Om det uendelige

Da Lars von Trier i 2000 kørte til Cannes med Dancer in the Dark, var han overbevist om, at han ville køre hjem med Guldpalmen – hvad han også gjorde.

Det var ikke Coen-brødrenes O Brother, Where Art Thou? eller Wong Kar-wais In the Mood for Love. End ikke Croisette-favoritten Hanekes Kode ukendt så Trier som en trussel.

Men han var ræd for Roy Andersson. En rasende innovativ kortfilmskaber, hvis spillefilmkarriere tog fart i 1970 med debuten En kærlighedshistorie og imploderede fem år senere med den sorte komedie Giliap.

Nu stod han parat med comebacket Sange fra anden sal. En sort komedie i samme hofstil, båret af pikareske absurditeter, som han havde udviklet til kortfilmen Härlig är jorden (Ekko-dvd #14).

I en unavngiven storby følger vi vrantne, blegfede folk på caféer og i restauranter, i supermarkeder og butikker, på gaderne, på togstationen, hos lægen, i kirken, hos tandlægen eller frisøren.

Det skildres i ubrudte, statiske optagelser, og de er alle grebet af en sjæletung melankoli. Ser de triste ud på egen hånd, er de endnu værre i grupper, hvor den enkelte bliver hundset med af fællesskabet.

Både i denne første vignetfilm og efterfølgerne Du levende og En due sad på en gren og funderede over tilværelsen opnår Andersson en sælsom, naiv ynde. Men i Om det uendelige føles det, som om stilen har udtjent sit formål.

Instruktøren prøver ellers at forny sig. Han er mere abstrakt og poetisk end tidligere, og der er flere afstikkere til ”virkelighedens” verden.

Men man savner de snigende bravurscener, der starter i det små og langsomt vokser sig mere omstændelige, indtil man sidder tilbage og undrer sig over, hvordan noget så overrumplende stort og kompliceret kan skabes i realtid – på virkelige locations, med begrænsede midler og mennesker.

Roy Anderssons film kommer altid videre omkring på deres godt og vel 100 minutter, end man skulle tro.

Om det uendelige er kun 78, men føles for lang.

Måske skyldes det gentagelserne i måden, scenerne præsenteres på – ofte af en kvindelig fortæller, der kommer med betragtninger som: ”Jeg så en kvinde, der elskede champagne,” eller: ”Jeg så en dreng, der endnu ikke havde fundet kærlighed,” eller i en skægt provokerende scene med en belejret Hitler i den støvede førerbunker: ”Jeg så en mand, der ville erobre verden og indså, at han havde tabt.”

De fleste af Anderssons små indblik i menneskeheden er uhæmmet banale. En kvinde gør halvhjertede forsøg på at reparere hælen på sine sko. En bedstemor tager nærmest som en tvangshandling billede efter billede af en baby foran en kirke.

Det er svært at sætte fingeren på, hvad der i denne omgang præcis mangler. Men Anderssons tørre humor er mindre bidsk og satirisk, end den plejer at være.

Det føles, som om hans udtryksløse vid kommer til kort over for en forrykt verden. Frem for at forny sig kører han videre i samme rille. Om det uendelige føles som fraklip fra hans forrige film.

Der er bestemt morsomme scener. Som tjeneren der med stenansigt – med fuldt overlæg eller ved et uheld – hælder for meget rødvin op til en rasende middagsgæst. Eller den forbitrede tandlæge, der opgiver at stille en pertentlig patient tilfreds.

Men ingen af dem kan måle sig med den uheldige tryllekunstner eller den uhøflige, desillusionerede præst i Sange fra anden sal.

Roy Andersson er i dag 78 år, og man mindes noget om gamle hunde og nye tricks.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at håbe, at hans næste projekt vil genskabe noget af den stikkende revolutionær-ånd, så han igen kan give Lars von Trier grund til at ligge vågen om natten.