Om heste og mænd

Man klapper gerne i sine små buttede hænder, når der kommer en film i biografen, som ikke ligner 99 procent af det, der normalt sættes op.

Med den islandske Om heste og mænd har vi i sandhed mulighed for at se en film, der slet ikke ligner mainstream.

Det er en film om heste og deres mennesker – eller mennesker og deres heste. Det er svært at definere, for i den flække på Island, hvor filmen foregår, er menneskers og hestes liv tilsyneladende nært forbundne størrelser.

Vi befinder os i nogle smukke, golde og forblæste landskaber befolket af mærkelige bønder, ensomme kvinder, drikfældige gamlinge og friske ride-turister.

Filmen er sammensat af en lille håndfuld korte historier, som fortælles i ganske få, enkle scener næsten uden ord. Urkomiske, højdramatiske nedslag i eksistensen i denne udørk, hvor begær, raseri, jalousi og misundelse ligger og bobler lige under overfladen, for engang imellem at sprutte op af en sprække, som var det en af de berømte islandske gejsere fra undergrunden.

Og lad os da bare afsløre begyndelsen på en enkelt af de små historier for at illustrere filmens tone. Den stolte Kolbeinn må bide det i sig, da han er ude at prale-ride i lokalområdet på sin ultra veltrænede hoppe, som pludselig ikke vil lystre, da en liderlig hingst er i nærheden.

Hingsten bedækker simpelthen hoppen, imens Kolbeinn sidder i sadlen iført sit fineste ridetøj og med en fortvivlet og pinefuld grimasse bare kan vente på at parringen bliver afsluttet.

Imens følger flere lokale seancen på afstand med kikkerter og smørede grin. Kolbeinn bliver så skamfuld og forbandet, at han rider direkte hjem og skyder sin elskede hoppe en kugle for panden!

Det er dog ikke kun heste, som må lade livet i Benedikt Erlingssons film. Hele to lettere absurde dødsfald og begravelser bliver vi også vidner til. I det hele taget er filmens hændelser uforudsigelige og mystiske, samtidig med at de er banale i al deres grundlæggende tilfældighed.

Menneskene bruger hestene både bevidst og ubevidst i deres sociale interaktion. De udtrykker sig gennem deres forhold til heste og deres kontrol over dyrene – eller mangel på samme. Vi er ude i en seriøst eksotisk og original måde at skildre mennesker på.

De dyriske drifter er således ikke forbeholdt hestene, men slår mindst lige så tydeligt igennem i deres menneskers adfærd og fremfærd.

Fotograferingen er fortællende, meddigtende og smuk med fejende kraftfulde landskabsbilleder fra en barsk og skånselsløs natur, som skildres med sans for underliggende motiver og symbolik. Og her er masser af sanselige nærbilleder af hestepels og refleksioner i hestenes øjne sammen med de ordknappe islændinges grimasserende ansigter og sigende, følelsesfulde blikke.

Om heste og mænd er på en gang en hyldest til Islands unikke natur, dets vejrbidte, fåmælte mennesker og dets helt særlige og utroligt seje heste. De er små muskelbundter, som mestrer op til fem gangarter, kan tåle overmåde dårligt vejr og i kraft af deres ydre fremtoning let kan forveksles med selvsikre, småarrogante ponyer.

Filmen vandt publikumsprisen på seneste udgave af Cph:Pix filmfestivalen, og man forstår godt den umiddelbare begejstring.

Her er overraskelser, humor og friskhed i udtrykket, og filmens beskedne spilletid på godt en time og et kvarter gør, at anderledesheden aldrig bliver trættende, selv for biografgængere, som er vant til mere ordinære film.