Olsen Banden på dybt vand

Olsen Banden på dybt vand er en sær blanding af gammelt og nyt.

På den ene side er universet totalt velkendt med en ulasteligt klædt Egon Olsen, frisk fra Vridsløselille Statsfængsel, i spidsen for Kjeld og Benny.

Hos Carlsberg – undskyld, Karl S. Berg – laves der stadig øl under stenelefanternes vagtsomme øjne, Franz Jæger producerer stadig pengeskabe, og Kjeld og Yvonne bor stadig i et saneringsmodent, gult baghus, der ligner noget fra København anno 1968 – dengang den første Olsen Banden-film så dagens lys.

På den anden side er der havvindmøller, IC4-tog-jokes og, nå ja, så er filmen computeranimeret. Der hersker ingen tvivl om, at den foregår i nutiden.

Egons nemesis, Bang Johansen, er direktør for Hæderkrone A/S, en pendant til Mærsk. Bang Johansen har skaffet en lille, Nespresso-lignende maskine, der kan lave én dråbe olie til mange dråber, hvilket er lig med mange penge. Og dem vil Egon selvfølgelig have fingrene i.

Det foregår først på en kæmpe luksusyacht, siden i en lille, gul ubåd (hej Beatles) og sluttelig på en boreplatform i Nordsøen. Egons plan er genial med alt, hvad den indebærer af bukseseler, havnerundfartsskemaer, et glas med syltede rødbeder, tyggegummi og så videre.

Alt ligner på den måde sig selv, også karaktererne, og hvad der måske er vigtigere: De lyder som sig selv. Det er næsten uhyggeligt, hvordan Preben Kaas, Axel Strøbye og Kirsten Walther vækkes til live af Lars Ranthe (Dynamit Harry), Henrik Lykkegaard (kriminalbetjent Jensen) og Annette Heick (Yvonne).

Så hvad er problemet?

Det er, at den (mis)bruger nostalgien, men mangler charmen og poesien fra Erik Balling og Henning Bahs originale manuskripter og film. Ingen computereffekt kan fange Ove Sprogøes sammensnerpede mund om cigarstumpen eller Bennys nervøse lemmedaskeri, selv om der prøves nok så hårdt. Der er også rigtigt mange pruttejokes. Øv.

Filmen er flere steder temmelig langtrukken, men i dens bedste scene klapper det hele. Nemlig når Egons gennemførte plan udføres som perler på en snor.

Olsen Banden på dybt vand er spækket med detaljer. Det er ren Andeby-hittepåsomhed med omdigtede supermarkedsnavne, skøre skilte og navneplagiater. Hvis det bare havde været et tegneseriehæfte, man sad med i hænderne, kunne man have brugt timer på at finde alle finurlighederne. Som plakaten i politiets gymnastiklokale for ”Politiets Idræts Klub” – sikke initialer!

Der bliver også sendt hilsner til film- og tv-trofæer som Matador, Austin Powers, Life of Pi, Dirty Harry og Die Hard, hvilket vel skyder helt forbi målgruppen: de yngste biografgængere. Mens man som voksen opfatter det som helligbrøde mod kært, dansk folkeeje, når der pludselig siges ”yippee ki-yay” midt i det hele.

”Egon, du er i live …?” lyder det på et tidspunkt fra en forfjamsket Kjeld.

”Ja, selvfølgelig er jeg det,” svarer Egons lakonisk. Men måske er det på tide at lade Egon og co. hvile i fred.