Obsession

Lad os sige, du spiser frokost med en kollega, som du tænder på. I deler en grillkylling og støder deri på ønskebenet. Gammel dansk skik byder jer nu at trække i hver sin ende af den V-formede knogle. 

Knæk, du vinder og har derved fat i den lange ende. Hvilket ønske skal skæbnen opfylde? Fred i verden? Eller gengældt kærlighed? 

Sådan starter også horrorfilmen Obsession. 

En genert ung mand, Bear (Michael Johnston), arbejder i en musikbutik. Han tør ikke erklære sin kærlighed til kollegaen Nikki (Inde Navarrette). Da hun mister sin yndlingskrystal, styrter han forelsket ind i den nærmeste new age-butik for at købe hende en ny. 

I stedet får han købt en One Wish Willow – en ønskekvist af piletræ, der ifølge emballagen opfylder ét ønske for den, som knækker kvisten. 

Sådan en butik ligger der faktisk på Fiolstræde i København. Jeg styrtede derind efter filmen, men ak. De har intet, der kan opfylde ønsker om andet end måske en afklaret sindstilstand, når krystallerne glimter, og røgelsen spreder sig. 

Bear tror ikke på magi. Men i desperation knækker han alligevel sin One Wish Willow og sukker: ”Gid Nikki elskede mig overalt i verden!” 

Den slags ønsker skal man være forsigtig med. Obsession er inspireret af den hyppigt filmatiserede novelle The Monkey’s Paw (1902) af W.W. Jacobs. Og sidste år fik vi Stephen King-filmatiseringen The Monkey, ligeledes en velfungerende adaption af Abehaanden. 

Dybest set er der tale om en Faust-variation, hvor hovedpersonen på overnaturlig vis får opfyldt et eller flere ønsker, som ender med at give dæmonisk bagslag. 

At hovedpersonen i Obsession hedder Bear, leder tankerne hen på La Fontaines 1600-talsfabel Bjørnen og haveelskeren, hvor bjørnen vil vifte en flue væk fra sin vens pande, men bruger en sten og slår ham ihjel. 

Pilekvistens opfyldelse af ønsket om gengældt kærlighed får for Bear i stigende grad karakter af en sådan bjørnetjeneste og resulterer i tilsvarende blodige fataliteter. 

Til at starte med er alting godt. Nikki inviterer sig selv hjem til Bear, forfører ham og flytter ind. 

Apropos kyllingen er Ønskebenet titlen på en pornografisk tegnefilm af Jannik Hastrup fra 1973. I 1970’erne ville Obsession have budt på lækre scener med Nikki overskrævs på Bear. Men i stedet får vi et decideret uerotisk samleje, hvor Bear kværner løs oven på den nærmest livløse Nikki. Det er ikke, hvad plottet lægger op til, men som et billede på den underliggende, psykologiske mekanik mellem parret. 

Bears utilsigtede overgreb, hans uetiske mind control, lurer dybt i Nikkis underbevidsthed. Filmen, der er holdt i dæmpede, gråbrune nuancer, viser hende i gådefuld silhuet og i baglæns optagelser. Hun smiler overdrevent, har skrigende angstanfald, urinerer på gulvtæppet, skriver manisk pervers prosa og forsøger selvdestruktivt at holde Bear hjemme ved at forsegle udgangen med gaffatape. 

I en af filmens velskrevne og perfekt spillede monologer beskriver hun følelsen af intethed uden ham. Helt galt går det, da en selskabsleg byder Bear at kysse en anden kvinde. Ved synet af, hvad han har sat i gang, bliver det Bears tur til at bryde sammen i smertefulde primalskrig. 

Nu er spørgsmålet, om han kan neutralisere pilekvistens magi og sit fatale ønske. 

Set på afstand er Obsession blot en lille, billig independentproduktion, men modsat de fleste større horrorfilm er den en tematisk rig, intelligent skrevet og intenst veludført skæbnefortælling med potentiale til at blive husket som en klassiker i sit felt. 

Især slutningen er raffineret. Tragisk som den urgamle fortælling om kæresteparret Pyramus og Thisbe, hvis skæbne inspirerede både Shakespeares Romeo and Juliet og det danske sagn om Hagbard og Signe (filmatiseret af Gabriel Axel som Den røde kappe i 1967). 

Det er en finale, som kun en skælmsk trickstergud eller durkdreven manusforfatter kan udklække dem. 

Pilekvisten knækker, men Obsession er godt håndværk, så det gør filmen ikke. Som Vølven ville udtrykke sagen: Nok dur det ej til Fiolstræde at løbe / med håb om dér en ønskekvist at købe / dog kan om ønsket gode gys man få – blot ved i biografen hid at gå.