt Johnson. Gæt selv, hvem der spiller ham.