Only Lovers Left Alive

I 1800-tallet blev vampyr-genren brugt til at få luft for interesser som død, seksualitet og sygdom.

I starten af det nye årtusinde brugte Twilight-serien vampyrerne til at sætte bid i teenage-følelsen af at tilhøre en anden art – både hævet over og misforstået af andre. Og i Tomas Alfredsons klangfulde Lad den rette komme ind blev vampyrisme ikke mindst en metafor for et følelseskoldt samfund plaget af vold og alkoholisme.

Jim Jarmuschs’ nye film – hans mest tilfredsstillende siden Dead Man fra 1995 – kan ses som den første krise-vampyrfilm fra en æra, hvor Vesten med gradvise skridt mister sin magtposition. De klassiske, gotisk-romantiske vampyrhistorier har altid dyrket dekadencen, men først her mærker man for alvor, at ”dekadence” stammer fra ordet ”decay” – forfald.

Tom Hiddleston og Tilda Swinton spiller Adam og Eve, et livstræt vampyr-par, der lever adskilt i henholdsvis Detroit og Tanger i Marokko. Og forfaldet skinner netop soleklart igennem i den mageløse brug af locations, særligt i Detroit, der bliver portrætteret som en slags postindustriel spøgelsesby. Her står Adams palæ tilbage som et isoleret, nedkørt forstadsslot i en ødemark af misligholdte fabrikker.

Også Tanger inkarnerer en slags slutning, nemlig enden på den stædige vestlige myte om Nordafrika og Mellemøsten som et arnested for berusende mystik og seksuelle udskejelser, som både Lord Byron og William S. Burroughs har været eksponenter for. Jarmusch svælger godt nok i denne ”orientalisme” med den hippie-smarte, mørkt romantiske dekor i Eves lejlighed. Men vi kan samtidig se, at den er faldefærdig, og at al eksotisk aura er reduceret til den narkohandlers hvisken, som møder Adam og Eve i en gyde: ”Jeg har, hvad I har brug for!”

Adam er rockmusiker, og hans palæ er et mausoleum over den analoge kulturs skønhed med en stor samling af vintage-elguitarer, gammeldags højttalere og en vinyl-afspiller, hvis spindende lyd giver anledning til et tilbagevendende kamera-riff.

Detroit er Iggy Pop og Motowns by, og Jarmusch hylder dens musikalske guldalder med et soundtrack, der inkluderer glorværdige genopdagelser som Denise LaSalles Trapped by a Thing Called Love. Den danser Adam og Eve til, da hun – alarmeret af hans snak om selvmord – er fløjet over for at besøge ham.

Der er noget dybt rørende i ideen om en kærlighedsaffære, der er blevet vakt til live igen og igen gennem århundreder, og de to hovedrolleindehavere får os til at tro på det.

Swinton kan være skarp og frygtindgydende, men her viser hun sin mest ømme og følsomme side. Og Hiddleston – der sørgmodig og tilbagetrukket fremstår som en slags vampyr-udgave af Nick Drake – er en værdig modspiller. Det er en genistreg af Jarmusch, at han har castet to skuespillere, der selv uden deres blege makeup og stive parykker ligner væsener fra en anden verden.

Only Lovers Left Alive er en vittig, klog og romantisk atmosfærefilm. Man får faktisk det klare indtryk, at selve historien er et nødvendigt onde, en distraktion fra det, der dybest set er et langt, filmisk tonedigt.

Da Eves uopdragne lillesøster Ava (Mia Wasikowska) fra L.A. støder til, fører det noget egentlig spænding med sig, men præmissen om, at en uansvarlig yngre vampyr stadig har brug for rigtige menneskers blod, mens mere beherskede ældre klarer sig på blodbank-forsyninger, er set før. I disse scener med Ava slår Jarmuschs lidt umodne, studentikose side ud – hans quirky hipsterstil fra Stranger Than Paradise. 

Men i sidste ende får den centrale kærlighedshistories ømhed og dybe melankolske længsel heldigvis lov til at komme til sin ret. Og først og fremmest er Only Lovers Left Alive en af de mest bevægende kærlighedshistorier fra det seneste årti.